Det sære rum

På denne side vil jeg kommentere nogle af mine yndlingsnoveller fortrinsvist i den absurde genre.

Krokodillen

Det er ofte svært at forklare, hvorfor man er fascineret af en litterær tekst, da forståelsen af teksten vil medføre, at fascinationen forsvinder. En af de noveller, jeg ofte vender tilbage til med stadig udelt begejstring er forfatteren Felisberto Hernández’ novelle ”Krokodillen”.

Felisberto Hernández, født i Uruguays hovedstad Montevideo 1902 og død samme sted 1964, skrev noveller, hvor grænsen mellem den indre og ydre verden er sløret, og hvor begge ofte fremtræder i en temmelig grotesk udgave.

I ”Krokodillen” som i flere af Felisberto Hernández’ noveller er jeg-fortælleren en forhutlet pianist, som rejser rundt for at give koncerter, hvilket åbenlyst er et ret håbløst foretagende og nærmer sig ydmygende tiggeri.

I denne novelle har jeg-fortælleren som supplement fået et arbejde som sælger af damestrømpen af mærket ”Illusion”. En ven har anbefalet ham, fordi han giver klaverkoncerter og har ”mange kvindelige bekendtskaber”, og fordi han har vundet andenpræmien i en konkurrence om et reklameslogan netop for dette mærke: ”Hvem kan i disse tider lade være med at kæle for en Illusion”.

Men den mislykkede kunstner er ikke ligefrem skabt til at være repræsentant for damestrømper. Undervejs i hans besværlige arbejde vandrer kvinderne ud og ind af hans sind, ofte bare som flirtende antydninger og knapt erkendte forjættelser, andre gange direkte invaderende, som den fremmede kvinde, der sætter sig ved siden af ham på en bænk og uopfordret siger: ”Hvad er der i vejen med Dem? Mig kan De betro dem til …” Og da han ikke reagerer, kaster hun sit ultimative kvindelige trumfkort: ”Tal, de skal bare tale. Jeg har haft børn, så jeg ved, hvad sorger er … Svar mig ærligt, hvordan var hun?”

En dag giver han sig med vilje til at græde i en forretning, da indehaveren ikke vil købe nogle strømper, og da gråden får den ønskede effekt, bliver det et gennemprøvet salgstrick. ”Jeg græd i andre forretninger og solgte flere strømper end jeg plejede. Da jeg havde grædt i flere byer, var mit salg på højde med enhver anden sælgers.” Og da han bliver kaldt hjem til fabrikken for at forklare sig, har han ”allerede grædt i hele den nordlige del af dette land …”

Rygterne om hans succesfulde salgsteknik har givet direktøren gode ideer, og han kommer hjem til en virksomhed i oprør. ”Jeg nægter at begynde at græde …” udbryder en af de andre sælgere, hvortil direktøren siger: ”Der skal gøres alt, og der skal grædes …” Efter en opvisning for kolleger kræver han og får eneret på sin salgsteknik, som der kommer til at stå i et kontraktudkast: ”Firmaet forpligter sig til, ikke at anvende og til at skabe respekt om den reklamemetode, der består i at græde …”

Det ligner en grotesk satire over moderne managementledelse, men skrevet lang tid før denne bindegale metode blev sat i system.

”Det år græd jeg indtil december, lod være at græde i januar og noget af februar og begyndte igen efter karneval. Denne hvilepause havde gjort mig godt og jeg genoptog veloplagt min gråd.”

Til sidst spreder gråden sig uden for de erhvervsmæssige grænser. ”I det nye år begyndte jeg at græde i den vestlige del af landet og nåede til en by, hvor mine koncerter havde haft sukces …Dér græd jeg, for første gang, på det fineste hotel …”

Til sidst går det helt galt, og han giver sig umotiveret til at græde under sin koncert. Det skaber selvsagt forvirring og en tilstedeværende doktor giver ham følgende velmente råd til lindring af hans problem: ”De skal ikke spise kød.” Men hans metode har tilsyneladende en uforudset effekt. En ”høj pige med løst hængende hår”, der er mødt op til koncerten og som bruger strømper af mærket Illusion, smiler til ham og trækker op i sin nederdel ”til det sted på strømpen, hvor hun havde fastgjort et lille portræt af mig, som var klippet ud af et program”. Han smiler ”fuld af glæde” føler sig lykkelig ”og gik hen til bar’en”.

Som i alle Felisberto Hernández’ noveller er det svært at sige, hvad historien egentlig handler om. Der er ingen klar slutning eller pointe. Man fornemmer en ikke fortalt historie, der indimellem er ved at dukke op, men lynhurtigt forsvinder igen. Da sekretæren, hvis ”øjne virkede, som om de var malet indefra” rækker ham hans kontrakt med eneret på hans metode, spørger hun:

”De kan altså græde, når De vil?”

”Det stemmer.”

”Så ved jeg mere end De, for De ved ikke selv, at de har en sorg.”

Felisberto Hernández’ novelle er en drillende og ofte grotesk morsom beskrivelse af den menneskelige forvirring, som vi alle med større eller mindre held formår at lægge låg på.

”Krokodillen” kan læses i novellesamlingen af Felisberto Hernández: “Det oversvømmede hus”, 1980, Arena.

 

Parabel om byttehandel

Novelle i Juan José Arreolas novellesamling ”Fabularium”, Skjødt Forlag, 2017, oversat af Anne-Grethe Østergaard.

Jeg-fortællerens mareridt kommer i form af et godt salgstilbud: ”Med råbet ’gamle koner for nye’ trak handelsmanden sin konvoj af farvestrålende vogne gennem byen”. Handelen går strålende, og alle byens mænd kommer ned på gaden for at bytte deres gamle koner med nye af ”allerhøjeste karat. Alle sammen lyshårede og tjerkessiske. Ja mere end lyshårede: gyldne som kandelabrenes lys.”

    Kun jeg-fortælleren undlader at bytte. Han står rystende bag vinduet ”grebet af den smitsomme galskab”. Da han endelig skamfuldt vender sig om, ser han sin Sofia, der sidder ganske roligt og ”med sikre fingre” træder nålen for at brodere ”de sædvanlige initialer på en ny dug”. Kun jeg fortælleren kan – mens råbet ”gamle koner for nye” lyder i gaden – se hendes ”lette og umærkelige bleghed”.

    Da den fremmede handelsmand er borte, er verden som forandret.

    De spiser til middag i tavshed, og da Sofia tager ud fra bordet, kommer spørgsmålet:

    ”Hvorfor byttede du mig ikke for en anden?”

    Han kan ikke svare, og da de går i seng, er det umuligt for dem at sove.

    ”Tavse, med afstand imellem os, lå vi som stenstøtter.”

Herefter folder den nye verdensorden sig ud. Mændene er øre af lykke over deres nye åbenlyst lystne koner, og jeg-fortælleren bliver foragtet og hånet for ikke at have byttet sin kone. Sofia nægter at gå uden for en dør, naget over sin manglende skønhed, og af skamfølelse over sin forhånede mand. De lever i et kærlighedsløst forhold, og jeg-fortælleren føler sig som ”en eunuk i et muntert paradis”. Han prøver at formilde sin kone med smukke gaver, men til ingen nytte. 

    ”Du skal ikke ynke mig!” siger hun, og til sidst kommer dommen: ”Jeg tilgiver dig aldrig, at du ikke skiftede mig ud!”

Vendepunktet kommer, da de nye koner begynder at ruste. Det viser sig nu, at de er dukker, og dukker og mennesker sameksisterer nu, som det var den naturligste ting i verden. De nye koner – viser det sig – har været brugt ”både to, tre og måske flere gange før”. Der bryder ”modermærker” af rust ud på de nye koners ansigter, ”som var der udbrudt en rustepidemi”.

    Nu er Sofia og jeg-fortælleren genstand for misundelse. Sofia er henrykt og begynder at promenere på gaden, men hun foragter stadig sin mand, fordi han ”var en kujon”.

Det reducerer altid en litterær tekst, når den bliver genstand for fortolkning. Litteratur er velegnet til at indfange netop det, som kun anes, og som næsten ikke kan siges direkte, enten fordi det er en uløselig gåde, eller fordi det i vores sociale orden næsten ikke kan tillades, at det bliver sagt. Men lur mig om ikke vi alle, umærkeligt snigende, næsten begrebsløst forstår som i en sløret erkendelse.

Juan José Arreola (1918-2001) var en mexicansk forfatter, som blev betragtet som en førende forfatter af eksperimenterende noveller. Som i andre absurde historier bringer han inkommensurable størrelser sammen, som ikke kan tåle sameksistens uden, at det skaber de største problemer.

 

So Much Water So Close to Home

Novelle fra Raymond Carvers novellesamling: ”What We Talk About When We Talk About Love”

Historien er fortalt af en kvinde, og hendes indledningsreplik er sigende:

”My husband eats with a good appetite. But I don’t think he is really hungry. He … stares at something across the room. He looks at me and looks away …”

“What are you staring at me for?” he says. “What is it?”

Det ligner et klassisk skænderi i parforholdet, hvor kvinden og manden indtager sine sædvanlige positioner i deres dansen om den varme grød.

”Was I staring?” I say …

Da telefonen ringer, siger han, at hun ikke skal tage den, men det gør hun alligevel, og man forstår, at der er et eller andet galt, siden telefonen ringer hele tiden.

”Tell me what I did wrong and I’ll listen!” siger han. “I wasn’t the only man there. We talked it over and we all decided … We were five miles from the car. I won’t have you passing judgment. Do you here?”

“She was dead,” tilføjer han.

“That’s the point,” svarer hun.

Han tager sine cigaretter og en dåse øl og går ud I haven, hvorefter han sætter sig i en liggestol og giver sig til at læse avis. Som reaktion fejer hun al porselænet som står på køkkenbordet ned på gulvet, så det knuses. Hun ved, at han hører braget, men han lader som ingenting og vender sig ikke for at se.

Baggrundshistorien bliver så fortalt af kvinden, som ikke var der. Hendes mand Stuart, som bl. a. spiller poker og fisker sammen med tre andre mænd, var taget sammen med vennerne på en weekend fisketur langt væk oppe i bjergene ved en flod. Lige ankommet havde de opdaget en nøgen død kvinde i floden. De havde diskuteret det igennem og besluttet at vente med at melde dødsfaldet, til de var på vej tilbage. For at hun ikke skulle flyde væk, havde de – og som den kvindelige fortæller siger: ”it might have been Stuart” – bundet hende fast med en snor. To overnatninger senere på vej tilbage havde de så ringet og ventet på politiet.

Den kvindelige fortæller har spurgt sin mand grundigt ud, for hun beretter udførligt, hvordan de fiskede, spillede kort og sad og hyggesnakkede med whisky og øl omkring lejrbålet i nærheden af den døde kvinde.

Endnu uvidende om, hvad manden har oplevet, har hun samleje med ham, da han kommer hjem, men finder at han er distraheret af et eller andet og tilsyneladende har svært ved at falde i søvn. Og næste morgen slår lynet så ned. Efter at telefonen er begyndte at ringe i et væk fortæller han, hvad der er sket.

Hun foreslår, at de skal køre en tur, og da de kommer forbi et fiskested i nærheden, tænker hun: ”Så much water so close to home”.

”Why did you have to go miles away?” spørger hun.

”Lad være med at irritere mig,” svarer han.

Herefter kan hun ikke lade være med at tænke på mordere, og hun forestiller sig selv død på bunden af fiskestedets vand.

Om natten ligger hun så langt væk fra mandens ”behårede ben” som muligt. Hun frastødes mere og mere af ham og beslutter sig for at gå til den døde kvindes begravelse. Efter begravelsen er der en kvinde, der siger, at de nu har fundet morderen.

Hjemme igen går hun i seng med sin mand ”Before Dean (deres søn) comes. Hurry.”

