“Uforstandige historier”. Autointerview

Om uforstandighed

Sten Jacobsen:

Først og fremmest tillykke med udgivelsen af din fjerde novellesamling. Du kalder samlingen for ”Uforstandige historier”. Hvad er egentlig meningen?

Forfatteren Sten Jacobsen:

Ja, historierne er uforstandige.

Sten Jacobsen:

I hvilken forstand uforstandige? Det er jo ikke ligefrem en indlysende reklame. Det minder mig om en forretning i Gilleleje, da jeg var barn, der forærede kunderne en trælineal, hvorpå der stod ”Byens næstbedste kaffe”. Min mor spurgte, hvorfor han ikke skrev “Byens bedste kaffe”. Han svarede, at så ville der ikke være nogen, der lagde mærke til det. Din titel ligner en bevidst dårlig reklame.

Forfatteren Sten Jacobsen:

Nu er jeg jo en ældre hvid mand, og så skal man jo passe på. Hellere tage en kritik i opløbet. Historierne er uforstandige i forhold til meget dominerende sider af tidsånden. Jeg undlader helt tarveligt at idealisere mine kvindelige figurer, der absolut ikke er uskyldige, og de optrædende mænd mestrer ikke særlig godt det klassiske maskulinitetsideal i den feminiserede virkelighed, de befinder sig. De kommer ofte galt afsted eller opgiver og isolerer sig i randområder, hvor de dyrker sære interesser. Men forfatteren er jo også kun en ældre og uforstandig hvid mand.

Om krænkende kvinder

Sten Jacobsen:

Du skriver på bagsiden, at historierne bl.a. handler om mænd, der føler sig jaget af krænkende kvinder? Er det humor?

Forfatteren Sten Jacobsen:

Ja, naturligvis, men som Piet Hein sagde: ” Den, som kun tar spøg for spøg og alvor kun alvorligt … etc.” Vores offentlige rum er fuld af historier om krænkende mænd og uskyldige kvinder. Det morer mig, at vende den italesatte virkelighed på hovedet. Enhver italesat virkelighed rummer afgrunde af usandhed, og det gør vores Metoo-dominerede virkelighed selvfølgelig også. Jeg har personligt ud fra mine egne erfaringer mere end svært ved at genkende, at kvinder skulle være mindre aggressive og mindre løgnagtige end mænd. Det ligner helt ærligt en kollektiv vrangforestilling, og så vender jeg virkeligheden på hovedet. I øvrigt mener jeg, at det i højere grad er kvinderne, der vælger mændene, end omvendt.

Om shitstorme og misandri

Sten Jacobsen:

Du er ikke bange for en shitstorm?

Forfatteren Sten Jacobsen

Nej, shitstorm bliver jeg nok ikke udsat for, da mit forfatterskab har det med at bevæge sig under radaren, og der befinder det sig jo trygt og godt.

Sten Jacobsen:

Men hvad nu hvis din bog bliver opfanget på radaren?

Forfatteren Sten Jacobsen:

Det må guderne forbyde. Men så måtte jeg jo tage den derfra, og nyde min solidaritet med alle de andre mænd, der er blevet udsat for tidens misandri. Jeg finder det helt underligt, at man ikke kan se, at det er sexisme og mandeforskrækkelse at tale så meget om giftig maskulinitet, samtidig med at man absolut skal tro på kvinders udsagn, som om kvinder er helt uskyldige og overmenneskelige væsener.

Om maskulinitetens vilkår i dag

Sten Jacobsen:

Hvordan vil du karakterisere mændene i dine historier?

Forfatteren Sten Jacobsen:

Ja, de er lidt nervøse og forvirrede. ”Umandige mænd” ville man sige i 1800-tallet. Nogle af dem befinder sig på randen af virkeligheden. Maskuliniteten har svære vilkår i vores samfund. Mændene i mine historier har det svært med kvinder. Enten er de skilt, kvinderne orker dem ikke, eller også er de jaget vildt, frataget ethvert initiativ. Det er et centralt element i den moderne virkelighed. Det starter allerede i skolen, der i den grad er blevet overtaget af feminine værdier. Drenge og unge mænd har en lyst til at konkurrere og slås (også intellektuelt), men det er blevet svært i det moderne gymnasium, hvor værdierne er gruppearbejde, samarbejde og leg, så alle kan være med, selv om de ikke er forberedt. Man har fjernet de individuelle udfordringerne, man har lavet karaktersystemet om, så det kun afspejler nulfejlskultur og dermed udenadslæren i stedet for original og logisk, konkurrencebaseret tænkning, og så søger drengene andre steder hen. De lidt ældre mænd, der sidder på Café den sorte svane, er et udtryk for disse eksilerede mænd.

