Autointerview:
Sten Jacobsen:
Har du nu igen skrevet en novellesamling?
Forfatteren Sten Jacobsen:
Ja.
Sten Jacobsen:
Hvorfor nu igen en novellesamling?
Forfatteren Sten Jacobsen:
Det ved jeg ikke. Det var den, der kom.
Sten Jacobsen:
Så du har overhovedet ikke styr på din egen skriveproces?
Forfatteren Sten Jacobsen:
Nej, overhovedet ikke.
Om novellesamlingens titel
Sten Jacobsen:
Men når nu det skal være, kan du så i det mindste forklare mig, hvorfor den hedder ”Historier fra 11 minutter i 12”?
Forfatteren Sten Jacobsen:
Det er fordi forsiden viser et ur, hvor viserne står på 11 minutter i 12. Men selvfølgelig, forsiden er valgt på grund af indholdet. Et af de helt centrale temaer i samlingen er den sene erkendelse få minutter før klokken slår 12, lige før alting er for sent. For eksempel i den første novelle ”Lillebroren”, får lillebrorens storesøster en meget sen erkendelse af, at noget i forholdet til lillebroren gør meget ondt. De har ikke set hinanden i 20 år, fordi hun skammer sig.
I den anden historie ”Ulykken” er det endnu mere tydeligt. Storesøsterens lillebror tilkaldes i huj og hast til hospitalet hvor storesøsteren ligger for døden. Hun vil give ham en oplysning, som hun har skjult for ham hele sit liv. Kort efter, at hun har fortalt ham den frygtelige sandhed, dør hun. På samme måde som i disse noveller går temaet, sen erkendelse, igen flere gange i samlingen. I novelle nummer tre, når fortælleren gennem tre drømme til erkendelsen af, at han ikke har kendt sin besøgelsestid i forhold til den pige, han som ung dreng var håbløst forelsket i. Det er en livslang følelse af evigt tab, af ikke at slå til, når situationen var der. Kærlighed ruster som bekendt aldrig. Men der er selvfølgelig også andre temaer.
Om temaet vrangforestillinger
Sten Jacobsen:
Du synes meget overbevist om, at mennesker har det med at rende rundt med vrangforestillinger. I ”Ulykken” lader du ligefrem en psykiater sige, at vi mennesker alle har brug for vrangforestillinger for at overleve. Er det ikke lige lovlig stærkt sat op?
Forfatteren Sten Jacobsen:
Nej, overhovedet ikke. Et hvilket som helst samfund består på det mentale plan af et pænt antal vrangforestillinger, som alle dyrker med fanatisk stædighed, selvom de er beviseligt forkerte. Og Gud nåde og trøste den der siger sandheden. Vrangforestillinger er der, fordi vi har desperat behov for dem for at opnå en følelse af mening og selvrespekt. Der er selvfølgelig også sande forestillinger, eller vi skulle måske sige sandsynlige forestillinger. Men det er jo ikke det afgørende her. Mennesket er ikke kun et individ, det er også en del af en menneskemasse. Og som deltagere i en masse er vi søvngængere. Teorien om at mennesker i massesammenhænge er som søvngængere er ikke fremmed for sociologer. Jeg mener faktisk, at vi mennesker ofte opfører os som blinde, der leder blinde.
Sten Jacobsen:
Men nu er storesøsterens vrangforestilling ikke en del af en kollektiv bevægelse.
Forfatteren Sten Jacobsen:
Nej, det er klart. Den er en del af en snæver familiemæssig vrangforestilling. Alle familier dyrker bekvemme vrangforestillinger. Men der findes også individuelle vrangforestillinger, som skal sikre den mentale lykke. Livet gør ofte ondt, og en lun og hyggelig vrangforestilling hjælper på tilstanden. Følelsen af personlig identitet sammenhængende med en fast forestilling om den omgivende verden er helt central for mental sundhed.
Om personligt stof i novellerne, farmoderen
Sten Jacobsen:
Nogle af historierne virker ret personlige. For eksempel er der to noveller om en farmor. Du havde selv en farmor, som du var meget glad for og som spillede på et stort sort flygel, som du har arvet, og som står i din dagligstue.
