Forord

Denne bog om Niels Lorentzen Steglers og Hansigne Liebsts børn er først og fremmest ment som en traditionel slægtsbog henvendt til efterslægten, og skal ses i forlængelse af min i 2013 udgivne bog ”Niels Lorentzen Stegler 1849-1922. En menigmandsbiografi fra Fuglebjerg i industrisamfundets første fase fortalt til hans efterkommere”. Den første bog omhandlede Niels Lorentzen Steglers og Hansigne Liebsts liv samt deres børns liv i Fuglebjerg, indtil de blev voksne og drog bort. Denne bog fortsætter med en beretningen om børnenes liv, efter de forlod barndomshjemmet i Fuglebjerg.

Herudover har jeg en mere privat hensigt med bogen. Som historiker er jeg særlig optaget af mikrohistorie, dvs. historien set gennem det enkelte menneskes, den lille gruppes eller det lille samfunds liv. Jeg mener, at man får det bedste indtryk af livet i fortiden ved at nærme sig det gennem detaljen. Hvert levet liv er et vindue ind til den historiske samtid.

 

De otte søskende var ligesom Niels Lorentzen Stegler og Hansigne Liebst ganske almindelige og anonyme mennesker. Det er min opfattelse, at alle mennesker er interessante og fuldgyldige udtryk for deres samtid. Hvis kilderne tillader det, vil også upåagtede liv afsløre de samme kampe om en plads i tilværelsen, meningen med livet og døden, den evige stræben efter kærlighed og fællesskab, som man har fundet til alle tider, og som de antikke græske dramaer og Shakespears tragedier er gjort af.

Det afhænger alene af kilderne.

Netop på grund af kildeforholdene kan jeg ikke give en lige udførlig fremstilling af alle otte søskende. Der er meget stor forskel på, hvor mange kilder, jeg har haft til rådighed for hver enkelt. Som jeg skrev i ”Niels Lorentzen Stegler 1849-1922” bærer kilderne præg af deres overlevelsesforhold. Min farmor Ella var den sidst levende af de otte søskende. Gennem Erik Jacobsen (min far) og Aage Andersen (Mathildes søn) fik jeg materiale om Ella, Anna, Mathilde, Lis og Marie. Da min far fra 1966 var gift med Niels Jørns enke, Karen, fik jeg også fra hende materiale vedr. Niels Jørns far, Andreas. Fra arv og gennem besøg i diverse hjem i familien fik jeg et rimelig bredt kendskab til Albert Steglers malerier, om end jeg ikke har haft noget mere personligt materiale om ham. Den eneste af børnene, hvor det har været næsten umuligt for mig at opdrive materiale, er Ejler, som derfor primært er repræsenteret gennem fortælletraditionen og nogle få fotografier.

De otte søskende var ikke meget skrivende. Der er tilsyneladende ingen af dem, som har dyrket slægtshistorie eller skrevet noget sammen. Den mest skrivende var Anna. Hun skrev breve, hvoraf nogle heldigvis er bevaret, og hun var en flittig producent af sange og digte til fødselsdage. Fra 1910 boede Anna i Jylland, først i Hjørring og fra 1913 og frem til sin død i 1944 i Randers. Da hun som enlig gik meget op i familiens forhold og fulgte levende med i de unges liv, skrev og modtog hun en del breve. De fleste af disse er selvfølgelig gået til, men Ella og Lis samt hendes veninde Lis Winther gemte nogle af dem. Disse breve er fra perioden 1933-1944. Aage Andersen og hans far Anders Peter Andersen (kaldet AP), skrev også breve og postkort. Nogle af disse gemte Aage efter Annas død. Anna satte brevkort ind i fotoalbums, således at man i flere tilfælde kunne se, hvad der stod på bagsiden. Disse brevkort er en vigtig kilde særlig til de første ca. 20 år efter 1910. Ud over Annas albums, som jeg ligger inde med, har Lis’ og Ellas albums overlevet i min varetægt. Derudover har jeg haft adgang til Andreas’ og Mathildes albums. Disse fotos og de få kommentarer til billederne udgør også en vigtig kilde. Af øvrige kilder kan nævnes officielle dokumenter, som eksamensbeviser, vielsesattester, dødsattester o.l. Annas veninde Lis Winther gemte avisudklip om Anna og hendes elevkoncertprogrammer. Ella gemte programmerne fra de koncerter, hun havde overværet siden 1921, og hun gemte også breve og kort i forb. med hendes og Williams sølvbryllup samt Williams død. Ud over almindelig baggrundslitteratur, forskellige officielt tilgængeligt arkivmateriale (folketællinger, politiets registerblade, kirkebøger, en enkelt sygejournal etc.) er der endelig den mundtlige fortælletradition og mine egne erindringer. Den mundtlige fortælletradition forsøgte jeg at få nedfældet gennem en række interviews med min farmor, min far, min onkel Aage, Karen, Betty (Ejlers datter) og Alice (Andreas datter).

Enhver biografi bærer præg af de kilder, den bygger på, og her er det værd at mærke, at Annas breve til Ella fylder meget. De er præget af de to søskendes særlige forhold og af Annas stærkt religiøse livssyn. Hvis de overleverede breve var skrevet af en anden, kunne nogle konklusioner måske have været anderledes. Men man må på godt og ondt nøjes med de kilder, der er til rådighed. Til trods for de tilgængelige kilders spredte karakter og markante farvning mener jeg dog, at de tilsammen giver en god mulighed for at indfange meget centrale sider af de otte søskendes liv. Der er selvfølgelig mange forhold, som umuligt kan indfanges, men i få fragmentariske tilfælde, kastes der et skærende, skarpt lys ind over hjørner af deres eksistens.

 

Jeg har valgt at skrive om alle otte søskende i samme bog, fordi jeg mener, at deres liv har været langt mere sammenvævet, end det i familier er normalt i dag. Alle søskende voksede op i tiden før første verdenskrig. Den yngste, Lis, var ved krigens udbrud næsten 22 år og den ældste, Ejler, var fyldt 38. Det var dengang, hvor de religiøst baserede forestillinger om moral og kønsroller stadig havde en næsten tvingende gyldighed. Godt nok var der Georg Brandes og det moderne gennembruds forfattere (I.P. Jacobsen, Herman Bang, Henrik Pontoppidan og hele rækken af beslægtede og i dag mindre kendte), Nietzsche, Marx, Freud, Darwin, hele den moderne videnskab, industrialiseringen og den hidtil usete økonomiske vækst. Men kulturelle forestillinger er de sidste, der ændrer sig, og som Aage sagde, da jeg interviewede ham: ”De havde jo alle deres egne meget bestemte meninger om tingene.” De traditionelle værdiforestillingers sammenbrud trængte først rigtigt ned i ”folkedybet” efter første verdenskrig. Familieforestillingerne var derfor generelt mere faste i 1800-tallet, hvor familierelationerne før velfærdsstaten også havde en helt konkret økonomisk betydning.

Jeg tror, at det efterhånden er blevet meget svært for os her i begyndelsen af det 21. århundrede at leve os ind i den traditionsstyring, der var herskende dengang. De normative forventninger om skæbnefællesskabernes betydning var rodfæstede og legitimerede gennem religionen, hvor man i dag har en tilbøjelighed til lægge vægt på egen frihed. Der var selvfølgelig konflikter mellem Steglerbørnene, som der til en hver tid vil være mellem mennesker, der er tæt på hinanden, men konflikterne fik ingen fatale konsekvenser i form af brud o.l. Man holdt sammen. Alt andet måtte forekomme utænkeligt.

Det er min opfattelse at de otte Steglerbørn voksede op med nogle ret så markante værdiforestillinger, som satte sig spor og foldede sig ud i deres voksenliv. Tre værdier træder klart frem. Den ene er forventningerne til at klare sig godt inden for en social middelklasseramme, den anden er ophøjelsen af de skabende kunstneriske og musiske værdier, og den tredje er de traditionsstyrede religiøse forestillinger, fra tiden før første verdenskrig. Niels Lorentzen Steglers børn var tydeligvis hele livet igennem præget af de gamle værdinormer, hvilket ikke kunne undgå at sætte skel mellem dem og den generation, der kom efter.

