Tredje autointerview om uforståelige noveller

Forlæggeren Sten Jacobsen prøver at få mening i forfatteren Sten Jacobsens tredje novellesamling Hulter til bulter og ideen om en trilogi 

Forlæggeren for Apuleius’ Æsel Sten Jacobsen

Tillykke med udgivelsen af din tredje novellesamling ”Hulter til bulter” på forlaget Brændpunkt. Du siger, at samlingen er afslutningen på en trilogi, hvor ”Blind trappe” og ”Hvem kan gøre en dukke fortræd?”, som jo udkom på Apuleius’ Æsel, er henholdsvis nummer 1 og 2. Kan du forklare, hvorfor du kalder de tre novellesamlinger en trilogi?

Forfatteren Sten Jacobsen

Det er jeg altså ikke så meget for.

Forlæggeren Sten Jacobsen

Hvorfor ikke? Er du nu ikke lidt krukket?

Forfatteren Sten Jacobsen

Jo, det kan godt være. Forklaringer kan selvfølgelig være oplysende, men de kan også meget tit være ødelæggende for den spontane læsning. Selvfølgelig kan jeg sige et eller andet, men dybest set kan jeg ikke forklare det.

   Begrebet trilogi stammer mig bekendt tilbage fra det athenske demokratis tragedieopførelser ved Dionysosfesten. De forfattere, der deltog i konkurrencen skulle hver indlevere tre tragedier, altså en trilogi. Stykkerne i en trilogi skulle hver for sig være afsluttede, men samtidig skulle de udgøre en helhed. Trilogien er et fast element i europæisk kultur. Dantes ”Den guddommelige komedie” er vel en trilogi, og i moderne tid er der udgivet mange trilogier, som f.eks. Henrik Pontoppidans romantrilogi ”Det forjættede land”, ”Lykke Per” og ”De dødes rige”, Paul Austers ”New York trilogi”, Tolkiens ”Ringenes herre”, Christian Kampmans romantrilogi ”Fornemmelser” og Jacob Ejersbos ”Afrika-trilogi”. Inden for filmen kan nævnes Lars Von Trier ”Europa trilogien”, Kieslowski trilogien ”Blå”, ”Hvid” og ”Rød” og der er flere andre eksempler, som jeg ikke kender meget til som f.eks. ”Star Wars” og Godfather”. Trilogien er en europæisk kunstform ligesom romanen, novellen, kortprosaen og poesien, og den findes både inden for prosaen, teateret og operaen samt filmen. Og hvorfor skal man forklare, hvorfor man skriver romaner eller noveller eller digte?

Forlæggeren Sten Jacobsen

Men kan du ikke sige lidt om, hvorfor du fandt netop denne form brugbar?

Forfatteren Sten Jacobsen

Fascination, tror jeg. Selvom jeg godt kan lide enkle historier med klart sprog, så er jeg også fascineret af den komplicerede form. Jeg kan godt lide, at enkle historier sættes ind i en mere sammensat struktur, således at der opstår flere lag og mere komplicerede tolkningsmuligheder. Ligesom de enkelte historier skal have gåder indlejret i sig, skal den samlede novellesamling og trilogien. Ved at skabe en trilogi udvider man det fiktive rum. Trilogien bliver et univers med mange rum, man kan bevæge sig ind og ud af. I øvrigt optræde denne tredelte struktur også inden for maleriet i triptykon-altertavlen, der typisk kan være opbygget først med et billede af skabelsen og syndefaldet til venstre, måske bebudelsen i midten og dommedag til højre. Der er vist noget særligt ved tre-tallet. Jeg ved ikke hvorfor. Det indgår i treenigheden og i retorik, hvor tre ophobede argumenter forekommer mere virkningsfulde end f.eks. to eller fire.

   Helt ærligt ligger der også en god portion forfængelighed i ønsket om at skrive en trilogi. Det er vel ikke anderledes end inden for sportens verden. Selv den mindste sportsudøver ønsker at præstere noget, der bare en lille bitte smule nærmer sig de store forbilleder. Sådan er det vel også med små og ubetydelige forfattere. Jeg er nok – helt ærligt – ambitiøs. Da jeg som ung mand for alvor begyndte at skrive, skrev jeg absurde dramatiske enaktere, som de var almindelige i det absurde teaters periode. Jeg skrev disse enaktere som trilogier, og producerede i alt to af slagsen. De var absolut ikke gode nok, og de er forblevet gemt bort i min skrivebordsskuffe, men det var en rus at skrive dem, og faktisk er jeg stadig lidt stolt af dem.

Forlæggeren Sten Jacobsen

Hvordan ser du selv forskellene mellem dine tre novellesamlinger, og hvad er lighederne, der får dem til at hænge samme?

