Kollektivbiografisk konklusion

Med min farmors død var ikke alene den sidste af mine bedsteforældres generation borte, det var også en hel kultur, der var forsvundet. Som historiker er jeg af den opfattelse, at man skal grave, hvor man står. De fleste, der har dyrket slægtshistorie, har fået den følelse, hvor tæt vi er på noget, som vi ellers opfatter som meget gamle dage. Min farmor var født i 1887 og hendes far Niels Lorentzen i 1849, og alligevel kan jeg spore en påvirkning, som stadig er aktiv i mit liv. Min oldefar voksede op i landbrugssamfundet i en tid, hvor industrialiseringen i Danmark kun lige netop havde taget sine første spæde skridt, og hvor livet levedes inden for det snævre lokalsamfunds og den danske nationalstats rammer. Jeg selv voksede op i slutningen af det klassiske industrisamfund, og her sidder jeg i den sidste del af mit liv i det globaliserede senmoderne samfund, hvor man på et splitsekund kan komme i kontakt med mennesker over alt på jorden, og hvor globale kultursammenstød finder sted i Danmark. Nationalstatens rammer er i den grad blevet slørede. Min oldefar var en vigtig person for min farmor i begyndelsen af hendes liv, og selv bilder jeg mig ind, at jeg var en vigtig person for min farmor i de sidste år af hendes liv. Gennem min farmor er der en direkte forbindelse mellem min oldefar og mig. Tanken er uhyrlig, når man tænker på, at den verden, min oldefar voksede op i, og den verden, jeg oplever i den sidste fase af mit liv, er så grotesk forskellig. Tankeeksperimentet viser, hvor meget vi går rundt og bærer historien i os, selv om vi i dagligdagen ikke gør os det klart. Man kan forklare ting på mange forskellige måder, økonomisk, sociologisk, ideologisk etc. Men den historiske er uomgængelig, for den indgår som et nødvendigt element i alle de andre. Hvis man ikke kender sin historie, kender man ikke sig selv. Og ens historie er ikke bare ens personlige historie, det er ens forældres og bedsteforældres oveni. Denne tanke vækker anstød i et samfund, der i den grad hylder den enkeltes frie og uafhængige valg, og hvor man helst ikke vil se sig begrænset af nogle på forhånd fastsatte skæbnefællesskaber. Valget er i vore forestillinger frit og uafhængigt, men det træffes sjældent frit og uafhængigt, da vi er styrede af de fortællinger, der er herskende i vores samtid, som igen forholder sig harmonisk eller konfliktende til tidligere fortællinger, der på denne måde er indlejret i de nutidige. Vi gennemlever broderparten af vores tidlige socialisering i familiemæssige sammenhænge. Det gælder trods alt stadig i dag trods vuggestuer og børnehaver, fordi den følelsesmæssige binding i familien langt overgår bindingerne i de mere sekundære sammenhænge. Ved at grave i sin egen familie kan man få Danmarkshistorien helt ind på livet og dermed blive en del af det samfund, man faktisk lever i.

De otte søskende i denne bog var klart vokset op med middelklasseværdier af forældre, der ikke selv kom fra middelklassen. Niels Lorentzen og Hansigne Liebst var et opadstræbende par, og denne stræben opad har nok ikke været lige let og selvfølgelig har kampen præget børnene. Den voldsomme energi Niels Lorentzen lagde i projektet kom til at smitte af på børnene. Ejler førte sin fars virksomhed videre“Faderens gamle Traditioner tro”, Anna blev spillelærerinde og pianist, Maria blev gift med en tysk musiker, Mathilde blev gift med en advokat, Andreas blev maunfakturhandler og grossist, Albert blev kunstmaler, Ella blev gift med en bankmand og Lis blev oversygesygeplejerske på det prestigefyldte Dronning Louises Børnehospital. Alle placerede sig klart inden for middelklassen, og der var en overvægt af musiske og kunstneriske værdier. Både Anna og Ella brugte det meste af deres tid på at spille klaver. Annas og Ellas søskende spillede tilsyneladende alle, i hvert tilfælde pigerne, og de havde som middelklassen dengang tilsyneladende alle et hjem med klaver. Selv Lis, der var den mindst musiske af dem, havde et klaver i sit hjem. Man kan se det på et af interiørbillederne fra hendes pensionistlejlighed på Peter Bangsvej. Desuden rådede Anna hende til lige før sin død at genoptage klaverspillet:

 

”Ja Du maa jo belave Dig paa med Aarene der kommer at “være ene” – men det er alt en Vane – – derfor skal Du ogsaa pleje den Interesse at spille igen; men Du skal se at faa begyndt nu med Efteraaret.”[1]

 

Anna og Albert lykkedes med at gennemføre en karriere faderens værdier tro. Træerne voksede ikke ind i himlen, men de var begge succesfulde på hver deres felt. Albert hørte ikke til de kendteste, men han var anerkendt som Charlottenborgudstiller og kan slås op i de største kunstnerleksika i Danmark, ligesom han også kan slås op på engelsk og tysk.

Ejler havde efter alt at dømme også succes i starten, men senere i sin karriere blev han ramt af storgodsernes opløsning og 30’ernes krise, hvorefter han må siges at være blevet en del af industrisamfundets faglærte arbejderklasse. Maria, Mathilde og Ella satsede på rollen som hjemmegående middelklassehustruer, og kunne vel alle yde dannet musikalsk underholdning til selskaber. Det var en livsform, som man i dag har glemt, da hjemmegående husmødre generelt har lavere status end udearbejdende, og hvor man ikke længere har brug for et klaver i hjemmet.