Ingen biografi kan være helt objektiv, da enhver bog er nødt til at have et perspektiv, der organiserer stoffet. Derfor er forfatteren og hans vinkling af fortiden en vigtig udvælgende faktor. Slægtsforskning er en tidsrøver, og når jeg trods dette har valgt at bruge så megen tid på at rekonstruere min farmor og hendes slægtninges liv, skyldes det ikke mindst min dybe fascination af den kultur, jeg som ung mand oplevede de sidste svindende rester af. Min farmor spillede klaver, og hun ikke bare spillede, hun spillede guddommeligt. I mine fortidige ører var det som at være i stue med en professionel pianistinde. Hun spillede Schubert, Beethoven og Bach, og hun havde alle Beethovens klaversonater bundet ind i tre bind. Når man iagttog bindene, var deres patina som et fældende bevis på, at hun måtte have spillet næsten dem alle. Nu virker det altid stærkere, at lytte til levende musik end radiotransmitteret eller grammofonindspillet musik. Men denne forskel er ikke nok til at forklare virkningen. Hun sad ganske upåvirket ret op og ned og med afslappede arme, når hun spillede, og der var en underlig modsætning mellem hendes ydre upåvirkethed og den følelsesskala og forførende skønhed hun aflokkede flyglet. Imens sad jeg og så skiftevis på hende og på de mange malerier af hendes bror Albert Stegler, der hang i stuerne. I min bevidsthed kom Steglers forsigtigt ekspressionistiske naturalisme til at flyde sammen med den romantiske musik, hun spillede. Tilsammen var de et udtryk for den kulturelle virkelighed, der havde været engang, og som jeg ønskede at komme på nært hold af.

Det var i sidste øjeblik, for min farmor holdt op med at spille de sidste 10 år af sit liv. Hun kunne ikke holde ud at høre sig selv spille, sagde hun. Jeg syntes stadig, at hun spillede smukt, selvom hendes gigt tydeligvis hæmmede hende. Men hun var ubøjelig, og til sidst var hendes spil blevet til fortid. Hun havde i øvrigt altid været utilfreds med de hænder, der i mine øren spillede så smukt. “Jeg har ikke spillehænder,” sagde hun. Tit så hun på mine hænder, og så kom det helt uprovokeret: “Du har gode spillehænder. Gid jeg havde sådan nogle spillehænder som dig.” Da det til sidst var slut, sagde hun ofte undrende: “Hvor er det mærkeligt, at jeg ikke savner at spille mere. Synes du ikke, at det er mærkeligt?” I stedet lyttede hun så meget desto mere til musik i radioen. Og tiden var gunstig, for der blev sendt mere og mere klassisk musik netop på den tid.

Det var i 1.g., at jeg begyndte at besøge hende jævnligt og helt af egen fri vilje. Jeg var kommet på Statsgymnasiet Schneekloths skole på Værnedamsvej. En dag valgte jeg at cykle en omvej forbi Bülowsvej, hvor min farmor boede. Jeg havde ikke sagt det til nogen, det kom ganske spontant, og jeg kan tydelig huske, hvor overrasket og glad hun blev, da jeg stod uden for hendes dør. Derefter kom jeg for det meste en gang om ugen. Når vi fandt sammen i en fælles fascination af klassisk musik, er der også en tidsfaktor på spil. Tiden var domineret af en hidsig kunst- og kulturdebat. Man diskuterede netop i disse år finkultur kontra popkultur, og diskussionen var bl. a., hvor beatmusikken hørte hjemme. Diskussionen opløstes langsomt, men jeg havde klart valgt side for finkulturen og kastede mig over klassisk musik, impressionistisk og ekspressionistisk malerkunst samt forfattere som Strindberg, Gustav Wied og Herman Bang. Min interesse for kunst og kultur var på ægte drengevis fundamentalistisk i sit engagement, og tæt på os boede en farmor, som udstrålede disse værdier, og hvis lejlighed var som en eventyrgrotte. Og når jeg så tilmed glædede hende med min interesse! Jeg kan stadig se hende for mig, når hun stod oppe i sit vindue og smilende vinkede farvel til mig.

De religiøse værdier stødte jeg på, men jeg tror ikke, at jeg hæftede mig ved dem. Måske gjorde min farmor heller ikke så stort et nummer ud af dem. Det var jo ikke det, der bandt os sammen. Jeg kan huske, at hun ved en enkelt lejlighed sagde til mig: “Man skal ikke bekymre sig. Jesus giver en den styrke, der skal til. Det har min erfaring lært mig.” Jeg har glemt i hvilken sammenhæng, hun sagde det. Dengang opfattede jeg det som et udtryk for livsvisdom, idet jeg i min forståelse af udtalelsen fjernede Jesus. Senere, efter at have læst storesøsteren Annas breve igennem, er jeg kommet til at se formuleringen også som et udtryk for de religiøse værdier, hun havde fælles med sin generation. Det var værdier, som i min unge verden var så umoderne, at jeg knap nok heftede mig ved dem.

 

Efter min farmors død har jeg altid vidst, at jeg skulle skrive den bog. Men det hele var meget vanskeligere, end jeg havde forestillet mig. I mange år, kunne jeg ikke holde ud at læse Annas breve med deres lidt sødladne religiøsitet. Jeg var nok ikke moden nok til at kunne kapere en livsindstilling så fjern fra min egen. Et andet forhold var, at jeg først måtte rundt om Fuglebjerg, hvilket i sig selv var noget af et projekt. Endelig blev jeg holdt tilbage af det konfliktstof, der lå i materialet. Jeg er ikke sikker på, at min farmor ville være helt begejstret for det, jeg har skrevet i denne bog. En ting er at fortælle noget til de nærmeste, noget helt andet at råbe det ud over tagene. I hendes generation holdt man facaden. På den anden side, må man altid skrive biografier til sin samtid, og ud fra min egen samtids normer, føler jeg mig sikker på, at jeg ikke har skrevet noget, som hun ikke ville kunne acceptere med en nutidig mentalitet. Det er altid foruroligende at skrive om personer, man selv har kendt. Dels fordi, man selv er involveret, dels fordi loyalitetsproblemer altid lurer i baggrunden. I mine mange interviews er jeg kommet under vejrs med mange beretninger. Som det altid må være, så er nogle flatterende og andre mindre flatterende for de berørte personer. Jeg er ikke tilhænger af skønmalerier. En biografi må i min optik på godt og ondt opfange det enkelte menneske i sin helhed. Som historiker er jeg primært optaget af de mentalitetshistoriske problemstillinger. Det vil sige, at jeg først og fremmest er interesseret i at forstå, hvorfor mennesker har indrettet sig i livet, som de har, og hvordan de har skabt mening i ”galskaben”. Her er vores frihed sjældent så stor, som vi ofte går og bilder os ind. Ud over de sociale og økonomiske forhold, som ikke altid er så let at ændre, så har hver tid kun et begrænset udbud af livsholdninger og handlingsanvisninger til rådighed. Det er mit mål så fordomsfrit som muligt at forstå de overleverede historier som noget, der gav mening på den tid, hvor verden var en nærværende og betydningsfuld nutid. Også selv om vi i dag har svært ved at forstå, hvordan man dengang kunne opføre sig lige netop sådan.

 

Jeg har placeret de enkelte søskendes biografier i rækkefølge efter dødsdag. Derfor kommer Marie først, da hun døde i 1927, og min farmor, Ella, kommer sidst, da hun som den sidste døde i 1978. Derved bliver min fremstilling en slags kollektivbiografi, der følger alle søskendes samlede liv frem til den endelig slutning med min farmors død, dengang jeg selv var 31 år.

Biografien omhandler alene de otte søskende. Hvis man skriver biografier, skal man skrive om noget, som andre ikke ved noget om. Det ville være upassende at inddrage de otte søskendes børn, som børnebørnene ved meget mere om, end jeg gør. Jeg har dog gjort en undtagelse med Marias søn Niels Carl. Grunden er, at Niels Carls skæbne i den grad er sammenkædet med Marias og Raymunds sørgelige historie, og at fortælletraditionens gengivelse af Niels Carl i min optik ikke yder ham helt retfærdighed.

 

Jeg vil gerne takke dem fra slægten, som har hjulpet mig undervejs, både dem, som ikke længere er, og dem, som senere har hjulpet til med oplysninger, reaktioner og interesse. En ganske særlig tak til Niels Carls barnebarn Jan Volkmann fra Ålborg, som jeg kom i kontakt med i forbindelse med mine undersøgelser. Vores udvekslinger førte til, at helt nye oplysninger om Marias og Raymund Volkmanns liv dukkede op til overfladen. Sammenskrivningen af Marias historie er således foretaget i et samarbejde med Jan. Også en tak til alle de halvfætre og – kusiner, som har svaret på spørgsmål og fundet materiale frem her til allersidst og til min kone Viveca for at have hjulpet mig med at fjerne de allerværste sprogknuder fra min tekst.

 

Sten Jacobsen

 

Sidst gennemrettet 26/7 2015