Hvad handler novellen egentlig om? Som i ”Parabel om byttehandel” krakelerer den ordnede verden pludselig, og man kommer til at se ned i dybder, som vi i vores dagligdag vælger ikke at tænke på. Men hvad er det, Stuarts kone ser? Frygter hun, at hendes mand har noget med mordet at gøre, er det hans lavpraktiske og ufølsomme forsinkelse at indberetningen til politiet, er det, at han har rørt ved en død kvinde, at han er besmittet af den unævnelige døds pludselige nærhed, er det kvinders dybtfølte tvivl over for mænds hele væsen, er det kvindens egen ambivalente tiltrækning af og afstandtagen fra det mandlige, er det fordi den døde kvinde endelig giver hende mulighed for at føle sin irritation over mandens samvær med vennerne, deres kortspil og øldrikkeri …?

Svaret blæser i vinden, og måske er pointen netop, at verden i et splitsekund, kan krakelere og se helt anderledes ud end sædvanlig, og at vi pludselig i dette ingenmandsland ikke rigtig ved, hvad vi føler og tænker. Vores kultur er måske kun en tynd fernis over et rædselsvækkende dyb?

 

Hjemvejen

Første gang jeg stiftede bekendtskab med Villy Sørensen var i gymnasiet, da min dansklærer helt uden varsel gav sig til at læse op af ”Blot en drengestreg”. Jeg fik underlige fornemmelser, hovedet blev let og fyldtes af en svævende uvirkelighed, mens koldsveden sprang frem, og maven kvalmende snørede sig sammen. Heldigvis blev jeg reddet fra besvimelsen, da en af mine klassekammerater hvid i hovedet allerede var ved at dejse om, og flere af mine kammerater var begyndt at råbe dansklæreren an.

   Siden har jeg læst den flere gange, men altid med ubehag og bange anelser. Jeg kan næsten ikke komme igennem scenen, hvor drengene er ved at save benet af den lille dreng.

   Novellen var underlig, grænseoverskridende utrolig, rædselsvækkende, men hvad handlede den egentlig om, og hvad var meningen?

   Jo, noget med at vores tankesystemer ikke altid passer til virkeligheden og kan få uforudsete konsekvenser, forskellen mellem barnets og de voksnes logik … Svaret blæser i vinden. Villy Sørensens noveller er bare underlige og netop derfor så fascinerende.

   Min yndlingsnovelle af Villy Sørensen er ”Hjemvejen” fra den anden novellesamling ”Ufarlige historier”.

To drenge ”der måske hed Per og Erik” har det med at tælle hunde på vejen hjem fra skole. De er store, så de må godt gå på vejen, selv om der ikke er noget fortov. De små må kun gå oppe på stien, ”for de var så små at de ikke måtte blive kørt over for deres forældre.”

Per og Erik er tydeligvis ved at tage deres første usikre skridt frem mod voksentilværelsen. Det gør de ved at tælle hunde. Det drejer sig om på hjemvejen fra skole at tælle så mange hunde som muligt. Der skal tælles på engelsk, og hundetællingen er underlagt strenge regler, som ikke må brydes. Man må ikke tælle hunde på sidevejene, man må ikke gå for langsomt for derved at være sikker på at møde hunden Strit, som plejer at blive luftet netop på det tidspunkt, hvor de går hjem fra skole, og man må selvsagt heller ikke stå stille for at vente på den. Dagens humør er afhængigt af, hvor mange hunde de får tællet. Men mere vil have mere, og til sidst aftaler de at tælle sidevejenes hunde med, som så bliver tyskere, som skal tælles på tysk. Helt i tråd med drenges vildtvoksende fantasi udvikler tælleriet sig til en konkurrence mellem tyske og engelske hunde.

Dem af os som selv har været drenge mindes den slags nørdede aktiviteter, som vel fungerer som en blanding af træning og overspringshandlinger. Min mor kendte en anden kvinde, hvis søn, til moderens store bekymring, om eftermiddagen lå i vindueskarmen og talte sporvogne og noterede deres nummer ned i en bog. Selv kunne jeg bare remse de 20 største danske byer op i rækkefølge efter indbyggertal, jeg havde tjek på planeterne og de romerske kejsere i rækkefølge, og jeg lærte det lange digt ”Flugten til Amerika” udenad. Da jeg hævdede, at jeg kunne recitere det, ville mine forældre høre, og med vantro og måbende udtryk fik de syn for sagn. Min mor spurgte: ”Hvorfor i alverden har du dog lært det lange digt udenad?” Og min tavse far, som ikke vidste, hvad han skulle sige, tog sin pung frem og stak mig en 5’er. De var tydeligvis desorienterede og imponerede på en og samme tid.

Men hvem kan også forstå, hvad pubertetsdrenge har gang i?

De andre kammerater får selvfølgelig færten af, at Per og Erik har gang i et eller andet, men de kan ikke finde ud af, hvad det er. De skjuler deres aktiviteter som tophemmelige statshemmeligheder. Et eller andet sted må en hund ligge begravet.

”Vi lærer at tælle på engelsk, siger min far, det er derfor vi tæller hunde,” siger Erik en dag.

”Det lærer vi jo i skolen. Det er ikke derfor,” svarer Per.

”Hvorfor så?” spørger Erik, for han ved heller ikke rigtig hvorfor de tæller hunde.

”Pers hjerte hamrede, læberne dirrede, ivrige efter at blive befriet for den tunge hemmelighed de bar på, men Per bed voldsomt i dem for at få dem til at tie…”

Per ved inderst inde hvorfor, men læseren bliver spist af med antydninger.

En dag, da de diskuterer, hvilke hunde, der er tyskere og hvilke der er englændere, vil Per gøre sorte hunde til tyskere, og Erik reagerer voldsomt, og må til sidst indrømme, at det er fordi han kender en pige, der har en sort hund.

”Er du forlovet?” spøger Per forarget, og Erik er selvsagt også forlegen, men det er klart, at sorte hunde ikke kan være tyskere, når hun har en.

Per kender imidlertid også en hund, der er sort, og det er den store, slemme dreng tysker-Rudis hund, som aldrig får mad, ”men kun tæsk”, og tysker-Rudi er styk ved de mindre drenge.

Da Erik og Per ikke kan blive enige om tællingen af de sorte hunde, går Erik bort fra vejen og op ad stien ”når vi nu alligevel ikke tæller hunde”, som han siger. Per følger efter, men er ikke stolt ved situationen, for gennem Pers indresyn får man at vide, hvad der skete dengang, han mødte tysker-Rudi …

Men selvfølgelig: Villy Sørensen røber ikke novellens inderste kerne. Læseren bliver højest forsynet med et par indicier.

En novelle bør jo ikke være en rebus med en klar løsning.

 

Det svimle blik

Julio Cortázars novelle Axolotl er en af de noveller, som bliver ved med at fascinere mig, men som jeg ikke forstår.

   Novellen er en metamorfosehistorie, og det formuleres i de første 4 linjer: ”En tid var jeg meget optaget af axolotler …. Nu er jeg en axolotl.”

   Jeg fortælleren beretter, at han var ”ven med løverne og panterne”, men havde ”aldrig været i i akvariernes fugtige og mørke bygning.” Da ”løverne var grimme og triste” og panteren sov, besluttede han sig for akvarierne, hvor han uventet stødte på de fremmedartede væsener.

   Han begyndte at besøge akvariet hver formiddag, og nogle gange både om formiddagen og eftermiddagen, og den afvigende adfærd fik akvarievagten til at smile ”perpleks” til ham, når han gav ham sin billet.

   Metamorfosens forløb beskrives herefter skiftevis fra den menneskelige fortællers og fra den til en axolotl forvandlede fortællers synsvinkel.

Fortælleren beskriver axolotlernes ”bittesmå tæer træde blødt i mosset” og glider herfra umærkeligt over i axolotlens perspektiv: ”Det er, fordi vi ikke bryder os særlig meget om at bevæge os … Vi mærker tiden mindre, når vi forholder os helt i ro.”

   Allerede ved første møde var fortælleren klar over, at han og axolotlerne ”var knyttet til hinanden, at noget uendeligt tabt og fjernt ikke desto mindre fortsat forbandt os.” Det var deres ro, fortæller han. ”Jeg havde en svag fornemmelse af, at jeg forstod deres hemmelige ønske, at ophæve rum og tid med deres uanfægtede ubevægelighed … Axolotlernes øjne vidnede om tilstedeværelsen af et liv forskelligt fra vores, en anden måde at se på.” Der var aldrig nogen reaktion fra de fremmedartede væsener, de betragtede ham ”fra et bundløst dyb, som fik det til at svimle for mig.”

   Langsomt tager axolotlerne over. Når fortælleren er borte fra akvariet, kan han ikke gøre andet end at tænke på dem, og en dag sker forvandlingen: ”Uden overgang, uden overraskelse så jeg mit ansigt mod glasset, i stedet for Axolotlen så jeg mit ansigt mod glasset, jeg så det uden for akvariet, jeg så det på den anden side af glasset. Så trak mit ansigt sig tilbage, og jeg forstod.”

   Fortælleren var blevet en axolotl, og han vidste nu, ”at ingen forståelse var mulig. Han stod uden for akvariet hans tanker var tanker uden for akvariet.”

   Herefter fortælles historien alene fra axolotlens synsvinkel. Manden, der begyndte fortællingen kommer nu mere og mere sjældent i akvariet. Axolotlen fortæller, at ”broerne er brændte mellem ham og mig, for det, der var hans besættelse, er nu en axolotl, som er fremmed for hans menneskeliv.”

   Novellen slutter med følgende mystiske erklæring: ”i denne endelige ensomhed, som han nu ikke længere har adgang til, finder jeg trøst i tanken om, at han måske vil skrive om os, at han i den tro, at han finder på en fortælling, vil skrive alt dette om axolotlerne.”

   Og hvad handler denne historie så om? Handler den om tilværelsens uforståelige undergrund, som man nok gøre klogest i at vende det blinde øje til? Handler den om forfatteren som en uafvidende og håbløs formidler af inkommensurable verdener, som det er umuligt at bygge bro over? Eller hvad handler den om? I hvert tilfælde er den et blik ned i et svimmelt dyb.

 

Jorge Luis Borges’ novelle ”Biblioteket i Babel” er også en af de noveller, som jeg ikke forstår, men som jeg alligevel ikke kan komme fri af.

”Universet (som andre kalder Biblioteket) består af et ubestemt, og måske uendeligt, antal sekskantede gallerier … Fra hver af disse sekskanter ses: i én uendelighed, etagerne nedenfor og etagerne ovenfor.”

   Jeg forestiller mig Borges begejstrede smil, som det må have set ud, da han skrev disse linjer. For hvad er mennesket – bortset fra vores animalske undergrund – andet end mentalitet og kultur, kort sagt bøger?

   Borges fortsætter spøgen ved minutiøst at beskrive universets indretning. Hver sekskant består af 4 vægge med bogreoler, som alle har 5 hylder, ”på hver hylde står to og tredive bøger af samme format; hver bog er på fire hundrede og ti sider; hver side er på fyrre linier; hver linie består af cirka firs sorte bogstaver.” Her kan man så, hvis man har lyst, foretage sine udregninger: 4 reoler x 5 hylder x 32 bøger x 410 sider x 40 linjer x 40 bogstaver = hver sekskant rummer 640 bøger indeholdende 262.400 sider indeholdende 10.496.000 linjer, indeholdende 419.840.000 bogstaver, og hvis man ganger med det uendelige antal sekskanter, så bliver tallet jo uendeligt. Det må nødvendigvis svimle for en bibliotekar, der er sat til at fungere i et sådant bibliotek. ”Mennesket, den ufuldkomne bibliotekar,” skriver Borges, ”kan være et resultat af tilfældigheder eller ondsindede skabere.” For universet selv ”med sit elegante arrangement af hylder, sine gådefulde bind, de evindelige trapper … kan kun være en guds værk.”

