Vejen til Berlin

Vejen til Berlin

Vejen til Berlin er en modernistisk udgave af den klassiske dannelsesroman. Den foregår i 1890’ernes København, byen F. samt Berlin.

Romanen udkom på Forlaget Brændpunkt den 14/6 2021. Omfang: 424 sider.

Bagsidetekst:

Vejen til Berlin er en modernistisk udgave af den klassiske dannelsesroman.

Vi befinder os i København i 1893. Karl Henrik Theodor Severinsen vandrer fortvivlet rundt i natten, efter at den kvinde, han elsker, er blevet gift med hans bedste ven. Da han inderst inde ved, at hans nederlag har rod i ham selv, flygter han ud i verden.

Han tager ophold i en lille sydvestsjællandsk landsby. Her går han i gang med at skrive sin roman ”Forgjort”, hvor han selv optræder sammen med den lille bys borgere, som han indskriver i handlingen. Fiktion er dog ikke så let at styre, og snart bliver det svært at holde roman og virkelighed adskilt. Med oprørske romanfigurer og fanget i endnu en pinagtig trekant, flygter han videre ud i verden.

Ankommet til Berlin etablerer han sig som skribent, men problemer har det med at gentages.
Er det forfatteren, der skaber sine romanfigurer, eller romanfigurerne, der skaber deres forfatter? Og hvem løber af med sejren?

 

Forsiden på romanen "Vejen til Berlin"

“Vejen til Berlin” er en historisk roman, der foregår i 1890’ernes København, byen F. samt Berlin. Romanen kan læses som en modernistisk dannelsesroman.

Bogen kan købes her: https://www.gucca.dk/vejen-til-berlin-bog-p522023

Fra anmeldelsen i Berlin guide:

Vejen til Berlin er en modernistisk udgave af den klassiske dannelsesroman om kærlighed og om at handle på sine følelser før det er for sent. Sten Jacobsen har skrevet en bog, der river læseren rundt i opdigtede og drømte begivenheder og skrøner. Ja, selv bogen er noget han har fundet på. Og selv efter de 420 sider overrasker han med sin slutning. Som naturligvis ikke røbes her…

Sten Jacobsen boltrer sig i drømme og et sprog, som hører en anden tid til. Sproget passer til en roman fra 1893. Lidt gammeldags og rynket – men uden at blive kedeligt eller omstændigt. Den klassiske roman, der samtidig er filosofisk og poetisk, søger i menneskets dybeste motiver, jonglerer med kærlighed og fortrydelse, forelskelse og forstillelse, moral og lyst…

Jeg var fint underholdt af ”Vejen til Berlin” og af de omveje romanen tager. Et underholdende og farverigt persongalleri. Sten Jacobsen har lyst til at fortælle historier, og bogen er godt skruet sammen…

Som læser lærer man at blive lidt skeptisk på om historien nu bliver fortalt som den var, om den er opstået i hovedet på Karl Henrik Theodor Severinsen, eller er det drømme, der drømmes, men som i virkeligheden drømmes af nogle andre, der igen som marionetter bliver styret af en forfatter, som kan være Karl Henrik Theodor Severinsen – eller Sten Jacobsen?

Niv mig i armen. Jeg kunne lide at blive forført i drømmens kringlekroge – og i tilgift besøge både det gamle København, den sjællandske provins og vokseværket i Berlin.

Hele anmeldelsen i Berlin guide kan ses. https://berlin-guide.dk/index.php/bogeromberlin/skonlitteratur/1313-vejentilberlin

Fra anmeldelsen i Bogsyn:

Som en anden Søren Kirkegaard vandrer Karl Henrik Theodor Severinsen fortvivlet rundt i København efter, at hans elskede har svigtet ham til fordel for hans bedste ven. Han vil nu finde ud af, hvad der er galt med ham. Han skal på en indre rejse. Og håber at genvejen er en ydre …

En kær roman der udmærker sig ved at give forfattere in spe nogle gode hints, idet det f.eks. ofte er vigtigt at lade personerne i romanen om at udvikle det videre forløb, selv om forfatteren har en helt anden idé . . . .

Og det må vi sige er et af elementerne i bogen. At nogle gange har man bare ikke kontrollen, men må lade sig følge med.

Spændende, spændende. Der er masser af gode lokationer i bogen, lige fra Holmensgade, Sortedamsøen, Søndermarken, Østre Farimagsgade, Frederiksberg Station, Århus og naturligvis – Berlin.

God læselyst. Romanen er anderledes, men en af dem, man bør gribe på vejen til at blive et måske lidt mere – åndrigt og dannet menneske.

Hele anmeldelsen i Bogsyn kan ses her: http://www.bogsyn.dk/index.php/litteratur/2027-vejen-til-berlin.html

Fra Henrik Bierings anmeldelse:

Sten Jakobsens dannelsesroman er et gennemført mesterværk. Historien foregår i 1893-1894 og er et rørende stykke drama, i et sprog og en kulisse som vidner om grundig historisk og geografisk research. Strukturen med en alvidende fortæller, som lader hovedpersonen Cand.mag Severinsen skrive en roman, som reflekteres af magisterens dagbog, fungerer glimrende og afdækker Severinsens tiltagende sammenblanding af virkelighed og drøm. …

Fortælletempoet er fint afstemt og sproget så gennembearbejdet og poetisk, så det er en ren fornøjelse. …

Fortællingen er elegant turneret, poetisk, filosofisk, klog, morsom, berørende og overraskende.

Fra Cecilie Overbyes anmeldelse:

… Den unge Karl Henrik Theodor Severinsen bliver den forsmåede i et trekantsdrama, hvor hans bedste ven trækker det længste strå. Da parret bliver gift, bliver han forvist fra sin egen by, København og han tager ud i verden for at finde sig selv og årsagen til den ulykkelige situation, han er havnet i.

I byen F. flytter han ind hos enken fru Lauritzen og begynder at skrive på sin roman ’Forgjort’, baseret på den lille sjællandske bys indbyggere. Men hvad er virkelighed og hvad er fiktion, og hvordan holder den unge forfatter tingene adskilt?

Karls tidligere handlingslammelse får pludselig sit eget liv og nu tager fanden ved byens borgere. Smeden hamrer sin tommelfinger i stykker, byens fromme præst har fingrene nede i kirkekassen, mens den unge knægt Lars kigger langt efter bagerens kone. Og Karl selv bliver en del af historien og finder sig viklet ind i endnu et kompliceret forhold, og tvinges endnu engang til at vælge en vej.

… Jeg sidder tilbage og er imponeret over den menneskelige dybde, Sten Jacobsen gennem sit persongalleri præsenterer for os. På trods af at romanen er skrevet til at foregå i 1893, så er temaerne fængslende og fortsat almengyldige. Både sprog og historiske beskrivelser er tro mod tiden, ligesom beskrivelserne af København, Berlin og byen F. er kompromisløs i en sådan grad, at man selv føler, man er tilstede i 1893 …

Uddrag fra lektørudtalelsen:

“Historisk roman om Karl, der drømmer om den store kærlighed, men som gang på gang må se sig svigtet af den attråede. (…) Velskrevet historisk trekantsdrama med et lunt blik på det brogede persongalleri”
Christine Christensen, DBC

Se disse og andre anmeldelser her på Forlaget Brændpunkts hjemmeside: https://brændpunkt.dk/index.php/product/vejen-til-berlin-sten-jacobsen/

Autointerview om Vejen til Berlin: https://www.stenjacobsen.dk/?page_id=2382

Autointerview om Vejen til Berlin 2: https://www.stenjacobsen.dk/?page_id=2441

Læs om begrebet dannelsesroman her: https://dansksiderne.dk/index.php?id=5113

Læs om begrebet udviklingsroman her: https://dansksiderne.dk/index.php?id=3473