Forfatteren Sten Jacobsen

For at starte med lighederne, så handler alle mine noveller om det forhold, at vi mennesker ikke har styr på noget som helst. Selvfølgelig lever vi velordnede liv, men denne velordnede normalitet kan brydes ned så let som ingenting, og vi har behov for fortrængning i vores forsøg på at genoprette forestillingen om en normalitet på ny. Det velordnede dækker over tilværelsens fundamentale grumhed. Individuelt og kollektivt bærer vi alle rundt på vildfarelser, som vi bruger til at bygge os selv op og skabe ideen om en tryg verden. Men dybest set ved vi godt, at vi som i Breughels billede er blinde, der er ført af blinde. I ”Blind trappe” ligger vægten på den individuelle vildfarelse. Novellernes handlinger er styret fra dybderne i vores sind, hvor vi kun sjældent har adgang. I ”Hvem kan gøre en dukke fortræd?” er vægten lagt på den aldersbetingede nedbrydning af vildfarelser og skabelsen af nye, som finder sted i overgangen fra barn til voksen. I ”Hulter til bulter” er vægten i højere grad forskudt til de kollektive vildfarelser, og derfor får flere af novellerne et satirisk præg. Men denne opdeling er ikke systematisk gennemført, der er kun tale om en tendens, der fremkommer lidt hulter til bulter.

Forlæggeren Sten Jacobsen

Jeg har spurgt om det før, men nu spørger jeg igen: Er det ikke et meget mørkt billede? Og kan det ikke gøre dig i dårligt humør at skrive så negative historier?

Forfatteren Sten Jacobsen

Jeg forstår ikke rigtig, hvorfor du mener, at de er negative. Jeg synes, at de er ret lyse, og at de humoristisk udtrykker en forsoning med den virkelighed, vi lever i. Faktisk bliver jeg i godt humør af at skrive dem. Jeg tror, at det er fordi, jeg skaber mig en fiktiv verden, hvor jeg føler mig hjemme, og hvor man kan smile af vores menneskelige dårskab.

Forlæggeren Sten Jacobsen

De tre novellesamlinger bindes vel også sammen af nogle konkrete tematikker. Som f.eks. dukketemaet, som optræder i alle tre novellesamlinger.

Forfatteren Sten Jacobsen

Jo, det er rigtigt. Der er også andre elementer, som går igen i to af samlingerne. F.eks. installationstemaet, som dominerer i Hulter til bulter, men som også introduceres i ”Blind trappe”. Dukkemagersken Anne Lorentzen går igen i de to første samlinger, og det samme gør pigen Sabine. For nu at understrege nogle forskelle, så optræder hundetemaet alene i ”Hulter til bulter”, men optræder til gengæld i 7 ud af 17 noveller. Andre tekstformer, som en artikel, en tale og en nekrolog optræder også alene i denne sidste novellesamling, men til gengæld indgår mange af de tre samlingers tekster i sidste novelles omtale af installationsudstillingen ”Vi fejrer forvirringens triumf”. De tre samlinger er således bygget op med centrale forskelle og forskelligartede forbindelser mellem dem. Jeg kan godt lide denne forvirring, som vel dybest set er en reproduktion af min egen forvirring.

Forlæggeren Sten Jacobsen

Men hvorfor denne forvirring?

Forfatteren Sten Jacobsen

Har vi ikke været der før? Er vi mennesker ikke forvirrede? Hvad er det hele for noget? Kan du svare på det? Ved at skrive forvirringen frem, ved at skabe et fiktivt univers, som man kan vandre rundt i og føle sig hjemme i, overvinder man på et symbolsk plan de vilkår, vi nu engang lever under. Meget andet kan man jo ikke gøre. Mennesket tilpasser sig sine livsvilkår primært gennem ændring af mentaliteten. Alt andet er i Guds hånd, symbolsk formuleret.

Forlæggeren Sten Jacobsen

Er der noget særligt i dit liv, der har fået dig til at skrive, som du gør?

Forfatteren Sten Jacobsen 

Givetvis … Jo, helt sikkert. Selvfølgelig har det også noget med min biografi at gøre.

Forlæggeren Sten Jacobsen

Kan du fortælle bare en lille smule om din personlige baggrund.

Forfatteren Sten Jacobsen

Nej.

Forlæggeren Sten Jacobsen

Nej? Slet ikke?

Forfatteren Sten Jacobsen

Nej. Det er for personligt, og fiktionen er langt mere interessant end de banale ting, mit liv er fuldt af. Fiktion har i min optik den funktion at forbinde de mest almindelige og dagligdags begivenheder, som vi alle bliver udsat for, med de dybe følelser af forvirring, sorg og fortvivlelse, der er i os alle, og altid har været der. Der er ikke så meget nyt under solen, og dybest set er vi alle uendeligt banale.