   Borges konstruerer i sin novelle historien om udforskningen af dette totale og uerkendelige bibliotek. Hans fortæller skriver selv på et stykke pergament, og de mange historier om tolkningskonflikter mellem idealister, mystikere og forskellige kætterske sekter over tid, som får en til at tænke på den tidlige kristendoms konflikter omkring Arius’ og Pelagius’ lærer samt senere Katharstridigheder, foldes aldrig ud, men antydes kun. Borges novelle består således af en samling aldrig fortalte historier, hvilket er med til at forøge svimmelheden. Der er dog ting, som Borges’ fortællerstemme, der tydeligvis tilhører novelleuniversets klassiske opfattelse, slår fast: Biblioteket indeholder ”alt, som kan udtrykkes, på alle sprog. Fremtidens historie til mindste detalje, ærkeenglenes selvbiografier, Bibliotekets troværdige katalog, kilometervis af falske kataloger, beviserne på disse katalogers falskhed, beviset på det troværdige katalogs falskhed, Basilide’ gnostiske evangelium, kommentaren til kommentaren til dette evangelium, den sandfærdige beretning om din død, versionen af hver bog på alle sprog, hver enkelt bogs interpolationer i alle bøger, den afhandling, Beda kunne have skrevet (og ikke skrev) om sakserne mytologi …” Det svimler for mig. Beda, en gammel engelske gejstlig fra årene omkring 700. Jeg kommer til at tænke på en anden af Borges’ noveller, hvor svimmelheden hersker, Alef, som er et hovedtema i Tomás Eloy Martínez roman ”Tangosangeren”, og som skulle være det punkt, hvori man kan se hele verden til alle tider, både makro- og mikrokosmos, og Borges’ alter ego med samme navn som ham selv nede i en obskur kælder ”så Alef, fra alle sider, jeg så jorden i Alef og i jorden igen Alef og i Alef jorden…”

   Biblioteket er evigt, og selv om den på pergament skrivende fortæller i ”Biblioteket i Babel” er bange for at menneskene er ved at udslette sig selv, så vil Biblioteket ”stå tilbage: lysende, ensomt, uendeligt, fuldkommen ubevægeligt, forsynet med kostelige værker, unyttigt, uforgængeligt, gådefuldt.” Det er en trøsterig tanke, for hvordan kan man forestille sig, engang når solen er brændt ud, at de græske tragedier, Shakespears dramaer, Kafkas ”Processen”, Strindbergs ”Et drømmespil” og alle de andre udødelige værker ikke skulle eksistere. De må da være der til evig tid, selvom der ikke findes læsere.

Borges novelle er knapt nok en novelle. Der er ingen begyndelse, midte og slutning, den er overintellektuel og rædselsfuld, kedelig og fascinerende, ikke til at slippe. Jeg forstår ikke Borges noveller, de er svimle som skabelsen selv, umulige at forstå i hvert tilfælde for mig, den mest ufuldkomne af ufuldkomne bibliotekarer.

 

Patienten

Peter Seeberg er en af mine danske favoritter. Helt central i min erindring er novellen ”Patienten” fra novellesamlingen ”Eftersøgningen” (1962). Jeg kan ikke huske, hvornår jeg første gang stiftede bekendtskab med den, men da jeg gjorde, sad den fast i mit system. Bare indledningen, hvor der med afdæmpet komik introduceres en løsning på forfaldets og dødens rædsel gennem lægevidenskabens venlige omsorg og tekniske snilde!

     ”Da lægerne første gang stiftede bekendtskab med min sygdom, beroligede de mig meget inderligt og erklærede, at et amputeret ben ikke var noget at snakke om i vor tid, hvor proteserne jo ikke mere var en lidelse, som i træbenenes dage, men snarere en lettelse. De lovede mig, at jeg skulle komme til at gå nærmest bedre end før …”

Den stakkels patient lider af den sjældne sygdom ”almindeligt bortfald”, og da heldet er ude, og han også mister sit andet ben, viser det sig, at han går ”bedre med to kunstige ben end med to naturlige.”

     Og herefter går det over stok og sten. Patienten mister sine arme, sine lunger, sine nyrer, sin tyk- og tyndtarm, og da sygdommen også slår sig på hjertet bliver han ”anbragt i et varigt, apparat, som kaldes et kunstigt hjerte”, og han er nu som permanent hospitalsindlagt ”definitivt bragt uden for rastløshedens verden. Mit liv består i det væsentligste i at se op i loftet og nu og da hækle store grove undertrøjer med mine arme, som jeg må holde højt oppe over hovedet.”

   Det er ikke den forudsigelige forfaldshistorie, som læseren nok regner ud ret tidligt i novellen, der er den egentlige historie, det er diskrepansen mellem den beskrevne gru og den lette harmoniserende beskrivelse.

   ”Mennesker, der således mister snart det ene, så det andet … kommer til at betragte hospitalet som et kært hjem … Efterhånden længtes jeg ikke så lidt efter hospitalet.”

   Men træerne vokser ikke ind i himlen, for selvom alle på hospitalet ”kappes om” at gøre ham glad, begynder han langsomt at få identitetsproblemer, ikke mindst, da han også får et nyt hoved fra ”en anden, som døde uhelbredeligt under den sidste krig.”

   ”Jeg tænker på mit liv, om det er mit, eller om det tilhører lægerne, og i så fald om jeg overhovedet er mig selv mere.”

   Han spørger sin hustru, sine børn, sine brødre og venner, og med en forudsigelig løgn siger de alle, at han stadig er den samme. Han stiller også lægerne det i dag så umulige spørgsmål, om hans sjæl stadig er den samme. ”De svarede, at det var et meget vanskeligt spørgsmål; først prøvede de at overbevise mig om, at der ingen sjæl var,” men da han holder fast forslår de, at sjælen måske er ”omkring legemet” og at han i øvrigt har et ”jernheldbred”.

   Novellen slutter i noget, som læseren må opfatte som et evigt gentaget tvangsneurotisk ritual.

   ”Kender du mig?” spørger han sin kone. Og da hun forudsigeligt svarer bekræftende, kommer den logiske fortsættelse: ”Elsker du mig?”

   ”Jeg elsker dig mere end nogen sinde,” svarer hun mildt hver dag.

   ”Men du kan ikke se mig …”

   ”Åh jo,” græder hun, ”det er dig. Det er dig.”

   ”Så lad det være mig,” svarer han.

 

I samlingens titelnovelle ”Eftersøgningen”, møder vi en mand, som tilfældigt møder en anden mand, som vil opsøge en sygeplejerske, som han talte med på et hospital for 6 år og to måneder siden. Han hjælper den fremmede mand, og overtager mere og mere eftersøgningen af den ukendte kvinde, Daisy Belgrave, som synes næsten umulig at opspore, og lidt inde i den håbløse eftersøgning hævder han, at ”for hans vedkommende lå det nu således, at han ikke mere kunne tænke sig at opgive denne sag, som ikke kom ham ved.”

   Da manden, han vil hjælpe, antyder, at han hellere vil søge alene, svarer hjælperen, at han nu har været så meget indblandet, at den også vedkommer ham. Og da hjælperen til sidst får at vide, at hele historien er opspind, nægter han at acceptere det og fortsætter eftersøgningen på egen hånd.

   Vi mennesker har brug for en sag.

 

I en tredje af samlingens noveller ”Braget”, opstår pludselig et uforklarligt brag, som tilsyneladende kommer fra det indre af en boligejendom. Det lyder, som om trappen er faldet sammen, men den er helt intakt. Braget kommer flere gange, og ingen kan finde en forklaring på det.

   Disse uforklarlige brag forfølger beboerne som et mareridt. Og det hjælper ikke, at bragene hører op. Selve det uforklarlige stresser beboerne, der giver sig til at flytte væk. Men det uforklarlige plager stadig de fraflyttede beboere.

 

Peter Seebergs noveller er klassisk absurdisme (hvis man kan tillade sig at bringe de to begreber ind under samme hat). Menneskets mentalitet opfattes som et skrøbeligt og helt igennem forgæves forsøg på at forstå og inddæmme den rædsel, der kommer af tilværelsens fundamentale gru. Egentlig er der tale om en modernistisk symbolisme, som skal afdække den skjulte verden, som man ikke ser med sit dagligdags blik. En novelle som ”Patienten” kan både kaldes en absurd novelle (da den bringer inkommensurable elementer sammen: tilværelsens angst og gru over for identiteten og lægevidenskabens helbredelse), en fantastisk novelle, en sær novelle med surrealistiske træk og sikkert meget andet. Det afgørende er, at realismen brydes, og læseren konfronteres med en underliggjort verden, hvor noget, uklart og lurende, ligger neden under den dagligdags oplevelse af verden.