De var tilsyneladende alle religiøse i mere eller mindre forstand. Anna og Ella var det i høj grad. Iflg. fortælletraditionen var Albert, Andreas og Lis det i mindre grad. Sandsynligvis har dette også gjaldt Ejler. Men egentlig ikke-troende var de nok ikke, selvom der mangler kilder, der klart kan underbygge denne formodning.

Af Annas breve fremgår det, i hvor høj grad den tids religiøsitet blev brugt på samme måde, som man i dag bruger terapi. Annas formaning til Ella om at ”ens egne Tanker, de kan være ens allerværste Fjender” og det vidunderlige i ”at blive “brugt” om det aldrig er saa lidt” kan selvom Anna selv tilskriver det ”Helligånden” ligne moderne positiv psykologi. Alle mennesker har til alle tider haft problemer med psyken og livets fortrædeligheder, og de har brugt de redskaber, der var tilgængelige. Hvis man anlægger et tilstrækkeligt højt fugleperspektiv, så begynder det hele at minde om hinanden.

Udover, at de otte søskende i deres livsvalg var påvirket af familiekulturen fra Fuglebjerg og tidens gængse forestillinger, så kan man i de efterladte kilder se, hvordan de økonomiske og politiske forhold også spillede ind på deres liv. Maria og Raymund tog formodentlig ikke til Danmark på grund af Raymunds sygdom, men pga første verdenskrigs udbrud. Med en lille dreng og en syg mand var det nok mere trygt at bo i Danmark. Om denne omplantning til et andet land var med til at forværre Raymunds sygdom er svært at vide, men det er nok ikke utænkeligt den vanskelige arbejdssituation taget i betragtning. Andreas mærkede på egen krop den økonomiske efterkrigskrise i begyndelsen af 1920’erne, og han blev igen hårdt ramt af krisepolitikken i 1930’erne, hvor Valutacentralens bestemmelser gik hårdt ud over mange importagenturer. Anne blev også ramt af krisen i 30’erne, ligesom det er sandsynligt, at hun på egen krop mærkede konsekvenserne af radioens og pladespillerens fremkomst i sluttyverne og 30’erne. Der var stadig plads til spillelærere, men efterspørgslen er givetvis faldet, og på den måde blev der ligesom i tilfældet med Ejler gjort indhug i hendes traditionelle virke på grund af industrisamfundets produktionsmæssige udvikling. Raymunds sygdom var fatal, fordi han blev ramt i en tid før opfindelsen og den aktive udnyttelse af penicillinen.

 

Når jeg besøgte min farmor og morfar havde jeg en fornemmelse af at sidde sammen med mennesker, som var så gamle, at de på en eller anden måde var ved at blive tabt for verden. Jeg tror, at min farmor levede i en drømmeverden, og det er måske det, der sker med os efterhånden, som vi bliver gamle. Min farmor sad meget for sig selv og spillede, og jeg har mange gange overvejet, hvad hun har tænkt på imens.

Jeg ser hende for mig i sin stue, foran det sorte flygel med portrættet af William spillende Schuberts impromptu Opus 90 no. 2 eller 4. Jeg tror, at hun har spillet for William og måske for en udsøgt kreds af dem, som engang var en del af hendes musikalske kreds, frk. Haubo, Grete Møller og Mariannne Gørtz samt de andre, Ella må have underholdt ved selskabelige lejligheder. Det var en verden, som var forsvundet, og ved at spille har hun holdt den i live på samme måde, som Miss Sophy i ”90 års fødselsdagen” holdt sin fortid i live ved hvert år på sin fødselsdag at holde fest sammen med sin butler James og sine fraværende 4 gamle elskere sir Toby, admiral Von Schneider, mr. Pommeroy og ”her very dear friend” mr. Winterbottom.

I 1963, netop på det tidspunkt, hvor jeg var begyndt at besøge hende en gang om ugen, må hun have spurgt efter Annas gamle sange til Niels Carl fra 1911 hos Lis Winther, for hun modtager fra Annas gamle veninde et brev dateret d. 9/10 63:

 

”Kære fru Jacobsen! Her kommer sangene fra 1911 –”

 

Hun må have siddet og spillet dem igennem og fremkaldt minder fra dengang, hun og hendes søstre med deres romantiske livsindstilling stadig havde en forhåbningsfuld og gylden fremtid foran sig. Det forhold, at det gik helt anderledes for Maria, Raymund og Niels Carl må have tilføjet minderne en smertelig tone.

Alle færdes vi blandt nærværende ikke-tilstedeværende, for mennesker kan dybest set ikke forlade hinanden, hvis relationen for alvor har haft betydning. Når vi alligevel gør det, så indtræder de forladte i den spøgelseshær af nærværende ikke-tilstedværende, som vokser sig større og større, jo ældre vi bliver. Min gymnasietids spillelærer Gurewitch, der boede alene med sin gamle mor, sagde, at man aldrig er alene, når man har musikken. Han må have følt det at spille f.eks. Schubert som en mystisk mellemmenneskelig kontakt. Jeg tror, at Ella må have følt det samme. I den sidste del af hendes liv var det svundet kraftigt ind i hendes omgangskreds og publikum. Måske sad de der alle i stuen, mens jeg lyttede. Jeg tror, at min tilstedeværelse har givet hende et svagt håb om, at hendes verden ikke ville forsvinde helt, og det er vel også den dybere grund til, at jeg har skrevet disse bøger: ønsket om, at en verden, jeg har kendt og sat pris på, vil kunne genopdages af dem, der har lyst til det.

 

 

Sidst gennemrettet 26/7 2015

 

 

 

[1] Brev fra Anna til Lis 17/9 1944