Astrid Krags selektive uopmærksomhed

Svar til Astrid Krags indlæg i Politiken 15/1 2020: ”Vi hjælper ofte for sent og for dårligt, når børn bliver svigtet”

I artiklen forsvarer Astrid Krag sig mod Susan Knorrenborgs kritik af de mange fejl i sagsbehandlingerne på børne- og ungeområdet. ”Vi skylder hinanden at være præcise,” skriver Astrid Krag og nævner, at 98% af alle ”påklagede tvangsanbringelser” bliver stadfæstet af Ankenævnet.

Astrid Kragh vil gerne være præcis og nævner at 98 af alle tvangsanbringelser bliver stadfæstet i Ankestyrelsen. Astrid Kragh kunne også være præcis og omtale undersøgelsen i 2017 af Københavns kommune, der viste, at der var 77 fejl i 77 sager, og hun kunne nævne Frederiksbergsagen samt Justitias kritik. Der er jo ikke meget, der tyder på, at det er blevet bedre siden 2017. Jeg var selv for nylig bisidder i en enkelt sag i Ankestyrelsen, og der var jeg vidne til at bilagsmaterialet som Børne og Ungeudvalget sendte til styrelsen virkede påfaldende underbelyst. Mørkelygten var blevet flittigt brugt, så de dokumenter, der støttede moderen var siet fra og måtte eftersendes af hende. Det virker stærkt på en gammel lektor i samfundsfag, som har lært sine elever, at en sag skal belyses fra alle relevante sider, at blive udsat for en offentlig forvaltning, der virker så partisk. Er Astrid Kragh ikke også minister for de forældre, der uretmæssigt får tvangsfjernet deres børn? ”Vi står altid på barnets side”, er regeringens slogan. Normalt vil man vurdere i den enkelte sag. Astrid Kragh nævner overvægten af sene anbringelser og siger dermed reelt, at en teenager altid har ret over for sine forældre. Prøv lige at lade den stå et øjeblik.

Ensidigheden går igen i Astrid Krags optræden. På Justitias konference for nylig, som jeg deltog i, byggede Astrid Kragh sin argumentation alene på Amandacasen og en kronik i Politiken den 23/11 2019 skrevet af tidligere anbragte. Astrid Kragh kunne også have nævnt den kendte fejlanbringelsessag fra Frederiksberg, hvor datteren trods sit ønske ikke kunne komme tilbage til sin mor, og hun kunne have nævnt de elementer i Politiken-kronikken, som hun let og elegant sprang over, fordi de ikke passede ind i hendes politiske projekt. Her er et par eksempler:

” Vi er vokset op med folk, hvor vi er deres arbejde. Vi vidste, at vores plejeforældre fik penge for at have os boende … Nogle af os kunne indimellem føle os som et stykke papir, der gav folk en indtægt. Vi stolede ikke på voksne. Heller ikke på sagsbehandleren eller pædagogerne.”…

”Mange af os oplever, at vores sagsbehandlere ikke kender os og ikke lytter til os. Det er, som om vi bliver interviewet hele tiden … Man mister tilliden til dem … de fortæller ting videre til plejefamilien eller til kommunen. Så kan en fjer blive til fem høns, fordi man kom til at sige ting, der blev misforstået. Og man holder op med at sige tingene, som de er.”…

” Når man bliver anbragt, bliver man en brik i et større spil.”

Hvad med at Astrid Kragh og den socialdemokratiske regering satsede på at reformere systemet, inden man begynder at forøge anbringelserne? Men det er nok ikke opportunt for en regering, der har valgt børneområdet som politisk profitabelt indsatsområde. Så hellere splitte familier og begå overgreb på forældre.

I Deadline nægtede Astrid Kragh også at forholde sig nøgternt til tallene. Det er faktuelt, at anbragte børn klarer sig endog meget markant værre end ikke-anbragte. Ingen af os ved med sikkerhed hvorfor, men det gør Astrid Kragh: det er fordi de ikke er anbragt tidligt nok. Men den mest sandsynlige teori er jo nok, at årsagen netop er fordi de er anbragte. Og hvis det er rigtigt, så vil regeringens politik have negative sociale konsekvenser.

Som de tidligere anbragte antydede i Politiken-kronikken, så er det for børn problematisk som et nummer i rækken at være objekt for lønarbejde og ikke som et unikt væsen at blive centrum for forældrekærlighed.

Den store gåde er, hvordan socialdemokratiet forestiller sig, at en formel institutionel relation er bedre end en personlig forældre-barn relation. Hvorfor er hovedsigtet at splitte i stedet for at forsone og samle?

Den socialdemokratiske politik på dette område er udtryk for en ubehagelig og populistisk spillen på en kollektiv frygt, som pirres og tales op, og lur mig, om man ikke i fremtiden vil komme til at sige undskyld for den overvældende mængde af overgreb, der skete under regeringen Mette Frederiksen.

Jeg savner det parti, som jeg det meste af mit liv har stemt på, og som jeg nu har forladt.

 

 

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Kollektiv angst. Bogmærk permalinket.

1 Response to Astrid Krags selektive uopmærksomhed

  1. Stig Wørmer skriver:

    Når den demokratiske stat vil være god – som system – bliver den ofte ond. Der er lidt paulinsk over det: “Det gode jeg vil, det gør jeg ikke. Det onde, jeg ikke vil, det gør jeg”.
    Hvorfor? Fordi den har en færdig løsning, som kodificeres som LØSNINGEN. Det er det fix, som skal til at løse problemer: Børn, der trives dårligt? Fix- så er problemet borte. Tvangsfjernelse. For mange i gymnasiet, der ikke gider/for mange indvandrere, der bevisligt skaber problemer af forskellig art? Fix- så laver vi fordelingsordninger uanset, om der er sandsynlighed for at det får en virkning. Løsninger presses ned fra oven. Andre eksempler kunne nævnes. Det er disse fix-løsninger, der er problemet. Men virkelighedens problemer løses ikke med et fix – det gør kun narkomanens akutte behov for stof! Problemet med den stærke stat, som statsministeren nu sætter alt ind på, er at den er mere stærk end stat. Staten har i et demokratisk samfund ikke noget specielt behov for at være stærk, medmindre den trues. Truer civilsamfundet den danske stat? Truer sociale problemer den danske stat? Staten skal blot virke til de flest muliges tilfredshed. Vi har evidens for at kontrolsystemer, overvågning, registrering og mistillid IKKE er vejen frem. Hvordan man kan løse fx problemer mellem forældre og børn (og alle varianter heraf) med et fix, er mig ubegribeligt. I stedet sætter man en hær af professionelle “eksperter” ind, som er drevet af rutinens tvang, den rutine, om bekræfter dem i deres valg. Hver gang. Det bliver til selvrådighed og magtfuldkommenhed. Borgeren bliver en besværlig kværulant, for den professionelle véd bedst. Han/hun har nemlig allerede løsningen på forhånd. I stedet for dialogen får man automatløsningen. Den er altid uden KONKRET indsigt, den er altid autoritær og dikterende, den afviser det specifikke og ophøjer det generelle – og ud over den skade, sorg og vrede den bevirker hos de – ofte uskyldigt ramte – så fremmedgør den borgeren fra staten. Det er nemlig ikke min stat (som det vel aldrig heller helt bliver?!), men det er de professionelles, ja de statsansattes stat. – Det er mig ubegribeligt, at et moderne og oplyst samfund er nødt til at gå adskillige skridt tilbage og erstatte den oplyste stat med kontrolstaten – ad priori. Det er autoritært og nedgørende og ikke blot de berørte, men også den brede almene offentlighed bør protestere imod denne udvikling. Jeg har, personligt, karakteriseret mange af de udviklinger, vi står midt i/som er blevet trukket ned over hovedet på os/ som typiske for “den sendemokratiske periode” i demokratiets udvikling, her til lands siden 1849. Jeg håber inderligt, at vi får mere frihed/frihed til reel diskussion om løsninger – end mere Stat.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *