Skønlitterære anmeldelser

Skønlitterære anmeldelser

De sårbare

Thomas Alexander Jensens roman “De sårbare”, Forlaget Brændpunkt, 2022.

(Indlagt på Forlaget Brændpunkts hjemmeside under bogen “De sårbare”)

https://brændpunkt.dk/index.php/product/de-sarbare-thomas-alexander-jensen/

Angst

Thomas Alexander Jensens digtsamling ”Et kaotisk drama”

(Indlagt på Forlaget Brændpunkts hjemmeside under bogen “Et kaotisk drama” november 2018)

https://brændpunkt.dk/index.php/product/et-kaotisk-drama-thomas-alexander-jensen/

 

De farlige børn

Dobbeltanmeldelse af Andrés Barbas romaner ”Små hænder”, 2019 og ”Lysende republik”, 2017 i Tidsskriftet Lucius 1, På den anden side, 2019. Bøgerne er udkommet på Skjødt Forlag og oversat af Anne-Grethe Østergaard.

Er tilgængelig på books.google.dk:

 https://books.google.dk/books?id=v9WuDwAAQBAJ&pg=PA39&lpg=PA39&dq=%22%E2%80%9DSm%C3%A5+h%C3%A6nder%E2%80%9D+er+en+kortroman+af+den+spanske+forfatter+Andr%C3%A9s+Barba+(f%C3%B8dt+1975)%22&source=bl&ots=3ORNCf-e7Y&sig=ACfU3U06loWXpJCiHVw6CuibB2ESA–3Bw&hl=da&sa=X&ved=2ahUKEwjx8qCL3MvnAhVSx4sKHUbqBvwQ6AEwAHoECAEQAQ#v=onepage&q=%22%E2%80%9DSm%C3%A5%20h%C3%A6nder%E2%80%9D%20er%20en%20kortroman%20af%20den%20spanske%20forfatter%20Andr%C3%A9s%20Barba%20(f%C3%B8dt%201975)%22&f=false

https://skjødtforlag.dk/

Hvem var hun?

Cecilie Overbyes roman “Jens Petersens forlængede forår”

(Indlagt på Forlaget Brændpunkts hjemmeside under bogen “Jens Petersen forlængede forår”, 14. april 2020)

https://brændpunkt.dk/index.php/product/jens-petersens-forlaengede-forar-cecilie-overbye/

 

Som Jonas i hvalfiskens bug

Jørgen Børglum Larsens roman “Sand”

(Indlagt på Forlaget Brændpunkts hjemmeside under bogen “Sand”, 31. marts 2020)

https://brændpunkt.dk/index.php/product/sand-jorgen-borglum-larsen/

 

“Sidste Århundrede”, mikroforlagenes skarpeste brand.

Artikel baseret på et interview med Mads Peder Lau Pedersen og trykt i Apuleius’ Æsels tidsskrift “Lucius 2 Forlag på kanten”, s 9-11. Apuleius.dk 

Af Sten Jacobsen

Kan drømme have forudsigelseskraft, kan fantasien? Jeg ser for mig en bebrillet ung mand, som vi kan kalde Sebastian. Han er en del af den usynlige litterære undergrund, som stadig findes, selvom der udgives så meget. Han har forlæst sig på Gabriella Wittkops Eksemplariske bortgange. Ham vender jeg tilbage til.

Eksemplariske bortgange er en novellesamling på fem noveller, der udkom i sidste århundredes sidste årti, og den er som dens franske forfatterinde Gabrielle Wittkop helt igennem usamtidig, hvilket sammen med forfatterindens selvmord i 2002 kvalificerer den til at indgå i forlaget Sidste Århundredes markante udgivelsesprofil. Fire af novellerne er fiktive behandlinger af registrerede begivenheder med dødelig udgang. Med et sprog fuld af skønhed og genfortryllelse af den verden, der omgiver os, fortælles en makaber historie, som neden under det hypnotiske sprog fylder læseren med en gru, der forstærkes af fortællingens overordentlige skønhed. Iflg. efterordet var Gabrielle Wittkop draget af ”den såkaldt dekadente romantisme noir fra de to foregående århundreder”. Og romantisme, som var på mode i midten af 1800-tallet, dengang troen på den romantiske bestræbelse begyndte at krakelere, er da også et af de gennemgående træk i forlagets udgivelsesprofil. Romantismen opleves i dag som en slags modernisme fra dengang, hvor verden både var materiel og åndelig, hvor Gud svævede over vandene og denne verden også var befolket af engle og spøgelser, varulve og dobbeltgængere. Det var en tid, hvor parapsykologiske fænomener, som forudsigelsesdrømme og skjulte mentale budskaber på tværs af lange afstande var noget, der fandtes. Denne romantismefascination kommer også til udtryk i den groteskeserie, som Sidste Århundrede har udsendt sammen med forlaget Escho med bl.a. salmedigteren B.S. Ingemanns gotiske historier i samlingen Åndeverdenens dårekiste og genudgivelsen af nogle af Astrid Ehrencron-Kiddes noveller i samlingen: Det sukker så tungt udi skoven. Ehrencron-Kiddes historier er godt nok skrevet i 1900-tallet første halvdel, men handlingerne foregår også i midten af 1800-tallet og det smukke sprog virker symbolistisk med sin besjæling af naturrummet.

Forlaget Sidste århundrede blev udtænkt i 2014, da de tre forlæggere Mads Peder Lau Pedersen, Lasse Skjold Bertelsen og Steffen Skaarup fandt sammen om ideen. De kendte hinanden fra det litteraturvidenskabelige studium og fra det musikalske undergrundsmiljø. Forlagets første udgivelse kom i 2015 med Unica Zürns lettere farlige kortroman Mørkt forår. Den handler om en præpubertær piges seksuelle fantasier og sværmeriske længsler i normalitetens gråzoneegne, og den signalerede fra starten, at her var et forlag, der var på kanten af den gængse litterære scene. Det blev yderligere slået fast året efter med udgivelsen af den næsten glemte tjekkiske forfatter Herman Ungars roman De lemlæstede og det næstfølgende år af den glemte og marginale danske forfatter Louis Levys Menneskeløget Kzradock, den vårfriske Methusalem (den første i groteskeserien) fra 1900-tallets første årti samt med Marcel Schwobs symbolistiske Monelles bog.

Disse bøger har tydeligvis alle en forkærlighed for det psykisk udgrænsede. Og det er da også forlagets fokusområde.

På forlagets hjemmesider står der: ”Forlaget Sidste Århundrede er stiftet med det formål at udgive overset litteratur i dansk oversættelse. Vi interesserer os især for det excentriske, det monomane, det ekspressionistiske og det groteske.” Og som Mads Peder Lau Pedersen engang med en spids bemærkning har tilføjet: ”Vi udgiver kun døde forfattere.”

Mads Peder Lau Pedersen udtaler selv, at forlagets bøger er ”tilstandslitteratur”, altså beskæftiger sig med ”psykologiske grænsetilfælde”. ”Perspektivet skal være anderledes end mainstreamperspektivet,” siger han. ”Bøgerne lægger vægt på det groteske, monomanien, det overdrevne, det ensidige, raseriet.” Mads Lau mener, at disse ofte meget ekstreme grænsetilstande er udtryk for noget almenmenneskeligt, da vi alle har en lille rem af huden. Bøgerne skal være ”interessante,” og netop i romantismen, betød det interessante, det, der lå uden for normen. I bogen Mikrofest skriver forlaget: ”Vi har en forkærlighed for bøger, hvis indhold kredser om det skamfulde, morbide, melankolske, monoman eller ekspressionistiske. Man må gerne blive anfægtet, få det dårligt eller føle skam, når man læser en bog fra Sidste Århundrede.” Og disse anfægtelige bøger er der en del af. I den anden bog af Wittkop Nekrofilen, som det er svært at læse uden af få kvalmefornemmelser, følger man en nekrofil, der helt bogstaveligt graver lig op på kirkegårde og har omgang med dem. Skal man væmmes, eller er der tale om en grotesk komik? Mange må standse læsningen efter et par sider. I Gregor von Rezzoris En antisemits erindringer ser man med en antisemits øjne den central- og østeuropæiske virkelighed efter 1. Verdenskrig. I Ungers Klassen er det læreren med rablende paranoia, der portrætteres. Men som Mads Lau hævder: “Al afvigelse er i mine øjne en gradsforskel fra helt normale og almindelige tanker og idéer.” Og det er jo så åbent for diskussion.

Forlagets projekt er at søge i ”historiens mødding” efter perler af bøger som er glemt, fordi de har ligget uden for den generelt accepterede kanon, og dette ”litterært arkæologiske” arbejde efter glemte mesterværker foretages i sparring med Anders Jørgen Mogensen og Andreas Bylov Jensen fra forlaget Escho. Fascination af skjulte værker gravet frem fra glemslen har en kraft i sig selv. Men de genfundne og nyslebne værker skal være finlitteratur, for finlitteratur er en del af forlagets brand, og det kommer til udtryk i bøgernes udseende. Det lille format foretrækkes, omslaget skal være ikke-kascheret og med et markant og ofte rimelig abstrakt billede. De små bøger adskiller sig og kan tale til både det intellektuelle, visuelle og taktile.

Sidste århundrede er mikroforlagenes mest markante brand. Måske uden helt at være sig det bevidst, af ren og skær instinkt, og fordi det er det, som fascinerer, er det lykkedes de tre forlæggere i den grad at overholde brandingeksperten Jesper Kundes ideer om branding og Corporate Religion. På den moderne markedsplads, hvor udråbenes mængde er så omfattende, må man for at trænge igennem kommunikationstågen være helt præcis og målrettet og alene henvende sig til sin niche. Og det gør Sidste Århundrede i den grad. Brandingtankegangen kræver, at man støder dem bort, som ikke er til det produkt, man sælger. Og hvis man er til krimier, feel good bøger, generationsromaner, og anden mainstream, eller man har det svært med moralske gråzoneområder, så er det ikke lige Sidste Århundredes bøger, man skal holde øje med. Omvendt må dem, der er lige netop sådan indrettet, nødvendigvis have dette forlags sidste udgivelser. Sidste Århundrede rammer sit markedssegment rent.

Og hvad nu med fantasifiguren Sebastian? Han er fra 1992 og altså 27 år, og han har alle forlagets udgivelser. Han har det med at luske rundt i kvarteret, hvor det beundrede forlag holder til. Han cirkler hvileløst rundt om det magiske centrum med sin manuskriptpakke med grotesker under armen. Og en dag, da han er træt af bare at drømme, skrider han til handling, og med misundelsens gift svidende i sit sind tænker han på alle de andre 27-årige døde kunstnere, Jim Morrison, Jimi Hendrix, Janis Joplin, Kurt Cobain, Michael Strunge, og uden for den stumme dør trækker han sin pistol, en smuk Browning 380, som han i fantasiens drømmespind ad uigennemtrængelige netværk har anskaffet sig, og som man knipser en finger, skyder han sig en kugle for panden. Nu har han opfyldt den sidste forhindring for at blive antaget på forlaget Sidste Århundrede: Ikke alene er han en grotesk forfatter fra sidste århundrede, han er også død, blevet borte i det evige mørke.

Men hvem har brug for en forfatter, som ikke har været død og glemt i lange tider? Kun mirakler tæller for dette forlag. Et værk, som har været fordømt til evig glemsel, og som dukker op af møddingens uhumskheder, opdaget af Sidste Århundredes højlitterære litteraturarkæologer og udgivet som en slebet safir.

Intet mindre.

Et forlag skal jo tage vare på sit brand.

http://apuleius.dk/pdf/lucius2.pdf

https://sidsteaarhundrede.dk/

 

Gymnasieskolen og new public managements diskrete charme

Stig Wørmer: ”Den elskede Leder – og de særligt egnede”, Kahrius, 2016, 268 sider, 279 kr.

”Den elskede Leder – og de særligt egnede” er en roman, der foregår i et dansk gymnasium i daglig tale kaldet NAG (nomenklaturagymnasiet). Allerede her røbes Wørmers velbevandrethed i Østeuropæiske forhold under kommunismen. Dette tema går igen hele bogen igennem. Den danske gymnasieskole, som i dag styres efter New Public Management-ideologien kommer i stigende grad til at ligne noget, der fandtes på den anden side af jerntæppet under den kolde krig, og Wørmer bruger sammenligningen til at rette en sønderlemmende kritik af managementtænkningens tiltagende galoperende vanvid.

Romanen er en kollektivroman, hvor man følger et udsnit af NAGs lærerstab. Persongalleriet er velvalgt og med den fortegnelse af karaktererne, som giver romanen en humoristisk drejning. Hovedpersonen er rektor, mellem lærerne kaldet Abekongen. Han har i øvrigt en sand overflod af øgenavne, som det passer sig for en autoritær leder: Papa-Doc, Ministalin, Peter Pedal, Poppedrengen-vil-have-sukker, Blegfisen. Her er stemningen ligesom lagt. Den anden ledefigur er den uheldige helt lektor Søren Haneskov. Han er mest optaget af sin undervisning, er ikke så meget for de nye managementtiltag, som rektor går meget op i, og så har han indimellem lidt svært ved at finde sit klasseværelse. Haneskov blive Abekongens udvalgte byttedyr, og romanens gennemgående tema er rektors langsomme indkredsning af sit bytte med efterfølgende fyring til følge. Sådan kommer det dog ikke til at gå, for handlingen får en scherfisk overraskende drejning til sidst.

Fortællerstemmen i romanen er langt fra neutral. Også her får man mindelser om Scherfig. Wørmers fortæller er rent ud sagt sammenbidt arrig i sin registrering af det glade vanvid, der folder sig ud på skolen. Wørmer har en skarp pen og der er mange humoristisk rammende beskrivelser, som f.eks. den om undervisningsministeren Hardenkamp, som var kendt ”for sine frihedsidealer og havde en smuk sangstemme” (og man tænker selvfølgelig ikke på nogen bestemt) eller rektors tendens til at bedømme alle livets forhold efter 13-skalaen, også de mere intime af slagsen. Wørmers satire over tidens hang til forkortelser er et nummer for sig. Da rektor begynder på indkredsningen af sit bytte, bliver Haneskov indkaldt til en TFS (”tjenstlig fortrolig samtale”). Haneskov ryger direkte til denne alvorlige samtale, hvor andre kan nøjes med en MT (”mundtlig tilrettevisning”) Den såkaldte Faglig Forening for Ansatte i Den Højere Skole kaldes FFADHS, og skolens hemmelige Udvalget til Bekæmpelse af Andre Skoler kaldes UBAS.

Den vredladne fortæller har åbenlyst en troldsplint i øjet. De fleste kolleger omtales som totalt korrumperede af systemet. De er ikke synderlig optaget af deres fag og af undervisning, men er først og fremmest ude på at mele deres egen kage, positionere sig i den ubehagelig magtstruktur og undgå problemer. De få lærere, der er kritiske lever et farligt liv. Herlig er scenen, hvor rektor sukkersødt spiller såret over, at han ikke er fjæsbogven med sit byttedyr Haneskov. Haneskov er jo ikke begejstret, men må til sidst krybe til korset, og så er det frirum væk. Den egocentriske og lettere korrupte rektor har alle tegn på en psykopatisk karaktertegning. Han er magtbegærlig og hensynsløs, og det er svært at opdage nogen grad af empati med ofrene. En sådan psykopat udvikler selvsagt paranoia. Kostelig er scenen, hvor Abekongen lister rundt på skolen og finder forbudte samizdatmeddelelser mellem kritiske lærere klemt inde mellem bøger på biblioteket. Rektor aner straks, at det må være Haneskov, som er bagmanden.

Wørmers bog er selvfølgelig et fortegnet billede af livet i et dansk gymansium her under det nyliberalistiske New Public Managemen-regime. Men det er svært ikke at genkende fænomenerne. NAG må betegnes som en litterær ideal-type, dvs. en tankemæssig konstruktion, som ikke findes i virkeligheden, men som de forskellige skoler kan måles ved deres relative afstand fra. Mange gymnasier er ret langt fra den groteske ideal-type, men nogle er skræmmende tæt på. Og lur mig, om de fleste lærere i den danske gymnasieskole ikke kan nikke genkendende til mangt og meget i bogen.

Bogen er belastet af nogle skønhedsfejl hist og her. Den vredladne fortællerstemme fylder lige lovlig meget, og der er analyserende afsnit om tidens tendenser, der ikke har en helt åbenlys betydning for bogen konkrete handling. Der er også nogle gentagelser, som en ekstra korrekturlæsning eller to kunne have opsnappet. Frem for alt, så ville bogen have vundet i koncentration og fluency ved at blive 20-25% mindre.

Bogen vil nok virke noget indforstået, for folk, der ikke er udsat for New Public Managements diskrete charme, og som ikke er helt inde i forholdende som de var i Sovejtunionen. Men hvis du er ansat i gymnasieskolen, så er ”Den elskede leder – og de måske egnede” simpelthen bare gefundenes Fressen. Læs den, og du vil få dig mange billige grin. Til slut er der bare at sige: hvorfor er der ikke nogen, der har skrevet en sådan bog før?

Sten Jacobsen

 

 

Artikel om den dystopiske tradition og Pelle Goldins roman ”Gamiderne”.

http://apuleius.dk/blog.php