Ikke-novelle med fraværende hovedpersoner

Novelle trykt i tidsskriftet Reception nr. 53, marts 2004
(Vinder af novellekonkurrencen udskrevet i nr. 52: Skriv en kærlighedshistorie på max. 12000 anslag, hvori hovedpersonerne hedder Frederik og Mary)

Ikke-novelle med fraværende hovedpersoner

Som nu f.eks. alle de dér, man ser på gader og stræder, umærkeligt tilbagelænet, når de kommer gående hen ad fortovet, som har de evig og altid en stiv kuling i ryggen, eller rettere, når man ser nøjere efter og opdager den ene let fremadstrakte arm, som bliver de til stadighed trukket i af en usynlig kraft, der hårdt og energisk ligesom gennem en snor, som de altid holder i hånden, med stødvise træk driver dem fremad i et tempo, der er større end deres, hvorfor de forsøger at holde balancen gennem en karakteristisk bagovervendthed i gangarten, der samtidig bliver ikke så lidt trippende, lidt abrupt foroverfaldende, opstoppende, hvilket dog ikke kan forhindre, at de usikkert vibrerende altid omkring en svagt bagudrettet akse så at sige bevæger sig fremad på fortovets overhalingsbane, altid hastende fremad, altid agerende, som om de skal nå noget, mens deres blik ser ind i et rum, som slet ikke findes, og som slet ikke er synligt for os andre normale mennesker, og man kan undre sig ikke så lidt over, hvordan de overhovedet bærer sig ad med at navigere her på denne verdens fortove, da det rum, hvori de eksisterer, ikke er det samme som det rum, hvori de bevæger sig, mens de ser fjernt ud i luften, som om alle deres ukendte kære lå rundt omkring på fremmede kirkegårde, som ingen steder findes, og som ingen verdens sjæl ved noget som helst om …

Eller nu f.eks. alle de dér sagtmodige, der ligesom ét i væggen-agtigt kommer listende,  ydmygt, ligesom højtråbende forsigtigt, som om de slet ingen aktier har i denne tilværelse og for alt i verden ikke må opdages af nogen, som de kommer gående dér forsigtigt sættende det ene ben foran sig, som om de var bange for at fortovet ville give efter under dem, eller som om det ville gøre ondt på dets fliser, hvis de trådte for hårdt, og så gør holdt og står let foroverbøjet, ligesom frysende, som om det blæste en halv pelikanmeter lige ind i ansigtet på dem, og de ser frem for sig uden at se noget, ligsom hengemt inde i sig selv, lidt ligesom en mand, der står med let spredte ben og hænderne anbragte foran sig, mens han ser indadvendt op ad en rød murstensmur, som om verdensgådens løsning var at finde dér inde i et af de slidte mellemrum, og så pludselig, ligesom brat, er kommet til sig selv, ser ned, ryster og trækker op, og går videre, som om intet var hændt følende efter med den ene hånd, om alt nu også er i orden, på samme måde ser de ned, ligesom opvågnet, pludseligt koncentreret og siger noget, trækker hårdt til og går videre med en arm strakt bagud, og så kort efter gør de holdt igen, glanende ud i et rum, som ikke er rummet, hvori de befinder sig, men det gør ikke noget, da de ikke forstyrrer nogen på denne tid af døgnet, for det er kl. 5 om morgenen, og man kan se natkjolen, som stikker ud under frakken …

Og så, ligesom et under, sker det måske en sjælden gang, at to af disse umulige væsener, der ligesom er tabt for verden, mødes, og man kan se dem på fortovet, som de kommer gående dér ved siden af hinanden med hver en arm strakt ud foran sig, og deres øjne skinner med en underlig glans, som havde de 40 i feber og er glade for det, og vi andre, der aldrig rigtig kan forstå, hvad der egentlig er fat med dem, og hvad det er for ukendte størrelser, der har bragt dem sammen, slutter altid med at acceptere det, når det nu ikke kan være anderledes, og vi alligevel intet kan gøre ved det, hvorfor vi i mangel af bedre giver os til at give dem navne, disse størrelser, og derfor ender op med at kalde dem f.eks. Frederik og Mary … ja, Frederik og Mary, måske … Frederik og Mary i vore hjerter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *