Anmeldelser

Et udvalg af mine mentalitetshistoriske anmeldelser i “noter”, historielærerforeningen for Gymnasiet og HF

I stålstormen

“I stålstormen” er en bog, hvor man ser ned i menneskets mørke skyggeland, hvor der gøres erfaringer, som dybest set er uforenelige med vores humanistiske og individualiserede mentalitet. Derfor må dette erfaringsområde næsten naturnødvendigt leve i fortielsens mørke. “I stålstormen” er et vigtigt mentalitetshistorisk kildeskrift, og den siger noget centralt om baggrunden for fascismen og nazismen.

Anmeldelse i “Noter 193” juni 2012

I stålstormen

Ernst Jünger: ”I stålstormen”, Gyldendal, 2012, 294 sider, incl. noter og efterskrift af Adam Poulsen

Med ”I stålstormen” er et centralt og kontroversielt kildeskrift til 1. verdenskrig udkommet på dansk. Ernst Jünger deltog som ung mand på 19-23 år i ”den store krig” og oplevede på vestfronten de skiftende faser fra den tidlige stillingskrig over Sommeslaget til det sidste tyske fremstød i 1918.

Jünger udgav den første udgave af ”I stålstormen” allerede i 1920, men blev ved med at redigere den, og den danske oversættelse er foretaget fra en senere version.

Mange af beskrivelserne i Jüngers bog fortæller om nogle af de forhold, man sædvanligvis forbinder med denne krig, der blev et paradigmeskift i europæisk historie. I slutningen af sin gymnasietid meldte Jünger sig begejstret til krigstjeneste. ”Vi havde forladt auditorier, skole- og arbejdsbænke og var i løbet af få ugers træning smeltet sammen til én stor, begejstret organisme. Opvokset i sikkerhedens tidsalder følte vi alle længslen efter det usædvanlige , efter den store fare. Krigen havde grebet os som en rus. Vi var draget af sted i en regn af blomster, i en beruset stemning af roser og blod. Det store, stærke, højtidelige, det måtte krigen jo give os. Vi så den som en mandig død, en munter ildkamp på blomstrende, blodbestænkede enge. ’Ingen skønnere død på denne jord …’ Åh bare man ikke skulle blive hjemme, bare man kunne være med!”

Beskrivelsen minder om alle de andre beskrivelser, man har af de første måneders krigsbegejstring, som kunne bemægtige selv en rationel sociolog som Max Weber. Man følger Jüngers første erfaringer med krigens lemlæstelser. Da han ser en hårdt såret soldat med næsten afskudt ben, som stønner ”hjælp!”, er han dybt påvirket. ”Hændelsen, der lå fuldkommen uden for vores hidtidige erfaringer, gjorde et så stærkt indtryk, at det var svært at begribe, hvordan det hang sammen … så dyb var virkningen af denne oplevelse i det mørke land, der ligger bag bevidstheden.” Og hermed er et centralt tema i Jüngers krigsunivers slået an, sameksistensen af krigen og civilsamfundet som uforenelige og inkommensurable verdener. Jünger tager ikke afstand fra krigen, trods dens voldsomme og ofte ondskabsfulde og upersonlige karakter. Det er karakteristisk, at Jünger i den første meget lange tid gennemlever materialslaget uden at møde en konkret fjende. Han længes efter at deltage i aktioner, og giver sig indimellem i kast med vovede ekskursioner: ”Disse korte strejftog, hvor man virkelig måtte skyde hjertet op i livet, var et godt middel til at hærde modet og afbryde ensformigheden ved livet i gravene. En soldat må frem for alt ikke kede sig.” Den slags aktioner virkede nemlig ”stimulerende, blodet ruller hurtigere i årerne og tanker presser sig på.” Da han under et af sine flere lazaretbesøg ikke kan deltage i et slag, bliver han tungsindig: ”Det gjorde mig særlig nedtrykt, at jeg ikke havde kunnet deltage i mit regiments angreb på Saint-Pierre-Vaast-skoven – en strålende krigsbedrift, som havde bragt os hundreder af tilfangetagne.”

Det er tydeligt at æresbegreber og det, vi i dag vil kalde adrenalin-kick, er væsentlige motivationsfaktorer bag Jüngers lyst til at deltage i krigen trods dens ekstremt farlige karakter.

En anden faktor var kammeratskabet mellem frontsoldaterne. Da han som officer bliver sendt på en specialmission forud for et slag, skriver han: ”Jeg brød mig ikke om sådanne særopgaver, for mit kompagni var som en familie for mig, og jeg forlod det kun nødigt før et slag.” Og da han vender tilbage fra et af sine rekonvalescensperioder ”løb folkene mig i møde, hjalp mig af med mine ting og modtog mig i triumf. Det var, som om jeg vendte tilbage i familiens kreds.”

