Kontrafaktiske refleksioner og vurdering af Asta Kofods bevidsthedsmæssige reaktion på sin livsskæbne

Denne tekst er kapitel 9 i min bog: “‘Nu er jeg her altsaa ganske ene’. Asta Kofod 1876-1923. En mentalitetshistorisk undersøgelse af en kvindeskæbne i Stenløse i industrisamfundets første fase.”

Astas liv forløb i fem klart adskilte faser. Fra fødslen og frem til sit 7. år levede hun et barneliv i sin egen kriseramte familie. Efter forældrenes død var hun fra sit 7. til sit 13. år plejebarn i mosterens hjem i Søsum skole. Efter sin plejefaders død og frem til ca. 1903 var hun plejedatter og fungerende tjenestepige hos sin plejemoder samt hjælpelærer i hendes pogeskole. Hun var 27 år, da plejemoderens sygdom for alvor blev så invaliderende, at man må formode, at hendes pogeskole lukkede. Fra 1903 og frem til 1907 var hun plejer for sin i stigende grad dødssyge plejemor. Tiden efter plejemoderens død i 1907 og frem til hendes egen død den 8. januar 1923 blev en evig kamp mod tuberkulosen og et til stadighed forgæves forsøg på at etablere sig i tilværelsen arbjeds- og boligmæssigt.

Set fra i dag ligner hendes livsskæbne umiddelbart en fallit. Det lykkedes aldrig Asta at realisere et succesfuldt voksenliv efter at have forladt sit barndomshjem. Spørgsmålet er imidlertid om denne umiddelbare tolkningen er fyldestgørende, eller om den er præget af en anakronistisk forståelse af et fortidigt liv.

 

Hver tid har sine forestillinger om det godt liv. Den dominerende myte om det gode liv i dag er i overensstemmelse med videnssamfundets karriereorienterede livsstil. Her måles livet i forhold til idealet om den maksimale selvrealisering. Idealet gennemsyrer videnssamfundets centrale strategier. I Human Resource Management italesættes medarbejderen som selvledelseskompetent, forandringsparat og udviklingsorienteret. I det liv, som Borgberg kalder den terapeutiserede normalitet, går individerne til terapeut ikke fordi, de er psykisk syge, men fordi de vil udvikle sig. Maslows behovspyramides højeste værdi, selvrealiseringen, er blevet det internationaliserede borgerskabs herskende moral. Målt ud fra denne værdi ligner Astas liv selvfølgelig den totale fiasko. Hun bevæger sig jo ikke ud i verden. Hun bliver i sit hjem sammen med sin syge mor, indtil denne dør, og hun selv er 31 år gammel. Da hun derefter som halvgammel pebermø skal stå på egne ben, forsøger hun at overleve ved at være husholderske for sine to lærerbrødre i København. Hun forsøger altså at leve i en forlænget familieafhængighed. Dette må naturligvis gå galt. Brødrene skal vel giftes og stifte familie på et eller andet tidspunkt. Det virker næsten som en logisk konsekvens, at hun får tuberkulose og dør. Hun havde ikke det, der skulle til, “hun duede ikke”.

Men denne tolkning er selvfølgelig helt igennem en nutidig anakronisme og tager ikke højde for de værdier, der var de dominerende for 100 år siden. Man kunne også sige, at den ikke tager højde for de værdier, som stadig findes, men som dårligt lader sig formulere på en troværdig måde i den nuværende vestlige kultur.

Længere nede ad Maslows behovspyramide finder man i rækkefølge: statusmæssig anerkendelse, socialt netværk, social tryghed, og fundamental behovstilfredsstillelse. Maslow mente, at det var de uopfyldte behov, der dominerede. Hvis man altså havde et fast arbejde, bolig og social tryghed, men var underforsynet med social kontakt, så var det netop behovet for den sociale kontakt, der var den motiverende faktor. Hvis behovet for den sociale kontakt var opfyldt, var det status, man ville gå efter, og herefter som den ultimative motivationsfaktor kom så selvrealisering. Man kan sige, at selvrealisering herved i sig selv bliver et ydre bevis på et succesfuldt liv, hvorfor det moderne menneske da også er meget optaget af gennem en profileret livsstil at demonstrere selvrealisering. Det er slående, at det er individets behovstilfredsstillelse, der dominerer i denne tolkning. Helt i overensstemmelse med Freuds tankegang opfatter man i dag mennesker som væsener, der først og fremmest søger at tilfredsstille egne behov. I overensstemmelse med den sejrende liberalisme er der en tilbøjelighed til at vurdere mennesket som egoistisk. Herved bliver det næsten umuligt at formulere altruistiske motiver på en troværdig måde. Det bliver også umuligt at forestille sig kærligheden som en motiverende faktor. Mennesket er altid på jagt efter egen behovstilfredsstillelse, og dets handlinger er aldrig motiveret af hensynet til næsten, familien, samfundet, eller hvad der ellers kunne bevæge mennesker til at foretage uegennyttige handlinger.

Spørgsmålet er ikke, hvad der er sandheden om mennesket, for den sandhed findes ikke. Mennesker vil altid være motiveret af en flerhed af motiver spændende fra det helt egoistiske til det uforklarligt altruistiske. Spørgsmålet er gennem hvilket kulturelt betinget tolkningsfilter, samfundet forstår menneskers handlinger. Man kan sige, at diskursen ændres med kulturen, og diskurser dømmer nogle tolkninger inde og andre ude. Problemet med videnssamfundets tolkningsfilter er, at det er domineret af behovstænkning og dermed fremmedgør en række andre og lige så realistiske tolkninger. Ensidigheden i den moderne fokusering på behovstilfredsstillelse og selvrealisering kommer meget tydeligt til udtryk inden for politikkens område. Da Gitte Seeberg i juni 2004 var bleven valgt som konservativt medlem af Europaparlamentet, blev hun interviewet i radioens P1. Det logiske ville selvfølgelig være at spørge Gitte Seeberg, hvad hun ville bruge sin nyvundne plads i Europaparlamentet til, hvor hun gerne ville gøre en forskel, for det er jo det, der er politikkens centrale funktion. Men nej. Gitte Seeberg blev spurgt om, hvad valget betød for hende personligt, og så fik man i øvrigt at vide, at hun kørte i hvid Porsche.

Mogens Lykketoft rettede i sin tale på valgnatten den 8. februar 2005 en sønderlemmende kritik mod dette skævvredne mediebillede af politikere:

 

“Der er alt for mange i medieverdenen og blandt kommentatorer, der beskriver politik som en kamp om positioner, der er blottet for holdning og indhold. Det bidrager urimeligt til ligegyldighed og lede ved det politiske arbejde

 

Men vi er ikke alle sammen store kynikere. Faktisk er vi utroligt mange, der har taget det på os fordi vi brænder for en sag og vil forbedre livsvilkår for mennesker, der har brug for en varm hånd og et stærkt samfund. Jeg har kæmpet for dette parti i over 40 år.  Jeg har været så utrolig stolt over at gøre en indsats og gøre en forskel til gavn for dén bevægelse, der har gjort Danmark til et af de rigeste, mest harmoniske samfund i menneskehedens lange og lidelsesfulde historie.”[1]

 

Asta levede i en tid, hvor det kulturelle filter i modsætning til i dag favoriserede kærlighed og altruisme som motivationer for adfærd. Det har måske ikke ændret virkeligheden, men det har ændret oplevelsen af den.

Hvis Astas livs meningsfuldhed skulle måles ved graden af behovstilfredsstillelse, er resultatet selvfølgelig klart. Hun døde givetvis som en 47-årig jomfru, og var derved ramt af det værste, et moderne menneske kan forestille sig: et utilfredsstillet sexualliv. Hendes liv var præget af sygdom. Hun var svagelig som barn, sikkert også som ung, og i hvert tilfælde i sit modne voksenliv, hvor hun forgæves kæmpede mod tuberkulosen.

Dette har uanset tolkning selvfølgelig gjort hendes liv lidelsesfuldt, men ikke nødvendigvis meningsløst. Spørgsmålet er, hvilken mening hun har kunnet lægge ind i det, og om denne mening har kunnet inddæmme de lidelser, hun gennemlevede. I Henrik Jensens tolkning bruger det moderne menneske offertænkningen til at inddæmme sine lidelser. Når det individualiserede menneske, som opfattes som omnipotent og i stand til selv at forme sig en spændende karriere med et fascinerende curriculum vitæ, når frem til den erkendelse, at karrieren og livet i øvrigt ikke har formet sig som en succeshistorie, griber det i stigende grad til offerstrategier for at forklare nederlaget.

Henrik Jensen formulere sig på følgende måde: “Måske er vi alle latente ofre. Med tidens evigt psykologiserende menneskesyn er det ikke svært at fremkalde ofret i sig selv. Det ligger os lige under huden: vi er ofre for vore forældre (incest er bare den ekstreme udgave), ofre for skolen, i skolen, for jobbet, for hospitalet, for trafikken, for ægtefællen, for staten og for samfundet i almindelighed. Eller vi er ofre for sexisme, racisme og nationalisme, ofre for de herskende skønhedsidealer, for ‘noget’ indeni – følelser, svagheder, mørkere sider, drifter, drømme, instinkter, energier eller bare tørst. Med Freud og psykoanalysen blev sjælen til en psyke som ikke er gjort af ‘et stykke. Vores det er offer for vores overjeg, vores overjeg for vores det – og jeget for dem begge. Det er borgerkrig.”[2]

 

Mens vi i dag har en tilbøjelighed til at dekonstruere mennesket, gjorde mennesket før 1. verdenskrig alt for at konstruere sig selv til en sammenhængende og forudsigelig enhed, en personlighed, som man kunne stole på. Det var kun i avantgardelitteraturen at det ikke forholdt sig sådan. Ægtemanden i August Strindbergs paranoiaroman “En dåres forsvarstale” eller kvinderne i “Frk. Julie” og “Kreditorer” må betragtes som den litterære avantgardes tidlige moderne forsøg på at dekonstruere den victorianske personlighed. Men det altovervejende flertal af mennesker dengang levede under påvirkning af myten om karakteren og personlighedens konstans og beregnelighed. Når vi som et moderne mennesker står over for en konstrueret personlighed fra før verden gik af lave, bliver vi mistroiske, og vi overfaldes af en ubændig trang til at forsøge et attentat på denne konstruktion. Men vor tids dekonstruktivisme er lige så kulturelt betinget som datidens konstruktivisme. I dag vil vi uvægerligt opleve Asta som et offer. Og der er mange ting, der tyder på, at hun faktisk var det. Men spørgsmålet er, om hun selv opfattede sig som et sådant, eller om hun tværtimod opfattede det, som om hun handlede meningsfuldt ud fra en følelse af kærlighed. Det er svært at afgøre, men der er kildemateriale, der kan bidrage til en tilnærmelsesvis besvarelse af spørgsmålet.

Flere kildesteder tyder på, at hun rent faktisk var et offer for andres handlinger, og at det var mere end svært for hende at slippe ud af sin rolle i plejemoderens hjem. Da hendes plejefader, Knud Jensen lå for døden udtrykte han sin sidste vilje mht. børnenes fremtid: Sønnerne skulle bliver hjemme og læse, og Asta skulle blive hos Hedevig. I et patriakalsk samfund, hvor børnene blev opdraget ”til at vise respekt over for alle voksne og ældre og til respekt for enhver autoritet,”[3] og hvor Asta derudover havde en taknemmelighedsgæld at betale af på, har det ikke været let bare at overveje ikke at adlyde. Den taknemmelighedsgæld, Asta bar rundt på, får man et indtryk af i brevet fra Astas familie til Hedevig i anledning af Astas lille arv: “Kære Fru Jensen! I Tirsdags holdt vi Skifte og Deling efter min Moder, ved hvilket der til Asta blev udlagt 144 Kr. 05 Øre, som hermed sendes. Asta bliver jo derved istand til at gøre et Afdrag paa, hvad De har ofret for hende, siden De tog hende i Deres Hjem. Det er dog et lille Tillæg til den Tak, hun vist af Hjærtet ofrer Dem som hendes anden Moder. Ogsaa fra mig skal De have Tak for Kærlighed, De har bevist hende.”[4]

 

På den anden side er der flere kildesteder, der tyder på, at Asta opfattede sit liv med Hedevig som et frit valg, der var dikteret af kærlighed. I brevet fra familien på Bornholm beskrives arven som ”et lille Tillæg til den Tak, hun vist af Hjærtet ofrer Dem som hendes anden Moder.” Sætningen må vel forstås som et udtryk for, at Asta har næret en stor kærlighed til sin plejemoder. Denne kærlighed kommer også til udtryk i Astas før citerede augustbrev til sine brødre lige efter Hedevigs død: ingen ved, hvor meget jeg savner det at kunne faa Lov til at pleje hende og vise hende min kærlighed til og Omhu for hende …”

Hendes sorg er tydeligvis dyb og ægte, og den stemmer overens med Pouls formulering i sine erindringer: “hun plejede Mor under hendes Sygeperioder med kærlig og villig Trofasthed, til hun døde.”

 

Ud fra en bevidsthedshistorisk synsvinkel må man prøve at forstå, hvordan datidens mennesker oplevede de livsvilkår, de blev udsat for. De tanker, mennesker gør sig, repræsenterer både en reaktion på de oplevelser, de bliver udsat for, og et forsøg på at overkomme og mestre dem. Hver tid har et sæt af tolkninger, som gør det muligt at mestre tilværelsen og forsyne den med mening. Hvis en meningsfuld tilværelse ikke er mulig, vil den givetvis blive gjort mulig gennem bevidsthedsmæssige mutationer, om ikke i modersamfundet, så i afgrænsede subkulturer.

De sidste halvtreds år før 1. verdenskrig var en tid præget af voldsomme forandringer i den europæiske virkelighed. I overensstemmelse hermed var der en sameksistens af nye moderne tanker og gammel traditionsorienteret tankegods. I 1888 i forordet til “Frk. Julie” giver August Strindberg en helt moderne og den gang provokerende forklaring af de principper, der lå til grund for det naturalistiske teater, han forsøgte at skabe: “Hvad der dernæst vil støde den enkle hjerne er at min motivering for handlingen ikke er enkel, og at synspunktet ikke bare er ét. En tildragelse i livet – og dette er en temmelig ny opdagelse! – fremkaldes i almindelighed af en hel serie mere eller mindre dybtliggende motiver, men tilskueren vælger for det meste det motiv, som efter hans mening er det letfatteligste eller som stiller hans dømmekraft i det mest fordelagtige lys. Her begås et selvmord. Dårlige forretninger! siger borgeren. – Ulykkelig kærlighed! siger kvindfolkene. – Legemlig sygdom! den syge. – Knuste forhåbninger! den, der lidt skibbrud. Men nu kan det være at motivet lå alle vegne eller ingen vegne, og at den afdøde har skjult grundmotivet ved at trække et helt andet frem, som kunne kaste et bedre lys over hans minde! Frøken Julies sørgelige skæbne har jeg motiveret med en hel mængde omstændigheder: moderens grundinstinkter; faderens urigtige opdragelse af pigen; hendes egen natur og den forlovedes suggestioner af den svage, degenererede hjerne; endvidere og nærmere ved: feststemningen sankthansnat; faderens fravær; hendes månedssyge; beskæftigelsen med dyrene; dansens ophidsende virkning; nattens tusmørke; blomsternes stærke, afrodisiske indflydelse; og endelig tilfældet, som fører de to sammen i et hemmeligt rum, plus den ophidsede mands dristighed. Jeg er således hverken gået ensidig fysiologisk eller monomant psykologisk til værks … Hvad karaktertegning angår, har jeg gjort figurerne temmelig ‘karakterløse’ af følgende grunde: Ordet karakter har i tidens løb fået mangfoldige betydninger. Det betød vel oprindelig det dominerende grundtræk i sjælekomplekset og blev forvekslet med temperament. Sidenhen blev det middelstandens betegnelse for automaten; således at et individ, som en gang for alle er standset op ved sit naturel eller har tilpasset sig en vis rolle i livet, som med andre ord er holdt op med at vokse, er blevet kaldt for en karakter, mens den der befinder sig i en stadig udvikling, den dygtige navigatør på livets flod, den som ikke sejler med faste skøder, men falder af for vindstødene for at luve op igen, er blevet kaldt karakterløs. I nedsættende betydning, naturligvis, eftersom han var så svær at indfange, indregistrere og bevogte. Denne borgerlige opfattelse af sjælens ubevægelighed blev overført til scenen, hvor det borgerlige altid har domineret … Jeg tror derfor ikke på de enkle teaterkarakterer. Og forfatternes summariske domme over menneskene: han er dum, han er brutal, han er skinsyg, han er gerrig o.s.v. burde forkastes af naturalister, som ved hvor rigt sjælekomplekset er, og som er klar over at ‘lasten’ har en bagside, der er meget nær ved at ligne dyden. Som moderne karakterer, der lever i en overgangstid, som i hvert fald er mere fortravlet hysterisk end den foregående, har jeg skildret mine figurer mere vaklende, splittet, sammensat af gammelt og nyt, og det forekommer mig ikke usandsynligt at moderne ideer gennem aviser og samtaler også er blevet optaget i kredse, hvor en domestik kan leve. Mine sjæle (karakterer) er konglomerater af svundne og nuværende kulturtrin, af pluk fra bøger og aviser, dele af mennesker, afrevne stumper af festklæder som er blevet til pjalter, på samme måde som sjælen er stykket sammen. Og jeg giver desuden lidt opkomsthistorie, hvor jeg lader den svagere stjæle og repetere ord fra den stærkere, lader sjælene hente ‘ideer’, suggestioner som det hedder, hos hinanden …”[5]

 

Strindbergs tekst er i virkeligheden moderne dekonstruktion for fuld udblæsning og skrevet allerede i 1888. Han beskriver forestillingen om at træde i karakter som synonymt med at gå i stå. Det moderne selvrealiserende menneske finder således her en tidlig formulering. Strindberg var påvirket af det, som Georg Brandes kaldte Nietzsches “aristokratiske radikalisme”. Han tegnede selvfølgelig ikke tiden, men hans radikale kritik kaster lys over den tid, som var i svøb, og den samtid, som hang fast i det gamle. Måske uden at vide det er moderne mennesker i den grad børn af Nietzsches filosofiske individualisering. Men dengang i 1888 var det kun et forsvindende mindretal, der tænkte så radikalt som Strindberg. De fleste hang mere eller mindre fast i store dele af den traditionsorienterede livstolkning.

Kontrasten mellem Strindbergs dekonstruktivistiske tekst og det ovenfor citerede brev fra Eiler Holch til Hedevig Jensen i forbindelse med udbruddet af Knud Jensens tuberkulose er slående: “Det bedrøver os meget min kjære søde Hedevig, at Jensen skranter … Lad os imidlertid min kjære Søster af al kraft kaste vor Tro vort Haab vor Lid til den Altstyrende, huske paa vor Lidenhed og derved klarere see hans uendelige Magt og Storhed. Hvordan vor Skjæbne end bliver hernede, er det jo vist, at Guds Kjærlighed vaager over os, og naar vi ydmyge underkaste os hans Villie og ret inderligt føle, at hele dette Jordeliv, som undertiden falder saa forunderligt svært, dog kun er en Forskole for det evige Liv, som vi ved Jesu Christe Naade tilsidst ville naae, da ville vi, naar vi blot kunne vende Blikket opad – finde Kraft til at bære den kjærlige Faders Tilskikkelser. Jeg synes jeg har den Følelse, at Du min kjære Søster er stærkere, renere og fastere i Troen end jeg;”[6] Her er livet stadig splittet og forvirrende, men ovenover det hele hersker den ordnende magt, som man retter sig ind efter og som forsyner livet med sammenhæng og mening.

Denne følelse af sammenhæng og mening hang sammen med forestillingen om mennesket som en karakter. Mennesket skulle udvikle sig og dannes til en karakter, der var i overensstemmelse med den herskende orden. Godt nok var forfattere fra det moderne gennembrud begyndt at skrive udviklingsromaner af naturalistisk tilsnit i stedet for dannelsesromaner af mere biedermeieragtig karakter. Men biedermeiertiden var længe om at klinge af. Graden af forudsigelighed i tiden udtrykkes klart af Stefan Zweig i hans erindringer “Verden af i går”: “Naar jeg skal prøve at finde en brugelig Formel for Tiden før den første Verdenskrig, det Tidsrum, jeg voksede op i, saa haaber jeg at være mest prægnant, naar jeg siger: det var Tryghedens gyldne Tidsalder. I vort næsten tusindaarige østrigske Monarki syntes alt bygget paa det varige, og Staten selv syntes den sikreste Garant for denne Bestandighed … Denne Fornemmelse af Sikkerhed var Millioners efterstræbelsesværdige Eje, var det fælles Livsideal.”[7]

Det var netop denne tryghed og forudsigelighed, der var forudsætningen for forestillingen om den faste og forudsigelige karakter, den karakter, der iflg. Richard Sennett er brudt endelig sammen i det globaliserede og individualiserede fleksible samfund,[8] og som derved uvægerligt vil påvirke vores oplevelse af fortidens tilskikkelser.

 

Hvis man skal forsøge at måle Astas liv ud fra den datidige forestilling om et godt liv, må man først indplacere hende i den sociale gruppe, hun tilhørte. Dengang indgik det store flertal af mennesker uden videre i de skæbnebestemte roller, de var født ind i. På de fleste områder var det før tiden for frie valg. Asta var først og fremmest kvinde. Og så tilhørte hun middelstanden. Hendes placering som middelstandskvinde satte nok så snævre rammer for hendes muligheder i livet. Den mest almindelige fremtidsudsigt var at ende som husmoder i et forsørgelsesægteskab med en god mand i en acceptabel stilling. Herefter forventedes hun at stå for hjemmet og de sandsynlige børns opdragelse. Moderskabet var en helt central del af den respekterede kvinderolle. Men ikke alle kvinder blev gift. Problemet var et erkendt problem dengang. Derfor var det vigtigt, at der var nogle erhvervsmuligheder for disse enlige kvinder. Mulighederne var ikke store. I slutningen af 1800-tallet begyndte kvindens formelle frigørelse så langsomt, en frigørelse der først på det formelle plan endte med indførelsen af den kvindelige valgret i 1915 og den juridiske ligestilling af manden og kvinden i ægteskabet i 1925. Astas mest oplagte erhversmuligheder var at bliver sygeplejerske eller at tage lærerindeeksamen. Alle tre fremtidsudsigter indebar evner til at omgås mennesker og tage sig af dem. De herskende forestillinger om kvindens væsen var i overensstemmelse hermed tilpasset hendes rolle som moder. Birgitte Possing formulerer kvindeidealet i midten af 1800-tallet på følgende måde: “Moderlighed var på mode, efter at have været betragtet som noget urent og bondsk i oplysningstidens højere klasser. I hele Europa var det nu sådan, at ‘moderligheden’ ansås som det højeste mål for en kvinde: Som et socialt mål og et varemærke, der blev én af grundstenene for ‘sand’ kvindelighed. Sand kvindelighed blev på den tid opfattet som renhed, fromhed, underdanighed, huslighed, moderlighed, beskedenhed, blyhed og ydmyghed. Den slags normer for dannelse var forbeholdt borgerskabets hustruer og mødre og gjaldt ikke rengørings- og vaskekoner, småhandlende eller fabriksarbejdersker, der hverken havde tid eller råd til at være stille eller at holde sig tilbage, men som tværtimod skulle stride og kæmpe for deres udkomme.”[9]

Som et eksempel på denne holdning citerer Birgitte Possing et digt af Natalie Zahle, den kvinde som mere end nogen sørgede for at give kvinder uddannelsesmuligheder på linje med manden:

 

“Gaa frem som du har gaaet før,

vær trofast, kærlig øm som før,

men frem for alt vær stille:

Den stille Aand har Herren kær,

den stille Sjæl er Herren nær,

og Troens Liv er stille.”[10]

Et centralt element i denne forestilling om kvinden er kærligheden, som noget der i særlig grad konstituerer den gode kvindes væsen. I 1871 formulerer pastor F.E. Boisen i Budstikken det på følgende måde i sin kommentar til Paulus berømte sted: 1. brev til korintherne, kap. 13:

 

“Det kan ikke hjælpe, at vi siger om denne menneskelige Kjærlighed, at den ikke søger sit Eget, det er ikke sandt, thi det gjør den, men det er tillige sandt, at der ogsaa er noget andet, som den søger; den ømmeste Moder søger ogsaa sit Eget i sin Kjærlighed til sit Barn, men hun søger tillige Barnets, og jeg troer at turde tilføje: mere Barnets end sit Eget … Det er denne Kjærlighed, som kommer i et anderledes inderligt Slægtskab med vor Herres hos dem, som tro paa ham, og hvor hans Kjærlighed indpodes i den som den ædle Kvist i det vilde Træ og naar jeg da nu herefter taler om den menneskelig Kjærlighed, saa menes den, som er blevet beaandet af vor Herres. Jeg ved godt, den Kjærlighed kan heller ikke bære de Ord, som Apostlen tillægger den fuldkomne Kjærlighed, men den kommer den dog nærmere, fordi den er nærmere i Slægt med den … Det er Kvinders Kjærlighed, jeg har peget paa som Eksempel på Kjærlighedens Trofasthed; den findes vist ogsaa snarest hos den, hvis hele Livs Opgave er at elske og blive elsket.”[11]

 

Kvinden bliver her forklaret som det menneskelige væsen, som i højeste grad udøver kærlighedens gerning. En central side af denne dagligdags kærlighed er troen. Der er ingen tvivl om, at Hedevig Jensen som et konservativt og traditionsorienteret menneske har ligget tæt på denne opfattelse. Hvis man derefter ser på Astas liv, tyder alt på, at hun i høj grad har kunnet opnå en position i livet ved at leve op til dette ideal. Asta går tit i kirke, hun påtager sig det mangfoldige arbejde i hjemmet og pasningen af sin plejemor. “Til sit 31te Aar gik hun i vort Hjem uden at opleve noget af, hvad andre unge kræver, uden at hun nogensinde fandt det kunde være anderledes; hun var en trofast Sjæl, som vi skylder megen Tak.”[12] Asta levede klart op til forestillingen om den trofaste og kærlige kvinde i 1800-tallets borgerlige miljø.

Men som før nævnt var der spændinger i synet på kvinder, og tidens kvindebillede var generelt i skred. Et eksempel på disse spændinger kan ses i Danmarks første kvindelig læge, Nielsine Nielsens erindringer. Hun blev som den første kvinde i Danmark cand. med. den 23. januar 1885. Forud var gået kampe for at blive student og senere for overhovedet at få lov til at studere medicin ved Københavns Universitet.[13] Hun blev sammen med en pige den 9. juli 1877 Danmarks første kvindelige student. Samme år påbegyndte Zahles skole et artiumkursus.[14] Spændingerne mellem synspunkterne på kvindens rolle i samfundet stod mellem det traditionsorienterede syn, der placerede kvinden i hjemmet, og ligestillingssynspunktet, der erklærede, at kvinden havde den samme ret til udvikling som manden. Dette sidste progressive synspunkt kom til udtryk i Nielsine Nielsens lærer, Ludvig Triers tale, som blev holdt den 6. oktober 1874: “Opgaven er ikke, at adskillige Kvinder skal faa adskillige Rettigheder, men at alle Kvinder skal faa den i sig selv naturlige Ret at faa deres Evner udviklede og til saa at stilles lige med Mændene, saaledes at man ved en hvilken som helst Konkurrence foretrækker de dygtigste uden Hensyn til, om vedkommende er Mand eller Kvinde”[15] Det progressive synspunkt med forbehold kommer til udtryk i Det lægevidenskabelige Fakultets indstilling d. 20. juni 1874 vedr. kvinders adgang til det medicinske studium: “Uden at ville indlade os paa ørkesløs Diskussion om, hvorvidt Manden og Kvinden ere ligelig udstyrede med naturlige Evner, kunne vi ikke undlade at udtale vor bestemte overbevisning om, at naar man, som det synes temmelig almindeligt, antager, at netop det lægevidenskabelige Studium og Lægevirksomhed i særlig Grad egner sig for Kvinden, da beror dette paa en Misforstaaelse, som turde have sin egentlige Grund i en Forvexling af Sygeplejen med Lægens Gerning … Imidlertid haves der baade fra ældre og nyere Tider enkelte Exempler paa, at Kvinder har naaet at indtage et hæderligt Standpunkt baade i selve Lægevidenskaben og i dens praktiske Udøvelse, og med denne Erfaring for Øje ville vi finde det ubilligt at nægte de Kvinder, som alvorlig attraa det, Adgang til at udvikle deres Evner og erhverve sig Kundskaber i denne Retning.”[16] Det lægevidenskabelige Fakultet indstiller således kvinder ret til at læse medicen, men de gør det med en motivation, der markerer en opfattelse af kvinder, som er stærkt præget af traditionel tankegang. Kvinder er åbenbart særlig egnet til sygeplejen, men ikke lægegerningen. Man kan dog forestille sig, at enkelte kvinder kan læse medicin. Flertallet i Det lægevidenskabelige Fakultet har givetvis ikke kunnet forestille sig, at det kunne være mange kvinder, der kunne finde på en så ukvindelig beskæftigelse. Endnu mere traditionsorienteret er mindretalsudtalelsen fra professor Saxtorph: “… jeg antager det for givet, at man bør modarbejde alt, hvorved Kvinden drages bort fra den Opgave, som af Forsynet er bestemt for hende, da det jo allerede af Kjønsforskellen er vitterligt, at Kvindens Bestemmelse kun opfyldes som Mandens Hustru og at hendes Kald er i Hjemmet samt ved den opvoxende Generation …”[17]

 

Denne opfattelse har nok ikke været langt fra Hedevigs. Hvordan Asta selv har set på denne strid om opfattelsen af kvinden, er der ingen kilder til. Men der er ingen tvivl om, at hun i allerhøjeste grad levede op til forestillingen om, hvordan en ung, pæn og dannet middelstandspige skulle være. Hun var populær hos de fine, møllerens og præstens, og hun var trofastheden og tjenstvilligheden selv. Hun har klart været en god kvinde, som man i hovedparten af den danske middelklasse dengang mente, at en kvinde skulle være. Dette har selvfølgelig givet hende en vis status og anerkendelse, og hun har i overensstemmelse hermed kunnet føle en vis selvrespekt.

Men spørgsmålet er, om det har været nok for hende.

For at besvare dette spørgsmål, kan man forsøge at foretage nogle kontrafaktiske overvejelser over, hvilke muligheder der lå åben for hende, men som hun ikke valgte at følge. Som tidligere nævt, var hendes oplagte handlingsalternativer: at blive gift, at blive sygeplejerske og at blive lærerinde. Jeg vil søge at undersøge mulighederne en efter en.

 

Umiddelbart havde Asta gode muligheder for at finde sig en mand i det miljø, hun færdedes i. Frem til 1897 blev hun jævnligt som skolelærerdatter inviteret til ballerne på Jonstrup. Derudover var der andre balmuligheder i Stenløse, hos egnens lærere, på møllen og i præstegården. Det lignede en oplagt mulighed for Asta at gå i sin moder og mostres fodspor og blive forlovet og gift med en seminarist fra Jonstrup. Der er intet i kilderne, der siger noget om, hvorvidt hun var tæt på at finde sig en mand, men der er nogle svage indicier. I efteråret 1896 skriver Hedevig: “Asta morede sig godt paa Jonstrup, men savnede vist nok, navnlig Tegn …”[18] Hun må altså tidligere have haft meget at gøre med en ung mand, der hed Tegn. Han er vel forsvundet, fordi han er blevet færdiguddannet på Jonstrup. Ved det pågældende bal var Asta blevet inviteret af en seminariestuderende, der hed Erlandsen, men om han har været andet end en formel balherre, vides ikke. I juni 1897 blev Asta inviteret “til en Fest for Dimitenderne paa Ballerup Kro”[19] af en dimiterende, som hed Højer. Hedevig Jensen var tydeligvis ikke begejstret. Hun omtaler sagen i et af sine breve til Poul: “Du hørte jo, at Asta var inviteret af Højer til Skovtur og Bal i Ballerup Kro for Dimittenderne, men der blev ikke noget af, da Jagd ikke turde sende Tekla alene paa Kroen, saa Asta kunde ikke ligge der … saa skulde Asta blive ene på Kroen i et Værelse til næste Formiddag, det vilde jeg ikke for Omtales Skyld. Det hele var vist nok lidt Opposition mod Seminariet, derfor synes jeg ikke heller om det. Denne Klasse er vred paa Forstanderen. Asta skrev saa Afbud før Pintse, men saa i Torsdags, da Højer var færdig med Eksamen kom han farende herhen en Timestid for at overtale hende, det var jo meget pænt, men det hjalp ikke. Jeg synes, han er blevet saa pæn, nu han har udviklet sig noget, Lærerne synes nok ogsaa saa godt om ham, han har 1ste Karakter. Beregningen er nok nu anderledes. Han fik din Adresse.”[20]

Man fornemmer Hedevigs iagttagelse af Højer i en armslængde. Han har jo“1. karakter”, “har udviklet sig noget” (han har altså ikke altid været helt heldig) og “Lærerne synes … saa godt om ham”. Alt sammen overvejelser en værge må gøre sig, når hun står overfor et potentielt emne for Asta. Han har måske været en mulighed. For en sikkerheds skyld sørger hun for, at han får Pouls adresse. Hedevigs begrundelse for at nægte Asta at tage med (Asta er jo på dette tidspunkt 21 år og altså endnu ikke myndig) er der ingen grund til at tvivle om. Henvisningen til frygten for omtalen har været væsentlig på dette tidspunkt, og Hedevigs konservative respekt for autoriteter, har selvfølgelig ikke gjort hende venlig stemt over for et arrangement, der måtte tolkes som et oprør over for skolen. Om Højer har været interesseret er selvfølgelig umuligt at vide. Han udviser klart ekstraordinær energi for at få Asta med, og Hedevig kalder det da også “meget pænt”, men hans energi kan jo også skyldes et forsøg på at redde deres forehavende.

I efteråret 1897 er det så tilsyneladende slut med Astas deltagelse i Jonstrupballerne, for Hedevig skriver: “Asta blev saa ikke inviteret iaar, hun er heller ikke rask, saa det var meget godt for denne Gang; men det er jo kjedeligt for hende allerede at være udelukket fra Fornøjelserne derhenne.”[21] Hun var på det tidspunkt næsten 22 år og har nok været tæt på at være lidt for gammel for de unge seminarister. Men Asta deltog i andre sammenhænge, hvor der var muligheder for at finde en passende mand. Lundgaardsamlingens breve nævner et par tilfælde. I forbindelse med det bal, der blev afholdt i forlængelse af dilettantforestillingen i Stenløse sidst i januar eller først februar 1897, skriver Asta selv: “Du kan tro, jeg morede mig, jeg dansede næsten uafbrudt … Her var jo ogsaa nogle Københavnere med, blandt andre en Broder til Oves Kæreste, som jeg dansede meget med.”[22] Ove var ikke hvem som helst. Det var Møller Petersens yngste søn, og en broder til hans kæreste måtte vel være et lovende parti. Den pågældende københavner optræder dog ikke mere i brevsamlingen. Det gør derimod en lærervikar fra Søsum, og det er i forbindelse med Good Templarforeningens “store Fest” i Stenløse i det tidlige efterår i 1897. Asta skriver selv om begivenheden: “Jeg var med og morede mig storartet. Den jeg dansede mest med var den nye Vikar i Søsum Skole … Du har jo været 2 Aar sammen med ham. Han kom ikke til Bal paa Jonstrup, men jeg kan huske, jeg har set ham i Sangkvartetten; vi havde jo mange fælles Bekendte saa vi kunde godt snakke sammen, og hængte ogsaa godt i med at danse …”[23] Det er samme tidspunkt, hvor hun er blevet udelukket fra ballerne på Jonstrup, og den færdiguddannede vikar i Søsum skole, må jo være et mere passende parti rent aldersmæssigt. Men der sker intet. Selv om det gang på gang fremgår af Astas breve, at hun danser meget med en bestemt ung mand, og at hun tydeligvis morer sig, så sker der intet. Spørgsmålet er hvorfor.

I sine erindringer skriver Poul Søgaard, at Asta til sit 31. år gik “i vort Hjem uden at opleve noget af, hvad andre unge kræver, uden at hun nogensinde fandt det kunde være anderledes …”

Spørgsmålet er, hvad det var Asta ikke oplevede, som andre unge ellers krævede. I brevenes beskrivelser af Hedevigs og Astas liv, fremgår det tydeligt, at Asta forholdsvis tit var til bal, det fremgår også, at hun havde veninder. Hvad var det så, som Asta – må man forstå – frivilligt gav afkald på? Hvis man ser på Pouls skæbne, finder man måske nøglen til en dechifrering af den uklare antydning. Der findes en kortfattet udateret fødselsdagshilsen til Poul fra hans moder med følgende lakoniske tekst: “Kære Povl! Til Lykke! Alt godt ønsker jeg Dig i det nye Leveaar. Tak! min Søn, for hvad Du har været for Din Moder. H.J.”[24] Ikke alene er fødselsdagshilsenen ukarakteristisk kortfattet, Hedevig Jensens skrift er også synlig ændret. I stedet for Hedevig Jensens personlige klo er teksten skrevet med store bogstaver, som af en der har svært ved at skrive, men gør sig stor umage. Alt taler for, at sedlen skal dateres til d. 13/5 1907. Hedevig ved, at det er hendes sidste fødselsdagshilsen til Poul, og alt, hvad hun har på hjerte, udtrykkes i sætningen: “Tak! min Søn, for hvad Du har været for Din Moder.” Hun vidste, at hun havde måttet bruge ham, og at han pga den tidligt udviklede ansvarlighed var blevet “lidt tidlig gammel”. Oskar Søgaard skriver: “Poul havde det svært i sine unge år. For Mor var han en stadig støtte, gik på en måde i Fars sted. På grund af de vanskelige økonomiske forhold derhjemme, måtte han spæde til for Mors og Astas og min skyld. Poul har som den kærlige broder haft stor betydning for mig, og jeg er ham megen tak skyldig. Da han først begyndte at tjene noget, hjalp han stadig til derhjemme og levede et ret spartansk og sparsommeligt liv, det var jo også ved hans hjælp, jeg fik præliminæreksamen, han var meget kærlig og opofrende.

