6.4 Malermester Niels Lorentzen Steglers liv, en tolkning

Som nævnt i forordet har jeg i dette forsøg på rekonstruktion af Niels Lorentzen Steglers og Hansigne Liebsts liv bestræbt mig på at overholde historievidenskabens helt centrale regler.

Når jeg til slut kaster mig ud i en afsluttende tolkning af deres liv, gør jeg det, fordi jeg mener, at tolkningen er rimelig holdbar og faktisk vil være meget vanskelig at modbevise eller svække ved en alternativ tolkning.

Min tolkning bygger på nogle få grundantagelser, som ikke lader sig bevise. For det første mener jeg, at et menneske er en kombination af noget medfødt, noget tillært og nogle frie valg. Mennesket er ikke en grønsag, som ikke griber ind i verden, men det er heller ikke et frit eksisterende væsen. Man må forstå mennesket i spændingsfeltet mellem skæbnen og det frie valg. Som mennesker er vi alle født ind i en situation, som vi ikke kan gøre så meget for at ændre. Vi må nu engang handle i den virkelige verden, som den er. Og som handlende væsener er vi underlagt vores samtids muligheder og begrænsninger. Vores manøvrefrihed er også styret af samtidens dominerende forestillinger.

Det er på dette grundlag, at jeg vil tolke Niels Lorentzens og Hansine Liebsts liv, som jeg mener i høj grad er sigende for den tidlige industrialismes tidsperiode. Deres liv kan, mener jeg, forstås som et forsøg på at løse de problemer, den tids mennesker stod overfor i den nye verden, der var opstået efter junigrundloven i 1849, næringsfrihedsloven i 1857 og industrialiseringens begyndende omformning af den økonomiske og sociale virkelighed. I deres forsøg på at løse deres helt personlige problemer, der i den grad var tidstypiske, var de sammen med andre med til at vise nogle veje ind i industrisamfundets ukendte verden. Andre personer viste andre veje, afhængig af deres baggrunde og placering i samfundet. Nogle veje viste sig at være blindgyder, andre viste sig at være farbare. Under alle omstændigheder så virkeligheden mere kaotisk ud, end den gør for os i dag, når vi med bagklogskabens fordel ser tilbage over en tidskløft på over 100 år.

Jeg vil i min tolkning gøre brug af et af transaktionsanalysens centrale begreber, nemlig begrebet livsdrejebog. En livsdrejebog er en livsplan, som individet føler sig tvunget til at gennemspille. Der kan være tale om både bevidste og ubevidste valg forårsaget af tidlige oplevelser. Disse tidlige livsvalg får individet til tvangsmæssigt at gennemspille et bestemt drama resten af livet, hvis altså ikke drejebogen erkendes og ændres. Sådan er groft sagt teorien, som den er opstået i et terapeutisk miljø. Det er selvfølgelig risikabelt at bruge en psykologisk teori på et historisk materiale, men på den anden side var fortidens mennesker også psykologiske væsener, og at udelade det psykologiske element er at udelade en central del af virkeligheden. Jeg foretrækker at vove det ene øje og kaste mig ud i den følgende tolkning, hvor man under alle omstændigheder er fri til at kritisere tolkningens præmisser.

 

Niels Lorentzen kom til at leve sit liv i industrialismens første udbrudsfase. Det er i denne sammenhæng et akademisk spørgsmål, om man som Rich. Willerslev vil placere industrialiseringens gennembrud i Danmark helt tilbage i 1850’erne, i 1870’ernes begyndelse eller man vil skubbe det afgørende gennembrud helt frem til 1890’erne[1]. Hele perioden var under alle omstændigheder præget af afgørende ændringer, der på en og samme tid måtte opleves som skræmmende og forjættende af den tids mennesker. Niels Lorentzen var 13 år, da næringsfrihedslovens overgangsperiode 1857-62 var slut. Efter konfirmationen kom han i malerlære og må have oplevet stemningen i et erhverv, der lige havde mistet sin lavsbeskyttelse. Angsten i håndværkerkredse var stor i perioden umiddelbart efter næringsfrihedsloven. Man var bange for ”ubillig” konkurrence og almindeligt kvalitetstab. Det skal nok ses i denne sammenhæng, når Sorøs næringsdrivende i 1862 oprettede “Sorø Haandværker – og Industri forening”. Man søgte sammen i et fælles forsøg på at stå mere rustet over for forandringens vinde. Niels Lorentzen må som lærling og ung svend have stiftet bekendtskab med denne nye organisation, og mon ikke han har modtaget inspiration, som han har kunnet bruge senere i Fuglebjerg? Men tiden bragte også den nye fremskridtstro med sig. I 1856 åbnede den sjællandske jernbane mellem København og Korsør, og i 1854-55 byggedes vejen til stationen syd for Sorø by og søen. Netop i disse år var dansk økonomi præget af et opsving, der bl.a. gav sig udslag i byggeri. Opsvinget kom med fuld kraft også til Sorø.[2] Som dreng og ung mand, må Niels Lorentzen umiddelbart have sanset denne forandringens ånd, og den må som i andre af hans generations unge umærkeligt have lejret sig i hans sind. Verden var så fuld af farer og muligheder, og man skulle snart begynde at tale om den nye nervøsitet.

Men Niels Lorentzen havde særlige grunde til nervøsitet. Vokset op som uægte barn og med et andet navn end sine halvsøskende, må han i sig selv have gået rundt som et levende bevis på sin moders fejltrin. Hans eksistens har været skamfuldheden selv. Og skammen må have fulgt ham. I hovedparten af sit bevidste barndoms- og drengeliv boede han med sin moder i byens fattighus, og da han blev konfirmeret hørte han til de 3 ud af 27 konfirmander, der fik den laveste karakter, “maadelig”. Disse oplevelser må nødvendigvis have sat sig dybe sjælelige spor i den unge Niels Lorentzen. Og på denne baggrund og med hans senere livsforløb taget i betragtning, mener jeg, at Niels Lorentzens eksistentielle valg af livsdrejebog med rimelig sikkerhed kan rekonstrueres:

Stillet over for den socialt betingede traumatiske nedvurdering og dens sandsynlige aflejringer i sjælen som et negativt selvbillede har han reageret ved at bevæge sig ind i sociale situationer, hvor det har været muligt for ham at inddæmme og benægte denne grundlæggende negative selvfølelse. På det psykiske plan har han skullet finde et jegideal, et idealt billede af sig selv, som kunne løse denne inddæmnings- og fornægtelsesopgave. Sin løsning fandt han ved at gå både tilbage og fremad. En del af sin identitet fandt han ved at slå rod i den gamle håndværkerkultur. Det år, hvor han kom i lære (1864), var det kun to år siden næringsfrihedslovens endelige gennemførelse. Det er klart, at den gamle zünftdominerede lavskultur[3] endnu har eksisteret på det uformelle plan. Niels Lorentzen opfattede sig som traditionsbetonet håndværker “med stort H.” Dengang var grænsen mellem malere og kunstmalere mere flydende end i dag. Det var ikke ualmindeligt, at malere opfattede sig som kunstnere.[4] Erhvervets udøvere var i besiddelse af en ikke ringe standsstolthed. Malermester Stegler opfattede sig sandsynligvis som kunstner eller i hvert tilfælde som repræsentant for det kvalitetsbetonede håndværk. Samtidig identificerede han sig med fremskridtet. Han prøvede at være en aktiv, dynamisk og fremskuende mand. I baggrunden lurede så de latente komplekser og angsten for fattiggården, som var en realistisk frygt, den tids mennesker havde. Denne frygt må Stegler pga. sine barndomsoplevelser have følt særlig strækt. Der har været nok at holde styr på, både på det sjælelige, økonomiske og sociale plan, når ordrene var sparsomme og pengene små, når eksperimenterne, der skulle føre til opfindelsen af den plastiske massse drillede, når de mange børn fyldte for meget, og Hansine blev ved med at kræve flere penge til husholdningen. Ofte har den psykiske balance været udsat for stress, og han har, som det er dokumenteret flere steder, reageret ved at udvikle en voldsom aktivitet og hidsighed.

 

Denne udlægning af Niels Lorentzens livsdrejebog, forklarer alle de eksisterende ofte modsætningsfyldte kilder. Den forklarer modsætningen mellem hans jovialitet og hidsighed, og mellem hans anseelse og tilsyneladende tilbageholdenhed med hensyn til at stille sig op og holde tale ved de festlige lejligheder.

Spørgsmålet er alene, om der kan findes andre alternative forklaringer. Det falder mig svært at finde nogle, der er tilnærmelsesvist lige så plausible, hvorfor jeg anser teorien som særdeles underbygget.

 

Men hvordan så Niels Lorentzen på sit liv, da han sad på Haandværkerstiftelsen med sin stok og benene lagt op på en skammel? Han var overvægtig, havde vand i kroppen og havde til sidst svært ved at bevæge sig. Dertil kom, at de mennesker, han havde levet sit liv med i Fuglebjerg, og som havde været vidne til og medkombattanter til hans kamp, var ved at dø ud.

Efter den tidligere boghandler og håndværkerforeningsformand Alfred Tullin i 1895, Højremanden, læge Bruun, i 1899 og skomager Jens Hansen i 1901, kom turen i 1902 til byens gamle musiker Jens Sørensen. Og herefter fulgte den ene efter den anden af de personer, som må have fyldt i hans bevidsthed: tømremester Gørtzen, som fra september 1902 og frem til sin død var bestyrelsesmedlem i håndværkerforeningen, døde i marts 1905, kludehandler Kyhl, som børnene var så optaget af, fordi han gik rundt og handlede med gamle ben og klude, og i det hele taget var en af egnens originaler, døde i marts 1907, en skrædder ved navn Niels Rasmussen døde også i 1907, Bertel Hansen, den gamle krigsinvalid døde i 1908, i 1910 mistede han sin hustru, Hansine Liebst, maler Olsen, der må have været Niels Lorentzens konkurrent, døde i 1917, den gamle markante smed og krigsveteran fra 1864, Peter Frederiksen, der også en kort overgang havde siddet i håndværkerforeningens bestyrelse, døde også i 1917, børnenes gamle lærer, Hans Sørensen døde i 1918, Peter Frederiksens søn og afløser Christjan Frederiksen, der en tid var bestyrelsesmedlem og revisor i håndværkerforeningen, døde i 1919 bare 45 år gammel, og sluttelig fulgte på de to år der ledte op til Niels Lorentzens egen død endnu tre håndværkerdødsfald blandt mænd, der var nogenlunde jævnaldrende med ham selv, nemlig blikkenslager Peter Petersen i 1920, brygger Ferdinand Nielsen i 1921 og drejer Jens Hansen i 1922. Det var i marts, og Niels Lorentzen havde bare et halvt år igen.

Som det vel ofte sker for ældre mennesker, må det have set ud som om døden var normen, og det at overleve en absurd afvigelse.

Der har ikke været så meget at grine af. Men på den anden side kunne han se, at livet gik videre. Flere af børnene var blevet gift, og der var kommet børnebørn, som han var glad for, måske særlig dem, der var for hånden i Fuglebjerg. Han havde også sin ældste søn i nærheden, og kunne se, hvordan han førte den forretning videre, som han selv havde bygget op.

Spørgsmålet er, hvordan han så på sit livs indsats stillet ansigt til ansigt med det uafvendelige nederlag som sygdom og død under alle omstændigheder repræsenterer. Var hans liv et meningsfuldt liv? Havde han sat det præg på verden, som han gerne ville? Disse spørgsmål er nok centrale for alle mennesker at få besvaret, men de var nok særlig vigtige for et 1800-talsmenneske set i lyset af tidens stærke læggen vægt på at træde i karakter og udøve et livsværk.

Der findes ingen kilder om hans tanker. Alligevel er det nok ikke så svært at nå en konklusion.

For det første må han have tænkt på sin moder, der stort set døde af det samme, som han selv var på vej til at dø af. Hun havde tilbragt den sidste del af sit liv på Sorø fattighus. Som hende måtte også han tilbringe sine sidste år på en institution. Men der var alligevel en meget vigtig forskel. For den institution, som han tilbragte sin alderdom på, var et produkt af hans eget arbejde og kreative skaben. Han havde via sit virke i Fuglebjerg Haandværkerforening selv været med til at oprette den. På denne måde kunne han sidde i sin stue i bevidstheden om, at han selv havde været med til at sørge for sin alderdom uden at lægge samfundet til last. Han må have følt en ikke ringe stolthed. Det var lykkedes ham at rejse sig fra sin baggrund og leve sit liv som en selvhjulpen mand, der forsørgede sin familie, bragte dem ordentligt i vej og sørgede for sin egen alderdom.

Hvis teorien om Niels Lorentzens fundamentale livsdrejebog er sand, kan konklusionen næsten ikke være anderledes. Det, at han boede på Haandværkerstiftelsen, var et resultat af, at hans projekt med at være en aktiv, dynamisk og fremskuende mand var lykkedes for ham.

Men hvad med hans forretning? Alt taler for, at Niels Lorentzen så og korrekt udnyttede nogle konjunkturer og erhvervsmæssige muligheder, som tidsmæssigt var bundet til perioden fra ca. 1870 til ca. 1920. Perioden var præget af det store landbrugs meget dominante stilling i samfundet.

Med 1866-grundlovens vedtagelse fik godsejerne en dominerende indflydelse på dansk politik, som først hørte op med grundloven af 1915. Baggrunden for denne indflydelse var den priviligerede valgret til Landstinget, der gav de store jordejere en uforholdsmæssig stor del af landstingspladserne. I 1870 besatte proprietærer og godsejere således halvdelen af Landstingets 66 pladser.[5] Da der ikke var folketingsparlamentarisme, og kongen knyttede sig stærkt til godsejerne, betød det reelt, at det var Landstingets flertal og dermed godsejerne, der bestemte regeringernes sammensætning. Et andet tegn på godsejernes store indflydelse i politik er det forhold, at af de 30 danske gesandter i udlandet i perioden 1848-1905 var de 26 velstående adelige.[6] På grund af denne centrale politiske placering kunne godsejerne hindre den lensafsløsning af godser med majoratsbånd som grundloven af 1849 i virkeligheden havde stillet i udsigt.[7] Majoratsbåndene betød, at godserne ikke kunne deles ved frasalg.

Godserne fyldte også meget i den lokale verden både økonomisk og kulturelt. Godsejerne opfattedes nærmest som små lokalkonger, og der udfoldedes et rigt herregårdsliv, som havde rod i godsernes økonomiske fremgang. Der var tale om en økonomisk glansperiode for godserne, der havde sin rod i deres specielle økonomiske forhold. Landbrugskrisen ramte ikke godserne hårdt, da de hurtigere kunne omstilles til smørproduktion end de mindre bønder, og da de store godser ikke var så tynget af gæld som de mindre gårde. Når Niels Lorentzen tydeligvis satsede på at levere højkvalitet til de lokale godsejeres byggeprojekter har det rod i, at netop disse godsejere volumenmæssigt udgjorde en meget stor kundegruppe.

Dette varede dog ikke ved.

I 1901 blev parlamentarismen knæsat i Danmark, hvorved godsejernes hovedmodstandere, bøndernes Venstre, kom til magten. Dermed var en stor del af indflydelsen via Landstinget gået i fløjten. I grundloven af 1915 afskaffedes den priviligerede valgret til Landstinget, der med et hug fjernede godsejernes politiske særstilling i Danmark. Fra da af, var de blot en lille og vælgermæssigt set betydningsløs gruppe. Og konsekvenserne lod ikke vente på sig. Venstreregeringen havde allerede i 1909 nedsat en lenskommision, der afgav betænkning i 1913, og i 1911 var der blevet nedsat en landbokommission, der skulle overveje mulighederne for ekspropriation af jord til udstykning. Der var i tiden en stor interesse for at få oprettet nye husmandsbrug, som den radikale regering selvfølgelig måtte støtte. Lensafløsningen kom da også i 1919 under den radikale Zahle-regering. Den indebar, at stamhusene (dvs. de godser, som ikke kunne deles, fordi de var belagt med majoratsbånd) reelt blev tvunget til at betale en afgift til staten på 25% af godsernes

værdi for derved at overtage dem til fri rådighed (dvs. med ret til frasalg, hvilket de nok reelt var økonomisk tvunget til). Derudover skulle 1/3 af jorden stilles til rådighed for udstykning mod erstatning.[8]

Reformen indebar en kraftig indskrænkning af godsernes jorder og svækkede afgørende godsernes økonomiske fundament. Og herfra gik det ned ad bakke både for godserne og for deres efterspørgsel efter håndværksmæssige ydelser.

 

Vidste Niels Lorentzen, at fundamentet for hans livsværk var ved at smuldre? Vidste han, at hans indsats historisk set blot ville være en parentes, og at fremtiden tilhørte masseproduktionen og det mindre kunsthåndværksprægede malerhåndværk? Det er umuligt at vide. Men under alle omstændigheder kan det vel ikke have frataget ham hans stolthed over den dygtige udnyttelse af de muligheder, der havde været til stede. I historiens målestok består alt jo af parenteser.

Skal man tro nekrologen over Niels Lorentzen, var Ejlers virksomhed stadig vital, og han gav jo først op engang i 30’erne, hvor han flyttede til København.

Spørgsmålet om Niels Lorentzens tanker på dette område lader sig simpelthen ikke besvare. Men jeg finder det altovervejende sandsynligt, at han må have betragtet sit liv som en succes, så fuld af mening det må have forekommet.

Niels Lorentzen voksede op i landbrugssamfundet og oplevede den tidlige industrialiserings fremmarch med den usikkerhed, der fulgte i dens kølvand. Med sit eget liv som indsats var han sammen med så mange andre med til at forme det gennemorganiserede moderne forenings-Danmark, der efterhånden udviklede sig, og som vi i dag betragter som en uantastelig selvfølge.

Det, der i særlig grad gør Niels Lorentzen Steglers historie til en historie af almen gyldighed, er hans tidstypiske splittelse. Han stod som industrialiseringens første generation med et ben solidt plantet i to uforenelige verdener, landbrugssamfundets gamle traditionsstyrede verden og industrialiseringens nye, præget af liberalisme, industrialisering og fremskridtstro. Som menneske var han bærer af en splittelse, som er et eksistensvilkår, når verden er ramt af fremtidschok, og mennesker dybest set ikke aner deres levende råd.

 

[1] Erling Olsen: “Danmarks økonomiske historie siden 1750”, G.E.C. Gads Forlag, København, 1967, ss. 120-121 og Svend Aage Hansen: “Økonomisk vækst i Danmark”, Bd. I: 1720-1914, Akademisk Forlag, 1984, ss. 195.

[2] Se også i “Saadan er de”, 1993, s. 64.

[3] “Saadan er de”, 1993, s. 65, note 5.

[4] Georg Nørregaard: “Arbejdsforhold indenfor dansk haandværk og industri 1857-1899”, Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag, København 1943 (1977), s. 56.

 

[5] Vagn Dybdahl: “Det nye samfund på vej 1871-1913”, “Dansk social historie, bd. 5”, Gyldendal, 1982, s. 56.

[6] Vagn Dybdahl: ”Det nye samfund på vej 1871-1913”, s. 52.

[7] Svend Aage Hansen og Ingrid Henriksen: “Sociale brydninger 1914-39”, “Dansk social historie”, bd. 6, 1980, ss. 105-106.

[8] Erling Olsen: “Danmarks økonomiske historie siden 1750”, Gads Forlag, København, 1967, s. 65-66.