Andet autointerview om uforståelige noveller

Forlæggeren Sten Jacobsen prøver igen at blive klogere på forfatteren Sten Jacobsens uforståelige historier

Forlæggeren for Apuleius’ Æsel Sten Jacobsen:

    I sidste interview udtrykte du din forundring over, at der aldrig var nogle, som spurgte dig om, hvad meningen var med dine noveller. Du gav også udtryk for, at du havde en læsning af dem alle sammen. Du redegjorde for din egen læsning af ”Gyngehestryttersken”. Kunne du ikke også løfte sløret for, hvad meningen egentlig er med en historie som ”Der var engang, hvor jeg aldrig tænkte på fugle”? Det er jo den, du har valgt at gøre umiddelbart tilgængelig i Aurora Boreal og på forlagets og din egen hjemmeside.

Forfatteren Sten Jacobsen:

    Jo, jeg har en læsning af historierne, men det er kun netop læsninger. Historierne er blevet til som følge af inspiration, og de er skrevet med fascinationen som ledetråd. De er altså ikke udtænkt, ud over at jeg selvfølgelig har gjort mig overvejelser af teknisk art, og i øvrigt har finpudset teksterne igen og igen. Men det centrale er fascination, og fascination kan man dybest set ikke forklare, da en forståelse ville fjerne fascinationen. Men altså i min optik handler ”Der var engang, hvor jeg aldrig tænkte på fugle” om en dybdepsykologisk forvandlingsproces. Det er en metamorfosehistorie. I udgangspunktet har vi to mennesker, der har en konflikt, som ingen af dem egentlig er klar over og dybest set ikke forstår, og i slutningen af historien er de pludselig blevet et par. Det er set før – og er vist ikke så ualmindeligt – at aggression og afstandtagen kan føre over i sin modsætning: forståelse og kærlighed. Aggression og kærlighed har fascinationen og engagementet tilfælles. Man gider ikke at gå i konflikt med personer, der er ligegyldige for en, dem vender man bare ryggen til og fortsætter med det, man var i gang med. Men mennesker man er gal på eller bange for, kan man ikke bare slippe. Kvinden i novellen har jo denne ulyksalige angst for fugle, og manden er sig jo slet ikke bevidst om, at han dybest set er en fugl … Og så vil jeg ikke sige mere.

Forlæggeren for Apuleius’ Æsel Sten Jacobsen:

   Men hvad med alle de der dukker, som optræder i dine noveller. Mange vil nok anse det for lidt sært, og dukker er jo blot dukker. Der var jo, som du selv omtaler, en af dine anmeldere, som ikke kunne forstå, at dukkerne i dine noveller er levende. Kan du ikke uddybe lidt, hvad meningen er?

Forfatteren Sten Jacobsen:

   Meningen med dukkerne er vist lidt forskellig fra novelle til novelle. Men generelt er dukker vel fascinerende, fordi de alene er et resultat af projektion, hvorimod vi mennesker både er resultat af noget, der stammer fra et ukendt dyb inde i os selv, og noget, der skyldes, at vi er underlagt projektioner fra omgivelserne. I ”Dukkemagersken” lever Anne ikke bare af at lave dukker, hun forvandler også sine kærester til dukker. Når virkeligheden ikke lever op til idealet, kasserer hun den besværlige kæreste af kød og blod og erstatter hende med den af projektioner idealiserede dukke. Findes der nogen, som i overført betydning helt kan sige sig fri fra denne overlevelsesmekanisme? I ”Barskabet” vælger den mandlige hovedperson til sidst virkelighedens besværlige kvinde og giver det frække feminine barskab løbepas. I ”Natascha” indlader den stakkels forladte dukke sig med en anden dukke, og de indgår i et seksualiseret og tvangsrituelt rollespil for at bevise, at de er rigtige mennesker. Men er det ikke lige præcis det, vi rigtige mennesker også gør? Seksualiteten er utroligt italesat i dag, og selvfølgelig er den vigtig, men er den nu så vigtig, som vi går og tror? Er det ikke mentaliteten, der er det centrale for mennesker, det der foregår inde i hovedet? Seksualitet uden central betydning er jo en temmelig kedelig affære i længden. Men igen: dette er kun min læsning. Jeg har været drevet af fascination over dukkemotivet, da jeg skrev de fire dukkehistorier, der indgår i samlingen. Jeg tror, at fascinationen føles, når man nærmer sig nogle af alle de uløste problemer, som vi mennesker undgår at forholde os til ved at bruge vores evne til selektiv uopmærksomhed. Vi har jo problemer nok i dagligdagen, ikke? Det var, hvad mine forældre sagde, når de ville begrunde, at de ikke orkede at se alt for problematiske teaterstykker og film.

Forlæggeren for Apuleius’ Æsel Sten Jacobsen:

Den mærkeligste af novellerne synes jeg er ”Istid”. Den forekommer mig helt besynderlig. Har du en læsning af den?

Forfatteren Sten Jacobsen:

   Nej.

Forlæggeren for Apuleius’ Æsel Sten Jacobsen:

Slet ikke?

Forfatteren Sten Jacobsen:

   Det var den historie, det var sjovest, men også sværest at skrive. Dybest set ved jeg ikke, hvad den handler om, men der er nogle temaer. Den handler selvfølgelig om døden og vores forhold til dette unævnelige fænomen. Vi kan jo ikke lide at folk dør. Det at dø er egentlig en egoistisk og uopdragen handling, da den henleder vores opmærksomhed på noget, som vi endnu levende ikke ønsker at tænke på. Sebastian omtaler jo sin kommende bortgang på en meget blufærdig måde, så blufærdigt, at hans ven Jacob er i tvivl om, hvorvidt det er et alvorligt budskab eller blot humor. Vi har jo svært ved at tale om det fænomen. Og netop fordi Sebastians gådefulde budskab ikke trænger igennem, oplever Jacob Sebastians pludselige fravær som et chok og et uforståeligt svigt. Hvorfor har Sebastian forladt ham?

Forlæggeren for Apuleius’ Æsel Sten Jacobsen:

   Sebastian optræder også i novellen ”Det sidste kys”. Har du nogle kommentarer til denne mildest talt meget sære figur? Hvad har du villet med ham?

Forfatteren Sten Jacobsen:

   Han er en meget vigtig figur for mig. Måske er han en idealiseret dukke, men det vil jeg ikke uddybe. Og måske er novellen et akavet forsøg på at sige farvel. Som han optræder i mine noveller, er han udstyret med en overordentlig viden og en ikke så lidt kynisk bevidsthed. I mit novelleunivers er han den gale vismand. I ”Det sidste kys”, hvor Jacob er optaget af de tilsyneladende uforståelige køer i Buenos Aires, kan han slet ikke forstå Jacobs undren. Jacob kan jo bare lade være med at forstå fænomenet, så er det problem ude af verden, og ”hvorfor skulle folk dog ikke stå i kø uden formål?” Sebastian får Jacob til at erkende, at mennesker længes uden at vide, hvad de længes efter. Det er som i Becketts ”Vi venter på Godot” eller i Fernando Arrabals ”Fando og Lis”, hvor alle er på vej til Tar uden at vide, hvor Tar ligger, og hvad Tar egentlig er. I ”Istid” omtaler han en kvinde, der sidder alene ved et bord og ser ud på gaden. ”Hun sidder og venter på, at der kommer en der kan fortælle hende grunden til, at hun sidder der,” siger han. Men en samlet mening på novellen har jeg ikke. Der er en grotesk modsætning mellem døden som biologisk fænomen og den omtale og behandling, den bliver udsat for. Sebastian kommenterer det på følgende måde: ”Efter Guds død, er der ingen grænser for menneskets evne til politisk og juridisk at konstruere de menneskelige eksistensvilkår.” Og der er vel noget om Sebastians ironi. Tænk på debatten om det personlige pronomen ”hen” og kønnet som alene et sociologisk italesat fænomen. Sider af de identitetspolitiske diskurser, nærmer sig jo det glade vanvid. Men altså nogle temaer slås an i novellen, og det er det. Faktisk er det nok den novelle, der stadig morer mig mest. Også selv om den ikke giver mening eller rettere måske netop derfor.

Forlæggeren for Apuleius’ Æsel Sten Jacobsen:

   I mange af dine historier bliver mennesker ofre for kræfter, de ikke forstår. Og i flere af novellerne optræder det, som du kalder selektiv uopmærksomhed.

Forfatteren Sten Jacobsen:

   Det er klart. Selektiv uopmærksomhed er en meget vigtig overlevelsesmekanisme for os. I ”Vokseværk” er det jo forståeligt nok, at ægteparret har svært ved at erkende, at de er ramt af det sjældne kompensationssymbiotiske vækstsyndrom, der betyder, at de henholdsvis vokser og bliver mindre. Hun vil helst tro, at det er ham, der vokser pga. hans evindelige fitnesstræning, og han opfatter det, som om loftet har sænket sig. Det er jo helt normalt. Den historie er nok den simpleste, da den som symbolsk historie er let at oversætte. I ”Om kunsten at lære at flyver” er den kvindelige hovedperson uvidende om sit inderste væsen, der først kommer for en dag, da hun har skudt papegøjen og fået sig en mand, som alle i hendes omgivelser finder er et kup. Det gør hun også selv, og hun elsker ham, men hun har ikke taget sin indre natur i ed. Den dukker op som en tyv om natten. Ofte er vores indre verden et ukendt kontinent.

Forlæggeren for Apuleius’ Æsel Sten Jacobsen:

   I den sidste novelle ”Trappen” går den selektive uopmærksomhed igen. Er det samlingens nøglenovelle?

Forfatteren Sten Jacobsen:

   Jo, det tror jeg nok, at den er, men jeg har ikke lyst til at uddybe det.

Forlæggeren for Apuleius’ Æsel Sten Jacobsen:

   Hvorfor ikke?

Forfatteren Sten Jacobsen:

Fordi jeg ikke kan. Det er ligesom med vittigheder. Hvis man forklarer vittigheder, så ødelægges de komplet. Enten fatter man dem, eller man fatter dem ikke. Og så er den ikke længere. Den novelle må nødvendigvis beholde en vis mystik, ellers bliver den ødelagt. I det hele taget er det måske problematisk at tale om sine egne historier. Alle historier er dybest set trivielle gentagelser af noget allerede sagt. Derfor bliver et handlingsreferat altid uinteressant. En histories egentlige værdi ligger gemt nede mellem linjerne, neden under den fortalte historie. Det er det ikke fortalte, der fascinerer, og det er synd at ødelægge muligheden for at blive fascineret.

Forlæggeren for Apuleius’ Æsel Sten Jacobsen:

Nu har vi slet ikke snakket om ”Hvem kan gøre en dukke fortræd?” Men den er vel også umiddelbart lettere forståelig, ikke?

Forfatteren Sten Jacobsen:

   Jo, på de reaktioner, jeg har fået, er det helt tydeligt, at denne samlings noveller er meget lettere at gå til. Men dels er de fleste historier også fortalt i en mere traditionel psykologisk-realistisk stil, dels handler novellerne om noget alle har oplevet. Vi har jo alle været i præ-pubertetens og pubertetens groteske landskab.

Forlæggeren for Apuleius’ Æsel Sten Jacobsen:

   Tak fordi du ville deltage i dette interview også, måske er jeg blevet lidt klogere, men jeg er nu ikke helt sikker.

Forfatteren Sten Jacobsen:

   Selv tak. Man kan kun bliver klogere på noveller ved at læse dem.