   Men Asta fik desværre ingen uddannelse. Hun passede hjemmet og Mor, og uden hende ville Mor slet ikke have kunnet klare sig, så svag som hun var.”[25]

Hvad var det Poul måtte give afkald på? Bortset fra et enkelt år boede han gennem hele sin ungdom helt frem til 1914 i pensionater. Først da han flyttede sammen med Asta i 1914 fik han sit eget hjem. Han var på dette tidspunkt 36 år og ungkarl. En stor del af hans voksenliv gik med at understøtte familien. Først understøttede han moderen, Asta og Oskar, siden blot Asta. Meget tyder på, at Astas og Pouls liv var forbundet på godt og ondt. Uden Asta ”ville Mor slet ikke have kunnet klare sig, så svag som hun var,” skriver Oskar Søgaard. Det må klart have været i brødrenes interesse, at Asta gik hjemme i Stenløse og passede deres moder. Poul, der var vokset op med en tidlig og overdreven ansvarlighed, har måttet betale Asta. Hverken Poul Søgaard eller Asta Kofod har kunnet indgå ægteskab uden på voldsom vis at skade den familie, de var vokset op i, og som de begge følte sig ansvarlig overfor. Pouls bemærkning om Asta handler måske i virkeligheden ligeså meget om ham selv. Da Poul Søgaard endelig vælger at indgå ægteskab, får det negative konsekvenser for Asta, og han må reelt smide hende ud af den lejlighed, de sammen har boet i gennem 5 år. Herefter påbegynder Asta sin sidste nedtur, og hun dør ca. 3 år efter.

 

Asta var givetvis et offer. Hun afviste tilsyneladende alle muligheder for at finde sig en mand, fordi hun ikke følte, at hun kunne svigte den plejemor, som havde taget hende til sig, eller fordi hun simpelthen holdt for meget af hende. Astas ulykke var således, at Hedevig var så syg, og som det ansvarsbevidste menneske hun var, ofrede hun sig selv for sin plejemoder.

Asta var måske ikke udpræget køn. Men der er intet i kilderne som antyder, at Asta ikke skulle være kvindelig eller charmerende nok til at finde sig en mand. Hun levede i høj grad op til den tids kvindeideal i middelklassen, hun var begavet, dannet og et blidt og vindende væsen. Af kilderne fremgår det mere end tydeligt, at hun måtte have haft gode muligheder for at finde sig en passende mand. Der er altovervejende grund til at tro, at årsagen til, at hun aldrig fandt nogen, var hensynet til Hedevig. Det er dette afsavn, Poul Søgaard henviser til. Selv fik han reddet sig i land. Det var i sidste øjeblik. Han var 41 år, da han blev gift. For Asta gik det galt. Hun var 31 år, da Hedevig døde, og da hun havde slidt sig op, blev hun ramt af tuberkulose, og hendes skæbne var dermed beseglet.

Astas skæbne plagede både Poul og Oskar resten af livet. Det fremgår klart af deres erindringer. De havde selv sammen med deres moder været medskyldige i hendes vanskæbne.

 

Man kunne således sagtens forestille sig, at Astas skæbne var forløbet anderledes, men kun ved en handling, der havde været katastrofal for Hedevig Jensen og dermed også for hendes tre fætre og plejebrødre. Den handling har Asta næppe kunnet få over sit hjerte at begå. Spørgsmålet er således, om der i virkeligheden fandtes alternative muligheder for hende. Man kommer ind i de samme overvejelser, når det gælder de to andre alternative skæbneforløb.

 

Asta kunne have påbegyndt en sygeplejeuddannelse. Hun har selv drømt om det. Det fremgår af en bemærkning i hendes augustbrev til Poul og Oskar fra 1907: “Jeg talte i Aftes med Dr. Krarup om mine fremtidige Sygeplejeplaner, jeg kan ikke sige, at han gav mig store Forhaabninger i den Retning, jeg kan nok mærke, han nære ikke store Tanker om mit Helbred og mine Kræfter …” Også her var hun kommet for sent, hvis hun da ikke altid havde været for svag. At hun havde evner for sygepleje antydes i et af Lundgaardbrevene. Hos familien Andersens i Knardrup har manden problemer med øjnene. Hedevig skriver: “… den anden Dag maatte Asta gaa til Knardrup for at see til Andersens; han har igjen været inde og gjennemgaa en Kur for Øjnene, som han slet ikke kunde see med til Pintsen. Nu var han kommet hjem og ser lidt igjen, saa nu var Humøret bedre igjen, og de vare som sædvanlig glade for at en af os kom derhen.”[26]

Dengang blev man sygeplejerske ved at gennemgå et 3-årigt uddannelsesforløb på et hospital under lægefaglig vejledning. Der var altså tale om en form for mesterlære. Hvis Asta skulle have uddannet sig som sygeplejerske, inden Hedevig døde, måtte hun altså også i dette tilfælde have overladt hende til sin ensomme skæbne i Stenløse.

Det samme forhold gør sig gældende, når man ser på den tredje mulighed, der lå åben for Asta. Lærerindeeksamen kunne dengang tages på Zahles pigeskole i København. Dette kostede penge og fravær fra hjemmet i Stenløse. Der er ingen steder i kilderne, der antyder, at Asta overvejede dette. Men hun kom jo fra et lærerhjem, omgikkes lærere, og arbejdede selv i Hedevigs pogeskole. Tanken var oplagt. Men selvom Asta tydeligvis har haft forudsætninger for at påbegynde en sådan uddannelse, må det have været næsten udelukket af samme grunde som de to første muligheder var udelukkede.

 

Konkluderende kan man konstatere, at Asta var spændt ud mellem sit naturlige ønske om at finde sig en plads i voksentilværelsen på den ene side og hendes kærlighed til og følelse af taknemmelighedsgæld over for sin syge plejemoder på den anden. At denne konflikt har eksisteret er sikkert. Hvad der er knapt så sikkert er, hvad hun har tænkt om den. Asta skriver selv, at hun af natur har været tillukket, noget der ikke helt harmonerer med indtrykket fra brevene: “Moder ankede altid over, at jeg var saa indesluttet, det er jeg jo ogsaa af Naturen. Moder sagde ofte til mig: ‘Hvad Du tænker, og hvad Du mener, faar ingen Menneske at vide, Du er som en lukket Bog.’”

Meget tyder på, at den pinagtige konflikt, som jo på afgørende vis berørte Hedevig, har gjort Asta indelukket. Hedevigs børn gjorde jo, hvad hun sagde, og det faldt dem jo ikke ind ”at gøre hende imod eller bedrøve hende,” så meget holdt de af hende, som det hedder i Poul Søgaards erindringer. På samme måde som Oskar kan man tænke sig, at Asta i det skjulte har båret rundt på sjælelige konflikter, som hun har holdt for sig selv. Men det forhold, at hun har været plaget af disse pinagtige konflikter, er på den anden side ikke ensbetydende med, at hun ikke har opfattet sit valg som meningsfyldt. Pouls og Oskars bedømmelse af hende er entydig. Oskar skriver: “Vi mindes Asta med stor taknemmelighed, hun ofrede sig helt for vores hjem i Stenløse og Mor, og jeg mindes hendes glæde, da hun oplevede mit og Magdas hjem og de fire børn, som hun elskede så højt.”[27] Pouls formulering minder om Oskars: “Hun havde fortjent en bedre Skæbne. Hun var en stor Børneven, Brødrebørnene var da ogsaa hendes Glæde. Knud fik hun ogsaa set; da hun døde, var han godt 1 Aar gammel.”[28]

Begge brødre beskriver Asta som et selvopofrende menneske, der i øvrigt elskede børn og levede med i brødrebørnenes liv. Hun bosatte sig jo også i Rudkøbing, dengang Hans Peter nedsatte sig der, giftede sig og som den første af brødrene fik barn. Man må tænke sig, at Asta i bevidstheden om det, hun har gjort for sin plejemor og sine brødre, må have følt at hun havde betalt en gammel gæld tilbage, og at hun havde været med til at gøre deres succesfulde liv muligt. Derfor havde hun på en måde også pant i brødrenes familieliv med de mange børn, der efterhånden kom til. Hun må afgjort kunne have set sit virke som meget meningsfuldt og som et resultat af den kærlighedens gerning, som hun havde udøvet.

 

Historien er fuld af eksempler på mennesker, der nok i materiel og statusmæssig henseende befinder sig på de nederste trin af samfundsstigen, men som alligevel gennem en hævdelse af særlige værdier formår at hæve sig op over sin stilling og opnå en anerkendelse, som man ellers ikke skulle forvente, at de skulle kunne opnå. Brian Patrick McGuire har et eksempel fra middelalderen. Christina af Markyate, der imod sine omgivelsers vilje formåede at opretholde et liv i cølibat, fik gennem sin anerkendte fromhed tilkæmpet sig ret til et liv i kontemplation og fik derigennem stor indflydelse på Abbed Geoffrey. Som McGuire konkluderer: “Hendes karismatiske autoritet over abbeden overskyggede Geoffreys juridiske autoritet over hende.”[29] Et andet eksempel fra midten af 1800-tallet kan man finde i Eline Boisens erindringer. Eline Boisen var præstekone og gift med pastor Frederik Engelhardt (Fritz) Boisen. Han var som præst i Skørpinge lidt syd for Slagelse optaget af den lægmandsvækkelse, der blomstrede i Sydvestsjælland i begyndelsen af 1800-tallet. I erindringernes efterskrift beskrives Elines forhold til bevægelsen på følgende måde: “Eline var selv meget optaget af vækkelsen på egnen og så op til de fromme, ydmyge folk blandt de vakte, heriblandt nogle kvinder fra fattighuset, som hun kom til at sætte megen pris på. Også præstegårdens røgter Jens Hjeronimus satte hun højt, og hun fik ofte ærinde ud i køkkenet, når han læste bordbønnen.”[30]

Mennesket har givetvis et stærkt behov for at tolke tilværelsen, så den bliver meningsfuld. Hvis det ikke kan foregå inden for det eksisterende samfunds rammer, udvikles subkulturer eller den dominerende kultur ændres. Ved det sidste amerikanske præsidentvalg i 2004 kan man se Ohiosyndromet som et eklatant eksempel på dette. De mange Ohioborgere fra den lavere middelklasse eller arbejderklasse, som var blevet arbejdsløse pga. globaliserings outsourcing af deres arbejdspladser, ville under normale forhold stemme på demokraterne, da dette parti socialpolitisk og i den økonomiske politik traditionelt varetog deres interesser. Da disse mennesker formodentlig ikke længere stolede på, at demokraterne kunne skaffe dem arbejde, valgte de at stemme ud fra den nypolitiske værdiakse, hvorfor de stemte republikansk og dermed sikrede Bush sejren. Det er det samme fænomen, man ser i Europa. Den gamle arbejderklasses laveste lag vælger at opretholde deres selvrespekt gennem traditionelle værdier, hvorfor de stemmer til højre. I Ohio stemte underklassen til højre imod homosexuelle, fri abort, begrænsning af adgang til skydevåben og imod stamcelleforskning. Med deres stemmeafgivning signalerede de, at de i hvert tilfælde ikke var en del af den moderne dekadence. Økonomisk stemte de imod egne interesser, men de opretholdt deres selvrespekt. Da de ikke kunnen opnå status inden for det eksisterende økonomiske system, revurderede de deres værdier, således at de selv blev vurderet højere end dem, som inden for det herskende globaliserede værdisystem gav sig ret til at se ned på dem.

 

Den polske dramatiker Slawomir Mrozek udsendte i 1963 en række absurde enaktere. Et af dem, “I rum sø”, handler om tre skibbrudne, som er havnet på et tømmerflåde netop i rum sø. Gode råd er dyre, da provianten er sluppet op. Løsningen ligger lige for, og spørgsmålet er alene, hvem der skal spises, og gennem hvilken type beslutningsproces man skal nå frem til en afgørelse af det for overlevelsen så afgørende spørgsmål. Stykket består herefter af en satirisk afklædning af diverse politiske fraser og overtalelseskneb. Underneden fornemmer tilskueren godt, at det fra starten er klart, at den tykke og den halvtykke vil ende med at fortære den magre. Men den politiske beslutning skal jo legitimeres, alt skal gå rigtigt til. Da den magre til sidst indser at slaget er tabt, og at den uafvendelige beslutningen vil blive gennemtrumfet med magt, indser han med ét, at der i grunden er noget smukt i at ville ofre sig frivilligt: “Der er trods alt forskel på at blive spist som offer for en overmagt og at blive spist som et nyt og bedre menneske, der af egen trang til opofrelse … at blive spist af egen fri vilje, at være drevet af en indre trang, en ædel tilskyndelse … det giver en indre tilfredsstillelse, en følelse af frihed, af uafhængighed …” På dette sene tidspunkt i stykket finder den halvfede så den dåse kalvekød i ærter, de troede var blevet væk, men den fede afviser dåsemaden med følgende begrundelse: “Kan De ikke se, at han allerede er lykkelig?`”[31]

   Var Astas offer resultat af ren tvang og hendes følelse af kærlighed til Hedevig og hendes plejebrødre blot et resultat nøgen nødvendighed, eller havde Asta et råderum for handling, der gjorde hendes offer til en kærlighedshandling egnet til at gennemsyre hendes liv med en dyb mening?

Asta levede i en tid, hvor fortællingen om den kvindelige offervilje var i høj kurs, men der var samtidig en ny fortælling på vej. Fortællingen om kvindens ligestilling og hendes ret til selvstændigt liv var godt i gang med at folde sig ud. Astas plejemoder var ikke tilhænger af denne moderne fortælling, men selv i et konservativt miljø kan Asta ikke have været uberørt af den. Paradigmeskifter sker ikke i et spektakulært øjeblik. De er længe undervejs, og de er undervejs i det kollektive ubevidste længe inden, de bryder igennem. Man kan som menneske skærme af mod nye strømninger gennem fornægtelse eller fortrængning, men det fornægtede vil immervæk være der enten som den fristende mulighed eller den lurende fare. Jo nærmere det åbenlyse paradigmeskift, man kommer, jo mere vil en fastholden af de gamle værdier antage forkrampede og neurotiske former. Selvfølgelig må de fristende muligheder have lokket Asta, og selvfølgelig har både hun og brødrene kendt til dem. Intet under, at Asta ”var saa indesluttet”, Oskar “ikke noget rigtigt ungt menneske”, Hans Peter følte sig “ene”, og at Poul “havde det svært i sine unge år”. For Asta kom dertil det forhold, at hendes offervilje måtte udspille sig på en baggrund af ulighed. Asta blev ikke vurderet efter samme målestok som sine tre plejebrødre. I juni 1906, dvs. i begyndelsen af den periode, hvor Asta måtte pleje og passe sin dødssyge plejemoder næsten alene, modtog Hedevig et fødselsdagsbrev fra sin svigerinde i Nykøbing Falster (Christian Holchs hustru). Hendes kommentarer er sigende for Astas position i familien:

 

“Kjære Hedevig! Først maa jeg sende Dig vor hjerteligste Lykønskning i Anledning af de mange Glæder, Dine to Sønner har beredet Dig i den sidste Tid. Det er dog deiligt for Dig, at Alt med Dine Børn lykkes saa godt, men Du fortjener det jo ogsaa, saa dygtig og opofrende som Du altid har været, trods al Din legemlige Svaghed. ….. Ja nu Farvel min kjære Hedevig, tro ikke at vi er ligegyldige, fordi vi ikke skrive, vi tænke paa Jer og tale lidt om Jer, altid med Beundring for hvad Du og Dine flinke Sønner udretter. Hils Asta kjærligt, det er deiligt Du har en saadan Datter, gid jeg havde det, fremmede Mennesker blive aldrig det for En. …… Din altid hengivne Svigerinde Hansine.”[32]

 

Svigerinden roser Hedevigs sønner og giver som begrundelse for deres succes alene det forhold, at Hedevig er ”saa dygtig og opofrende”. Ikke et ord om Astas helt afgørende rolle i denne opofrelse. Først til sidst i brevet roses Asta som den gode “Datter”, men i virkeligheden menes nok tyende, for Hansine ville jo også gerne have en sådan hjælp, og den fås jo ikke hos “fremmede Mennesker”. Asta tolkes tydeligvis mere som et tyende end som en datter.

Hvad har Asta tænkt? Der findes ingen kilder, der kan belyse det, men det er vel utænkeligt, at det ikke har svedet i hendes sind under læsningen af brevet. Og læst det har hun, for Hedevig og Asta levede jo tæt sammen, og de stod i deres egen forestilling i et fortrolighedsforhold til hinanden.

Men der var også andre forhold, der var med til at markere Astas lavere værdi. Mens der fra Stenløseperioden i 90’erne er overleveret atelierbilleder af de tre Søgaardbrødre både alene og samlet, findes der ikke et eneste af Asta før 1910. Det kan skyldes, at de er bortkommet, fordi Søgaardbrødrenes efterkommere ikke gemte hendes billeder med samme interesse, men måske er det ikke så sandsynligt, slægtens gemmetrang taget i betragtning. I 1910 boede Asta som sagt i Rudkøbing, og billedet er taget der. På det tidspunkt har hun vel selv sørget for at få det taget. De manglende billeder og svigerindens kommentarer viser, at Asta i en eller anden dybere forstand ikke er blevet regnet på samme niveau som sine plejebrødre[33]. Og hendes lavere værdi skyldtes ikke kun, at hun bare var en kvinde, for rigtige søstre ville man også have portrætteret. Dybt i Astas sind, må der have været et stort behov for at gøre sig fortjent til en accept på linje med sine brødre. Og igen dukker det samme spørgsmål op: Var grunden til hendes kærlige handlinger alene hendes stræben efter anerkendelse, eller hang de sammen med hendes kærlighed til den plejefamilie, der havde erstattet hende, hvad hun havde mistet som 7-årig svagelig pige?

Spørgsmålet er vist et af de mange fundamentale, som aldrig kan besvares videnskabeligt. Men der er ingen tvivl om, at der bag brødrenes fortælling om deres moder og Astas smukke handling, ligger en anden historie, som de med deres ophøjelse af moderen har haft svært ved at folde ud. Neden under historien om den fuldgode søsters offer ligger en mindre smuk historie om Hedevig Jensen, der tog et plejebarn til sig og ofrede dette for at redde sig selv og sine drenge. De skulle jo gerne finde deres plads og anseelse i den middelklasseverden, de anså som deres. Dette har de tre brødre inderst inde vidst. Og historien er da også tæt på at bryde igennem i både Pouls og Oskars erindringer. Men den bliver dog stoppet i fødslen. Det er selvsagt lettere at leve med troen på Astas kærlighed og opofrende væsen, end bevidstheden om at den egne succes er blevet til på en baggrund af udnyttelse og nøgen magt. Og dog er det en indlysende side af sandheden. Dermed ikke sagt, at Astas offer ikke har været ægte. Når det kommer til stykket kender vi ikke hinandens motiver, knap nok vore egne. Det eneste, der kan vides med nogenlunde sikkerhed, er de vilkår beslutningerne er blevet til under. Og hvad det angår, var Asta låst fast i en grad, der var historisk betinget. Hun var låst fast af den rudimentære socialpolitik, af kvindens endnu ikke realiserede ligestilling, af forestillingen om den kærlige og opofrende kvinde, som var den ideologiske overbygning på den tids begrænsninger i kvinders handlefrihed, og hun var endelig låst fast af sin egen helt private historie og den velsagtens ubetalelige taknemmelighedsgæld, som var knyttet til denne. På denne måde kaster Astas historie et skarpt lys ind over den situation, kvinder levede under i perioden før 1. verdenskrig.

_______________________________________________________

[1] Talen findes på Mogens Lykketofts hjemmeside: www.lykketoft.dk

[2] Henrik Jensen: “Ofrets århundrede”, Samlerens Paperback, 2002, s. 15.

[3] Oskar Søgaards erindringer, s. 11.

[4] Stenløsesamlingen: Brev fra Astas familie på Bornholm til Hedevig Jensen, ad arv til Asta, d. 10/6 1892. Rigsarkivet, arkivnr. 5710, kuvert 2. Brevet er skrevet i den periode, hvor Astas funktion i plejefamilien reelt var tyendets.

[5] Augsut Strindberg: “Frøken Julie”, Gyldendals teater, 1973, ss. 8-11.

[6] Søsumsamlingen: Brev fra Eiler Holch til Hedevig Jensen 15. septbr 1885. Rigsarkivet, arkivnr. 5710, kuvert 3.

[7] Stefan Zweig: “Verden af i går. En europæers erindringer”, Signet hardbacks, 2002, ss. 11-12.

[8] Richard Sennett: “Det fleksible menneske”, Hovedland, 1999.

[9] Birgitte Possing: “Zahle. At vække sjælen”, Gyldendal, 2001, ss. 7-8.

[10] Ibid., s. 7.

[11] “- men størst er kærligheden. Eline Boisens erindringer fra midten af forrige århundrede.” Udgivet af Anna, Elin, Gudrun og Jutta Bojsen-Møller og Birgitte Haarder, Gyldendals Bogklub, 1988, ss. 353-354.

[12] Poul Søgaards erindringer, s. 17 (30)

[13] “Nielsine Nielsens erindringer”, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 1985, s. 79.

[14] Birgitte Possing: “Zahle. At vække sjælen”, Gyldendal, 2001, s. 110.

[15] “Nielsine Nielsens erindringer”, op.cit., s. 36-37.

[16] Ibid. ss. 42-43.

[17] Ibid, s. 45.

[18] Lundgaardsamlingen, brev nr. 8, 1896.

[19] Lundgaardsamlingen, brev nr 28, 2/6 1897.

[20] Lundgaardsamlingen, brev nr. 29, 15/6 1897.

[21] Lundgaardsamlingen, brev nr. 35, 11/10 1897.

[22] Lundgaardsamlingen, brev nr. 16, 3/2 1897.

[23] Lundgaardsamlingen, brev nr. 32, 1897.

[24] Stenløsesamlingen: “Udateret brev til Poul fra hans moder”, Rigsarkivet, arkivnr. 5710, kuvert 6, bundt 1.

[25] Oskar Søgaards erindringer, s. 32.

[26] Lundgaardsamlingen, brev nr. 56, 1898.

[27] Oskar Søgaards erindringer, s. 23.

[28] Poul Søgaards erindringer, s. 30-31.

[29] “Autoritet i Middelalderen”, red. Brian Patrick McGuire, Center for europæiske middelalderstudier, C.A. Reitzels Forlag, 1991, s. 23.

[30] “- Men størst er Kærligheden. Eline Boisens erindringer fra midten af forrige århundrede,” Gyldendals Bogklub, 1985, s. 339.

[31] “Polsk introduktion”, Danmarks Radio, Arena, 1964, ss. 51 og 53.

[32] Stenløsesamlingen: Brev d. 21/6 1906 fra Hansine Holch, g.m. Hans Chr. Holch, Nykøbing F. til Hedevig Jensen (Rigsarkivet, arkivnr. 5710, kuvert 5).

[33] Dateringen af de atelierbilleder, der fines af Hedevig Jensen, er usikker, så måske er det muligt, at hun heller ikke blev fotograferet i Stenløseperioden. I så fald kan det manglende billede af Asta skyldes sparsommelighed. Men denne siger jo på den anden side også, at det er sønnerne, der var de vigtigste.