Om hundehistorierne og kollektiv moralsk panik

Sten Jacobsen:

I den sidste halvdel af samlingen er der mange hundehistorier. Hvad er egentlig meningen med de hundehistorier, som du jo har i flere af dine novellesamlinger?

Forfatteren Sten Jacobsen:

Det er mange gange lettere at beskrive en virkelighed kritisk ved at forskyde perspektivet. F.eks. i historien ”I stram snor” befinder vi os i en tænkt verden, der er præget af en underlig kollektiv angst for mænd, der begår attentater på hunde, og hvor det tilsyneladende alene er kvinder, der har ret til at holde hund. Dette er selvfølgelig helt ude i hampen, men mange af de ting, der faktisk foregår i vores virkelige virkelighed er lige så meget ude i hampen. I 80’ernes England og USA var der bølger af kollektiv angst for pædofili og incest. Den mest groteske af slagsen var Middlesbrough-sagen. Her havde en kvindelig læge været på et tredages kursus i at screene incestofre. Man skulle bare skille ballerne ad, og hvis anus åbnede sig, så havde der været tale om seksuelt overgreb. Børn der af andre grunde blev indlagt på det børnehospital, hvor kvinden var ansat, blev nu rutinemæssigt screenet, og bingo … der viste sig et kæmpe mørketal og i løbet af kort tid blev mere end 200 børn tvangsfjernet. Sagen blev stoppet af en politilæge, som fornemmede at noget var rivravruskende galt. I mellemtiden havde der været selvmord og incestanklager også mod plejefamilier. Hvis denne historie havde været en fiktiv absurd historie, ville de fleste opfatte den som utroværdig. Mange gange overgår virkeligheden fiktionen, og så er det bedre at forskyde perspektivet eller som Malmros har sagt, at nogle gange er sandheden så grum, at det blive opfattet som utroværdigt, hvis man fortæller råt for usødet. Det går bedre ind, hvis man forskønner historien lidt.

Den virkelige virkeligheds absurditet

Vores moderne virkelighed er fuld af bevægelser, der er præget af kollektiv angst, eller kollektiv moralsk panik, som det også kaldes. Der har inden for de sidste 20 år været sagen om genfundne erindringer, der har ført til justitsmord. Der har været sagen om mandlige overgreb på børnehavebørn i kølvandet på den falske Vadstrupgårdsag, et kollektivt hysteri, som BUBL var nødt til at stoppe, da man ellers ville have forhindret mænd i at være børnehavepædagoger. Der er helt aktuelt regeringens helt usaglige forsøg på at tvangsfjerne flere børn i et system, som åbenlyst ikke virker. Men regeringen Mette Frederiksen har tydeligvis et populistisk behov for at skabe utryghed for at fremstå, som den stærke leder, der skaber tryghed. Ja, og så er der helt aktuelt feminismens jagt på giftig maskulinitet. Så denne tænkte situation, hvor mænd ikke må holde hund og mænd er under mistanke for at foretage attentater på hunde er en mimen det moderne kollektive hysteri.

Sten Jacobsen:

Og talen ved den bidske Birgers båre? Er det en satire over feminismens talen om giftig maskulinitet?

Forfatteren Sten Jacobsen:

Ha. Det er selvfølgelig en øvelse i en gennemført utroværdig fortællerstemme. Men nu er det med historier, som med vittigheder. Hvis man forklarer dem, så ødelægger man dem. Jeg har måske allerede ødelagt alt for meget. Så den må du selv knække.

Om Guds forvirring

Sten Jacobsen:

Du inddrager også Gud? Er det ikke en temmelig menneskeliggjort Gud? Han er forvirret og hans domme synes helt vilkårlige.

Forfatteren Sten Jacobsen:

Jo, men som man siger: ”Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves.” I det hele taget er der jo ikke rigtig nogen, som i historierne fatter noget som helst. Vi mennesker er helt igennem uforstandige, og vi er jo skabt i Guds billede, så det må Gud jo også være, selvom han er nødt til at lade sine domme iklæde en aura af autoritet.

Om stil- og hastighedsskift

Sten Jacobsen:

Der er meget store forskelle på novellerne både tematisk og omfangsmæssig. Er det tilsigtet?

Forfatteren Sten Jacobsen:

Jeg kan lide skift i hastighed og intensitet, jeg kan lide at skabe uforudsigelighed og dermed også skift i stil. Det er som i musik. Hvis man kan regne det hele ud, efter at temaet er slået an, så er musikstykket kedeligt. Der skal være nogle spring, noget uforudsigeligt, noget forte og pianissimo. Den første historie i samlingen er en kinesisk æske-historie. Der er en rammefortælling og tre indlagte historier. Derfor er den lang. Den efterfølges af en meget kort historie, og derefter kommer så en længere. Jeg skriver historierne med gehør så at sige. Til sidst i samlingen er der omvendt nogle ultrakorte historier, som kun antydes, og så følger to historier med gennemsnitlig længde. Det er sådan jeg godt kan lide det. Længere er den ikke.

Om brug af forfatteren som figur i historierne

Sten Jacobsen:

Du optræder med navns nævnelse i den tredje historie, ligesom du i ”Hulter til bulter” optrådte i novellen ”Asmussons syndrom”. Hvor tæt er det på dig selv?

Forfatteren Sten Jacobsen:

Det vil jeg ikke svare på, for så fjernes en del af spændingen, og dermed det sjove. En læser vil selvfølgelig sidde og overveje om det er en selvbiografisk novelle eller ren fiktion. Og det er en integreret del af historiens atmosfære.

Selvfølgelig kan man i Asmussons syndrom regne ud, at jeg ikke sidder i fængsel og skriver absurde historier til den mentale forskning. I Cancelled er det nok svært at vurdere, hvor virkeligheden slutter og fiktionen tager over. Selvfølgelig kan en læser regne ud, at jeg ikke kan være cancelled med tilbagevirkende kraft, selvom en mand i den hekseprocesagtige Metoo-virkelighed godt kan være cancelled for livstid på et meget løst grundlag, baseret på en tvivlsom Kvindfoundersøgelse, så … jeg vil ikke styre, hvad en læser tænker.

Om personlige forhold: Ingen kommentarer

Sten Jacobsen:

Jeg har bemærket, at du flere steder bruger lokaliteter fra dit barndomsmiljø. F.eks. optræder din barndomsadresse Ndr. Fasanvej 39B, 3.tv to steder. Hvad er ideen med det?

Forfatteren Sten Jacobsen:

Det gør jeg også i ”Hvem kan gøre en dukke fortræd?” og ”Hulter til bulter”. Det er der sådan set ingen ide i. Jeg synes bare, at det er sjovt, at lade mine fiktive historier foregå steder, som jeg har et personligt forhold til. Det giver mig et kick. Og så kan man blive i tvivl om, hvad hensigten er, og om der er tale om noget selvbiografisk. En læser skal holdes hen i uvished og tvivl. Ellers fungerer en historie ikke.

Sten Jacobsen:

Nu kan jeg ikke lade være med at spørge om noget meget personligt, som du sikkert ikke vil svare på: I novellen ”Legetøj”, som foregår i din barndoms lejlighed, kysser jeg-fortælleren som barn sin storesøsters veninde oppe på loftet. Du har jo en storesøster. Er det fiktion eller erindring?

Forfatteren Sten Jacobsen:

Du har ret: Det vil jeg naturligvis ikke svare på. Men når man tager i betragtning, hvor krænkende kvinder nu engang kan være over for mænd, så er erindringens mulighed jo ikke helt udelukket.

Høflig afslutning af interviewet

Er der ellers noget, du vil spørge om? Selvom jeg nok ikke vil svare på det.

Sten Jacobsen:

Nej, jeg tror ikke, at jeg har flere spørgsmål, som du vil svare på. Du skal have tak for, at du gav dig tid til dette interview. Endnu engang tillykke med udgivelsen og jeg vil håbe, at du trods alt vil blive anmeldt, men at du som hidtil vil bevæge dig trygt og godt under radaren.

Forfatteren Sten Jacobsen:

Tusind tak skal du have. Det håber jeg sandelig også i disse tider. En forstandig mand skal passe på med at råbe sine tanker ud over tagene.

Om “Uforstandige historier” i øvrigt:

http://www.stenjacobsen.dk/?page_id=2531

https://brændpunkt.dk/index.php/product/uforstandige-historier-sten-jacobsen/

Om kollektiv angst og moralsk panik:

http://www.stenjacobsen.dk/?page_id=2024