Forfatteren Sten Jacobsen:
Jo, farmoren i de to historier er min farmor, men er det alligevel ikke. Jeg ser min farmor for mig i sin lejlighed på Bülowsvej, hvor jeg besøgte hende. Men det hun gør i historierne er ikke korrekt i realistisk forstand. Det har aldrig fundet sted. Spørgsmålet er alene, om det er sandt, at hun har sendt mig nogle signaler, uden at nogen af os har været bevidste om det. Jeg skriver om det, der foregår neden under overfladen, og det er sådan disse historier skal forstås. Jeg er overbevist om, at noget meget centralt i vores liv foregår under overfalden, og at vi gør ting ved hinanden, som vi ikke er os bevidste, da erkendelsen er for ubehagelig eller farlig. Novellerne skal ses som et forsøg på at lyve sandheden frem. Jeg tror ikke, at min farmor helt konkret har antydet, at jeg skulle være forfatter, men mere uklare signaler sendte hun. Jeg husker engang, hvor hun sagde, at jeg ville få et godt liv, hvis jeg ikke blev syg. Dermed mente hun, at mit liv ville blive rigt, fordi jeg havde kulturelle interesser, ikke mindst musiske. Hun sagde ofte, at jeg havde gode spillehænder. Deri lå der vel et moderat pres. Men det er selvfølgelig mit eget ansvar, at jeg bed på krogen.
Om personligt stof i novellerne, søsteren
Sten Jacobsen:
Der optræder også en storesøster i de to første historier. Du har faktisk en storesøster. Hvordan forholder storesøsteren i disse historier sig til virkelighedens storesøster.
Forfatteren Sten Jacobsen:
De to udgaver har intet med hinanden at gøre. Jo, jeg har heldigvis haft en storesøster. Det er en del af min opvæksterfaring, og den skriver jeg på. Som forfatter skal man skrive om det, man har forstand på. Jeg har ikke haft en lillesøster eller en bror. Men jeg har haft en storesøster, og storesøsteren i de to historier har intet med min storesøster at gøre. Helt generelt, så dekonstruerer jeg virkeligheden, når jeg skriver, og sætter den sammen igen i et temmelig skævt univers, der mere passer med min indre psykiske tilstand. Så kan du spørge, hvorfor jeg gør det, og svaret er så, at det gør jeg, fordi jeg helt generelt mener, at det er på det dybdepsykologiske plan vi kommunikerer. Og her bruger jeg så min sagesløse søster, men der står jo ingen steder, at det er min søster, og det at have en søster er jo en meget almindelig erfaring.
Om kvindebilledet i novellesamlingen
Sten Jacobsen:
Nu kommer jeg til det kildne spørgsmål om kvinder. Farmoderen siger, at hendes barnebarn ikke har udseendet med sig, og at han som følsom mand ikke er så attraktiv for kvinder og dermed heldigvis ikke så udsat for kvindelige intriger og spil. Hun giver udtryk for et ret negativt billede af kvinder. Er det rigtigt? Og i resten af samlingen er der nogle udfald mod den moderne feminismes mandesyn, for eksempel i ”Dukkekrænkeren”.
Forfatteren Sten Jacobsen:
Nå, i ”Dukkekrænkeren” er fordommene så massive, at det vel skal opfattes som en spøg. Drenge og piger i latensperioden (ca. 5-12 år) undgår jo ofte hinanden, og det er der vel en grund til. Ellers synes jeg selv, at kvindebilledet i samlingen er rimelig sandt og indeholder både negative og positive sider. Det er vel kun dem, som mener, at kvinder er ufejlbarlige og altid har ret, som kan blive krænket. Min farmor har helt konkret ikke sagt det, hun siger. Men hun advarede engang mod kvinder, som ikke kunne lade deres mænd forfølge sine egne interesser. Jeg tror, at hun mente, at en kæreste jeg havde på det tidspunkt ville være for dominerende og klæbende og ikke give mig plads til at forfølge mine egne mål.
Om ikke at blive udgivet
Sten Jacobsen:
Der er i dine noveller ret mange hentydninger til smerten ved ikke at blive udgivet og ikke at blive set rent litterært. Er det en personlig erfaring.
Forfatteren Sten Jacobsen:
Ja, det er det i høj grad. Det tror jeg faktisk at næsten alle forfattere lider af. Det er en voldsom ting at udgive bøger. Man sætter sig selv på spil, udstiller sider af sit helt personlige sjæleliv, og derfor bliver man sårbar og lettere paranoisk. Man vil helst undgå at blive bemærket, og samtidig er det en smerte slet ikke at blive set. I ”Digteren på Assistens Kirkegaard” forestiller jeg mig en forfatter, som aldrig får noget udgivet. Jeg tænkte, hvordan ville jeg reagere? I flere år var jeg i den situation, men så udkom jeg endelig. Jeg har en stor medfølelse med AT, som han kaldes, også selvom han var så arrogant, som han var. Jeg forestiller mig også, at han i en vis udstrækning havde ret. Hans bøger burde nok være udkommet. Jeg tænker på, hvor mange der drukner i denne flod af bøger som udkommer.
Om tab som noget helt centralt i livet
Sten Jacobsen:
Samlingen er fuld af historier om tab. Er det ikke rigtigt, at mange af historierne også er lidt triste?
Forfatteren Sten Jacobsen:
Jo, helt klart. Tabet er centralt i et menneskeliv. Livet er en sørgelig sang. Det gennemsyrer hele samlingen og kommer særlig stærkt til udtryk i de tre første noveller og i ”Pas på Abigail Smith”, hvor det får en romantisk tolkning. I novellerne ”Marskandiseren”, ”Digteren på Assistens Kirkegaard”, ”Hannibal Glad Nekrolog”, ”Min farmors kommodeskuffe”, ”Sidste møde i skoleforeningen” og ”Angelica” er det triste også fremherskende, men, mener jeg, også med et stænk af humor.
Om intertekstualitet
Sten Jacobsen:
I novellen ”Ulykken” tænker Jacob pludselig på en central scene i hans roman ”Vejen til Berlin”. Det må betyde, at Jacob er Sten Jacobsen, ikke? I novellen ”Tur til Buenos Aires” optræder Jacob og Lea fra Blind trappes anden novelle ”Det sidste kys”. I ”Telefonopkaldet” henvises til denne samling og til nogle kommende værker, som i novellen aldrig vil blive skrevet. Det virker som om, at du generelt godt kan lide at krydshenvise mellem værkerne. De indgår i en form for intertekstualitet. Er det korrekt, og hvad er din tanke om det?
Forfatteren Sten Jacobsen:
Jo, det er selvfølgelig med vilje. Og i Marskandiseren optræder nogle tidligere marskandisere som dukker, man kan se på forsiden af min samling ”Hulter til bulter”. Egentlig ved jeg ikke, hvorfor jeg gør det. Fanden tager bare ved mig. Jeg synes, at det er sjovt, og det giver mig et kick. Den dybdepsykologiske betydning er vel, at mine værker er en meget central del af min mentalitet og erfaringshorisont. Når man giver sig tid til noget så anstrengende og opslugende som at skrive litteratur, så er det vel fordi man ikke kan andet, og det skabte univers bliver meget vigtigt. Ellers ved jeg ikke … Men du har ret, det er noget jeg hele tiden gør.
Sten Jacobsen:
Hvordan ville du selv karakterisere din nye novellesamling?
Forfatteren Sten Jacobsen:
Uh-ha. Det er svært. Det er vel en novellesamling, der er absurd i den forstand, at den i høj grad dvæler ved vi menneskers irrationelle træk. Vi er søvngængere, der er styret af kollektivt vedtagne vrangforestillinger, og vi søger desperat efter en mening i dette triste og gale liv. Samtidig længes vi efter venskab og kærlighed, som er det lys i mørket, der gør livet værd at leve. Men kærlighed og venskab er altid midlertidige foreteelser, og det er uendelig trist.
Se mere om “Historier fra 11 minutter i 12” på Forlaget Brændpunkts hjemmeside: