To artikler om moralsk panik og børneanbringelser

Links til artikler fra henholdsvis 2016 og 2017, der analyserer mekanismerne bag den moralske panik inden for børneanbringelsesområdet:

https://www.information.dk/debat/2016/04/12000-anbragte-boern-ingen-gavn-moralsk-panik

https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/hjaelpen-til-de-mest-udsatte-boern-er-alt-ofte-styret-af-moralsk-panik

Udgivet i Kollektiv angst | Skriv en kommentar

Når den kollektive vildfarelses tigre slippes løs

Slawomir Mrozek (1930 – 2013) var en polsk dramatiker, der dukkede op i det kommunistiske Polen under Gomulka. Det lykkedes ham at spidde det totalitære regimes groteske overgreb ved at skrive stykker i den humoristisk absurde stil. Det forunderlige er, at stykker af de to østeuropæiske absurdister, Slavomir Mrozek fra Polen og Waslaw Habel fra Tjekkoslovakiet, i dag kan sige borgere i det vestlige demokrati så meget.

 

I Cirkulæret af Waslaw Habel fra 1965 (det blev sendt som dansk TV-teater i 1968) bliver et kontor udsat for forandringsledelse for fuld udblæsning. Nogle har fået den fikse ide, at det vil forenkler de administrative procedurer og gøre dem mere præcise, hvis kommunikationen foregår på et nyskabt kunstsprog tydepe. De ansatte kommer på sprogkursus, og det glade vanvid spreder sig indtil det endelig sammenbrud og den efterfølgende erkendelse af, at tydepe var en misforståelse, der grundet sin vanskelighed og stigende mangel på præcision umuliggjorde de administrative procedure. Man vælger at genindføre det ”elskede modersmål” blot for at opdage, at et nyt kunstsprog er ved at blive indført. De administrative reformer lever åbenbart deres eget liv og er ikke til at stoppe.

Det forunderlige er, at dem af os, der siden slutfirserne har været udsat for New Public Management og HR-ledelses realiserede absurde teater, fungerer stykket som en perfekt parodi på netop denne ledelse, som endnu ikke var opfundet, da stykket blev skrevet. Der må være nogle strukturelle ligheder mellem det kommunistiske ledelsesregime og nyliberalismens, som New Public Management udsprang af. Nyliberalismen er på flere strækninger et dybt totalitært system med en stærk ledelsesdisciplinering af medarbejderne gennem begreber som værdiledelse, forandringsparathed og selvledelseskompetence samt ledelsesværktøjet medarbejderudviklingssamtaler, hvor det private ikke længere er privat.

Forandringsledelsens evigt nye påfund er et belastende vilkår i den offentlige sektor.

 

I Slawomir Mrozeks teaterstykke Peter Ohays martyrium fra 1959 er det systemets italesatte vildfarelser, der trumfer den iagttagelige virkelighed. Stykket foregår i Peter Ohays lille hjem, hvor han i begyndelsen af stykket fredeligt sidder og læser sin avis og er omgivet af sin kone og tre børn. Stykkets handling sættes i gang, da han overraskende får besøg af en embedsmand, som er blevet ”bemyndiget til” at gøre ham opmærksom på at der i hans badeværelse ”har slået sig en frygtelig menneskeædende tiger ned.” Det er ”forbundet med den største livsfare at gå derind,” får han at vide. Da Peter Ohay ler over denne absurde påstand, præsteres han for den officielle bekendtgørelse med stempel og det hele, og så må tigeren jo være der. Kort efter får Peter Ohay besøg af en skatteopkræver, der vil beskatte den tiger, som han jo netop har indrømmet, at han har. Herefter dukker en videnskabsmand op, som slår sig ned i hans lejlighed for at udforske fænomenet. Videnskabsmanden følges af underholdningsbranchen i form af en cirkusdirektør, som vil forlægge cirkusforestillingerne til Peter Ohays lejlighed, grundet den store interesse i Peter Ohays tiger, og samtidig invaderes lejligheden af en gammel jæger, som hævder, at han har fået færten af tigeren. Til sidst får Ohay besøg af en lærer, der viser eleverne rundt og fortæller dem om tigre, og som klimaks kræver udenrigsministeriet under slet skjulte trusler at Peter Ohay giver en maharaja, som diplomatiet har en del besvær med, lov til at gå på tigerjagt i hans lejlighed. Dette kommer til at besegle Peter Ohays skæbne, for da maharajaen bliver utålmodig, presses Peter Ohay til at gå i bad for derved at lokke tigeren frem. Kort efter høres der skud ude fra badeværelset og med ét forlader alle gæsterne lejligheden. Man fornemmer årsagen: Peter Ohay er blevet skudt i stedet for den indbildte tiger.

Symbolpolitiske løsninger af indbildte problemer kræver jo sine ofre.

 

Som i tilfældet med ”Cirkulæret” virker stykket underligt aktuelt, selvom det blev skrevet helt tilbage i 1959. I nutidens danske virkelighed behøver man bare at udskifte ordet tiger med ord som omsorgssvigt og krænker. Aktuelt har vi en statsminister som gik til valg med et fromt måltal på børneanbringelsesområdet (måltal var noget man havde i det planøkonomiske Sovjetunionen!) Der skulle ske en firedobling af børneanbringelserne, så man – slag på tasken – skulle anbringe 50.000. Det ville selvfølgelig koste kassen og bremse for andre reformer, men når man nu har set lyset. Uden at ryste på hånden vil vores statsminister gribe ind i det inderste af privatsfæren, der reelt vil splitte familier, gøre familierne endnu mere sårbare over for falske og intrigante anmeldelser fra naboer, fjendtlige familiemedlemmer, pædagoger som misforstår børns udsagn. Det sker allerede i dag, og det sker i et system, hvor tænketanken Justitia har konkluderet, at systemet er fuld af fejl og som en konsekvens foreslår, at sagsbehandlingen fjerens fra kommunerne. Mette Frederiksen sagde undskyld til Godhavnbørnene for de overgreb, der skete mod børnehjemsbørnene i 50’ernes Danmark. Det er let at sige undskyld for noget, man ikke selv er skyld i. Mette Frederiksen har det politiske ansvar for de overgreb, der i dag sker mod familier. Men der er ikke antydning af medfølelse med de mange forældre, der på usikre og forkerte grundlag mister det vigtigste i deres liv, deres børn, eller som bliver mistænkeliggjort og skal leve med en ikke afsluttet sag. I dette system er det jo som i hekseprocessernes tid: Er man først anmeldt, så er det mere end svært at blive frikendt. Har Mette Frederiksen slet ingen empati med de lidelser, hendes politik forårsager, eller har hun bare ikke politisk råd til det, da det vil skade italesættelsen af hendes politik? Som en af de tidligere Godhavn-drenge sagde til Mette Frederiksen: ”Smerten og minderne forsvinder aldrig”. Det gør det givetvis heller ikke for de forældre, der ofte uretmæssigt og helt tilfældigt får frataget deres børn, fordi Mette Frederiksen ser en politisk fordel i at italesætte frygt, som hun efterfølgende satser på at behandle symbolpolitisk.

Udgivet i Kollektiv angst | Skriv en kommentar

Astrid Krags selektive uopmærksomhed

Svar til Astrid Krags indlæg i Politiken 15/1 2020: ”Vi hjælper ofte for sent og for dårligt, når børn bliver svigtet”

I artiklen forsvarer Astrid Krag sig mod Susan Knorrenborgs kritik af de mange fejl i sagsbehandlingerne på børne- og ungeområdet. ”Vi skylder hinanden at være præcise,” skriver Astrid Krag og nævner, at 98% af alle ”påklagede tvangsanbringelser” bliver stadfæstet af Ankenævnet.

Astrid Kragh vil gerne være præcis og nævner at 98 af alle tvangsanbringelser bliver stadfæstet i Ankestyrelsen. Astrid Kragh kunne også være præcis og omtale undersøgelsen i 2017 af Københavns kommune, der viste, at der var 77 fejl i 77 sager, og hun kunne nævne Frederiksbergsagen samt Justitias kritik. Der er jo ikke meget, der tyder på, at det er blevet bedre siden 2017. Jeg var selv for nylig bisidder i en enkelt sag i Ankestyrelsen, og der var jeg vidne til at bilagsmaterialet som Børne og Ungeudvalget sendte til styrelsen virkede påfaldende underbelyst. Mørkelygten var blevet flittigt brugt, så de dokumenter, der støttede moderen var siet fra og måtte eftersendes af hende. Det virker stærkt på en gammel lektor i samfundsfag, som har lært sine elever, at en sag skal belyses fra alle relevante sider, at blive udsat for en offentlig forvaltning, der virker så partisk. Er Astrid Kragh ikke også minister for de forældre, der uretmæssigt får tvangsfjernet deres børn? ”Vi står altid på barnets side”, er regeringens slogan. Normalt vil man vurdere i den enkelte sag. Astrid Kragh nævner overvægten af sene anbringelser og siger dermed reelt, at en teenager altid har ret over for sine forældre. Prøv lige at lade den stå et øjeblik.

Ensidigheden går igen i Astrid Krags optræden. På Justitias konference for nylig, som jeg deltog i, byggede Astrid Kragh sin argumentation alene på Amandacasen og en kronik i Politiken den 23/11 2019 skrevet af tidligere anbragte. Astrid Kragh kunne også have nævnt den kendte fejlanbringelsessag fra Frederiksberg, hvor datteren trods sit ønske ikke kunne komme tilbage til sin mor, og hun kunne have nævnt de elementer i Politiken-kronikken, som hun let og elegant sprang over, fordi de ikke passede ind i hendes politiske projekt. Her er et par eksempler:

” Vi er vokset op med folk, hvor vi er deres arbejde. Vi vidste, at vores plejeforældre fik penge for at have os boende … Nogle af os kunne indimellem føle os som et stykke papir, der gav folk en indtægt. Vi stolede ikke på voksne. Heller ikke på sagsbehandleren eller pædagogerne.”…

”Mange af os oplever, at vores sagsbehandlere ikke kender os og ikke lytter til os. Det er, som om vi bliver interviewet hele tiden … Man mister tilliden til dem … de fortæller ting videre til plejefamilien eller til kommunen. Så kan en fjer blive til fem høns, fordi man kom til at sige ting, der blev misforstået. Og man holder op med at sige tingene, som de er.”…

” Når man bliver anbragt, bliver man en brik i et større spil.”

Hvad med at Astrid Kragh og den socialdemokratiske regering satsede på at reformere systemet, inden man begynder at forøge anbringelserne? Men det er nok ikke opportunt for en regering, der har valgt børneområdet som politisk profitabelt indsatsområde. Så hellere splitte familier og begå overgreb på forældre.

I Deadline nægtede Astrid Kragh også at forholde sig nøgternt til tallene. Det er faktuelt, at anbragte børn klarer sig endog meget markant værre end ikke-anbragte. Ingen af os ved med sikkerhed hvorfor, men det gør Astrid Kragh: det er fordi de ikke er anbragt tidligt nok. Men den mest sandsynlige teori er jo nok, at årsagen netop er fordi de er anbragte. Og hvis det er rigtigt, så vil regeringens politik have negative sociale konsekvenser.

Som de tidligere anbragte antydede i Politiken-kronikken, så er det for børn problematisk som et nummer i rækken at være objekt for lønarbejde og ikke som et unikt væsen at blive centrum for forældrekærlighed.

Den store gåde er, hvordan socialdemokratiet forestiller sig, at en formel institutionel relation er bedre end en personlig forældre-barn relation. Hvorfor er hovedsigtet at splitte i stedet for at forsone og samle?

Den socialdemokratiske politik på dette område er udtryk for en ubehagelig og populistisk spillen på en kollektiv frygt, som pirres og tales op, og lur mig, om man ikke i fremtiden vil komme til at sige undskyld for den overvældende mængde af overgreb, der skete under regeringen Mette Frederiksen.

Jeg savner det parti, som jeg det meste af mit liv har stemt på, og som jeg nu har forladt.

 

 

 

 

Udgivet i Kollektiv angst | 1 kommentar

Den grusomt gode stat

Den kollektive angst og regeringens målsætning om at øge antallet af tvangsfjernelser

I Kristeligt Dagblad 1/11 19 blev socialminister Astrid Krag spurgt til sin holdning til det stigende antal tvangsanbringelser af små børn. Ministeren svarede: ”Jeg ser det ikke som et problem. Det viser mig, at kommunerne står på barnets side.”

To ting er påfaldende ved udtalelsen. For det første giver den udtryk for at myndighederne repræsenterer det gode og altid varetager barnets interesser. For det andet, at de gode myndigheder er i stand til at løse komplicerede problemer dybt inde i civilsamfundets privatsfære.

I valgkampen gik Socialdemokratiet til valg med det synspunkt, at der var for få tvangsanbringelser, og at der ikke var nogen modsætning mellem staten og barnets tarv. Synspunktet er sociologisk påfaldende.

I Servicelovens § 50 fremgår det, at en såkaldt børnefaglig undersøgelse kan iværksættes, hvis der er mistanke om et overgreb, og at denne undersøgelse kan iværksættes uden forældremyndighedsindehaverens samtykke. Her tænker man umiddelbart på incest, vold og trusler om æresdrab. Men djævelen ligger i detaljen, og hvorfra får myndighederne denne mistanke? Som bisidder i en børnesag, hvor en 14-årig dreng ikke var vendt hjem fra ferie, viste det sig, at sagen var startet med en anonym indberetning fra en moster til barnet. Mosteren havde været i årelang konflikt med sin søster. Der skal måske ikke mere end en falsk anonym indberetning og behjertede medmenneskers manipulering af en forvirret dreng til at starte sagsmøllen, for myndighederne er jo tvunget til at tage stilling.

Ifølge en rapport fra Justitia (sept. 2018) er sagsbehandlingen i forbindelse med tvangsanbringelser meget kritisabel ud fra et retssikkerhedssynspunkt.

Det mest skræmmende er, at politikerne, jvnfr. Astrid Krags reaktion, tilsyneladende ikke overvejer de skader, dette system også kan forvolde. En lov bliver til for at løse et problem. Men når man lovgiver skal man altid undersøge, hvilke utilsigtede bivirkninger, loven også kan have. Tilsyneladende reflekterer ministeren ikke offentligt over de utilsigtede sociale katastrofer, en sådan nidkærhed kan forårsage.

Undersøgelser viser, at det ikke bare er uanbragte børn, der har sociale problemer, men netop også de anbragte børn. Og det er jo ikke svært at forestille sig hvorfor. Forældrekærligheden er en af de stærkeste menneskelige følelser. I sin egen familie kan barnet opleve sig selv som et unikt væsen, men på en institution og i en plejefamilie ved barnet, at det bare er et nummer i rækken. Hvad gør det ved et barn ikke at få oplevelsen af ultimativ kærlighed, som en forældrekærlighed kan give? Ved at øge tvangsanbringelser skaber man flere børn med et sugende indre savn og dermed med større eksistentiel usikkerhed.

Det gode spørgsmål er, hvad der ligger bag denne tro på systemets ufejlbarlighed og forestillingen om ganske almindelig menneskers overgreb på deres børn. Enhver tid og enhver kultur har sine blinde pletter og populære vrangforestillinger, og kulturer kritiserer sjældent de grundantagelser, de bygger på. Hvis man bruger et af de europæiske urtraumer, kommunismen, som spejl, kan man se, at netop dennes voldelige udskejelser byggede på forsøg på at skabe en helt ny mennesketype, det altruistiske, uegennyttige menneske. Med det urealistiske menneskesyn i betragtning er det ikke underligt, at Stalin så statsfjender alle vegne, og at kommunismens bestræbelse førte til masseudryddelse. Dette kan selvfølgelig ikke ske i vores demokratiske system med magtbalancer og retssikkerhed, men i mindre skala er retssikkerheden på børneområdet ved at skride. Helt almindelige og ordentlige mennesker er begyndt at frygte systemets dæmoniske godhed, også selvom de ved, at de er uskyldige. I sagsbehandlingssystemet er det jo svært at forsvare sig mod mistanker. For nogle år siden, dengang forestillingerne om incestovergrebs almindelighed toppede, kom jeg i et selskab i snak med en socialrådgiver, som behandlede tvangsanbringelser. Hun fortalte mig, at ca. 20 pct. af alle børn var udsat for incest, og at det var bydende nødvendigt at hjælpe alle disse udsatte børn. Jeg tvivlede på tallets størrelse, og spurgte om det ikke skyldtes amerikanske kriterier, men det benægtede hun. Da jeg spurgte, om hun aldrig var i tvivl, når hun sad med en sag, svarede hun ”nej”. Netop denne mangel på tvivl er ikke alene rystende, men også interessant.

Over tid har der været adskillige eksempler på åbenlyse overgreb. Af de værste kan nævnes Middlesbrough-skandalen i England, hvor flere hundrede børn blev tvangsfjernet, fordi en børnelæge fandt på at screene alle børn ved en analundersøgelse. Først efter adskillige sociale katastrofer blev denne åbenlyst fejlagtige praksis standset. Hvad der lå bag? Troen på og frygten for udbredt incest. Frygten for grænseløse overgreb er en del af vores kollektive angst. Og hvad vi mennesker er bange for, finder vi alle vegne. Frygten for pædofili lå til grund for Vastrupgårdsagen, hvor en mandlig pædagog blev anklaget for at have overgrebet sig på 20 børn. Det viste sig at børnenes forklaringer byggede på fantasi og sandsynligvis var sat i gang af bekymrede forældre. Selvom der findes slemme incestsager, så findes der også slemme eksempler på justitsmord og ofre for fordomsfuld sladder. I 00’erne blev det på mange institutioner forbudt mandlige børnehavepædagoger at smøre solcreme på børnene eller skifte ble, en praksis BUPL måtte gå ud og kritisere som fordomme mod mandlige pædagoger.

Hvad er det, der ligger bag denne frygt for grænseløshed og overgreb mod børn?

Tilbage i 60’erne og 70’erne begyndte overgangen fra det klassiske industrisamfund med nationalstaten som den selvfølgelige ramme til det senmoderne, globaliserede samfund. Helt centralt i denne omstilling er overgangen fra pligtmoral til lystmoral og en forskydning af vægten fra skæbnefællesskaber til valgfællesskaber. Mens mennesket i industrisamfundet havde centrale på forhånd definerede rolleforventninger, overgik man nu til en situation, som datidens sociologer kaldte normløshed. I virkeligheden er der jo ikke tale om et fravær af normer, men et fravær af på forhånd definerede norm- og rolleforventninger. Dette fravær skaber en fortælling om det individualiserede menneske, men den skaber også et narcissistisk underskud og en mangel på social forankring. Tilværelsen bliver ulidelig let. Mennesker har brug for at føle stolthed over noget, at føle, at man gør noget rigtigt, at man er en del af et fællesskab og noget større. Det er her, kampen for gode sager kan tilbyde en mental løsning. Hvem vil ikke gerne gøre det gode, og hvis man nu ikke har så meget tyngde i sin tilværelse? Børn repræsenterer i vores kulturs narrativ det gode og uskyldige. Man hører tit udsagn som ”børn har altid ret”, ”børn lyver ikke”. Disse åbenlyst fejlagtige udsagn vender pligtsamfundets mere barske børnenarrativ på hovedet. På denne måde bliver børn et oplagt fokusområde for mennesker med narcissistisk underskud. Hvem ønsker ikke at være del af den gode sag og beskytte uskyldige børn? Og når nu gode sager er politisk lukrative. Har man så politisk råd til at tale om de menneskelige katastrofer, man er med til at skabe?

Frygt mennesker med gode viljer, for de ved sjældent, hvad de gør!

 

 

Udgivet i Kollektiv angst | Skriv en kommentar