Man finder ikke mange beretninger i Jüngers bog om krigsneuroser og modstand mod krigen. Disse fænomener nævnes kun parentetisk og ofte indirekte. Et enkelt sted omtales en soldat ”der knap nok var felttjenstdygtig længere, fordi en tidligere kvæstelse havde gjort ham sygeligt ængstelig.” Ellers er der ikke megen forståelse for umandig frygt. Midt under et slag får løjtnant Jünger ”med bønner, befalinger og kolbestød .. dannet en ny skyttefront.” Ved en anden lejlighed møder Jünger for ”første gang” en mand ”der voldte vanskeligheder … af ren og skær modvilje. Selvom den modvilje selvfølgelig blev stadig større og mere almindelig i de sidste år, var det højst usædvanligt, at den kom til udtryk under en operation, for slaget binder, mens uvirksomheden splitter. I kampen står man under en saglig tvang.”

I et andet tilfælde udtrykker Jünger hærledelsens sædvanlige opfattelse af krigsangst på denne måde: ”En anden forsøgte at spille sindssyg for at slippe for slaget.” Men disse er marginale beskrivelser. I hovedparten af bogen omtales villige og tapre soldater. Da Jünger på et tidspunkt beder om frivillige til en risikabel aktion ind i den fjendtlige lejr, træder næsten tre fjerdedele af mandskabet frem. ”Nogle tiloversblevne græd næsten, da de blev afvist.”

For Jünger har krigen en særlig karakter, der er retfærdiggjort af krigen selv. Krigen er en anden verden, hvor ”det individuelle opløses”. Denne anden verden males frem gennem ekpressionistisk farvede billeder. ”Over ruinerne, som over alle farlige zoner i dette område, hang en gennemtrængende liglugt, for beskydningen var så kraftig, at ingen tog sig af de faldne … I øvrigt var den tunge og sødlige lugt ikke udelukkende modbydelig; den fremkaldte desuden, godt blandet med sprængstoffets stikkende tåger, en næsten synsk tilstand af ophidselse som kun dødens umiddelbare nærhed formår at bringe. Jeg gjorde her … den iagttagelse, at der findes en form for gru, der er fremmed som et uudforsket land. Jeg følte ingen frygt i disse øjeblikke, kun en stærk og næsten dæmonisk lethed; også pludselige latteranfald, der ikke var til at tæmme.”

For Jünger er der tale om en mystisk oplevelse, som tilsyneladende kun kan findes i krigen, der følgelig må være mennesket iboende: ”Den uhyre koncentration af kræfter i skæbnetimen, hvor der blev kæmpet om en fjern fremtid, og den udladning, der så chokerende fulgte efter, havde for første gang ført mig dybt ned i regioner hinsides det individuelle. Det adskilte sig fra alt, hvad jeg hidtil havde oplevet; det var en indvielse, som ikke blot åbnede skrækkens gloende kamre, men også førte igennem dem.”

Det er på denne baggrund logisk, at Jünger har en stor respekt for sine fjender. De er jo deltagere i det samme ædle spil. ”Krigen igennem bestræbte jeg mig altid på at betragte fjenden uden had og at værdsætte en mand for hans mod,” skriver Jünger. ”Overalt, hvor vi mødte englænderne, efterlod de et prisværdigt indtryk af tapper mandighed.”

Det kan være hård kost at læse de gentagne slagbeskrivelser, og filosofien er ikke rigtig spiselig for et moderne individualiseret menneske. Men netop dette gør Jüngers bog til et centralt mentalitetshistorisk kildeskrift. Enhver kultur har sin dunkle og nødigt erkendte skyggeside, og enhver kultur udvikler sine egne minoritetskulturer, der kan fungere som groteske spejl for moderkulturen. Det er det individualiserede vestlige samfund, som har skabt rockerkulturens vægt på broderskab og mandig kamp og hooligankulturens fællesskaber. Og hvis man stadig tvivler på det moderne menneskes mørke skygge, så kan man overvære en landskamp i fodbold eller gå ind på youtube og se Rammsteins koncert i Nimes i 2005. Menneskets behov for at suges ned i massens anonymitet fjernes ikke ved at fornægte det.

Jüngers krigsoplevelser førte ham – præcis som en anden berømt tysker, Adolf Hitler – ind i det højrenationale miljø, der dannede grobunden for mellemkrigstidens fascisme. ”I løbet af fire år udsmeltede ilden en stadig renere, stadig dristigere krigerkaste,” som han selv udtrykker det.

”I stålstormen” er et vigtigt kildeskrift, hvis man vil forstå en central mentalitetsmæssig baggrund for fascismens opkomst i Europa.

Sten Jacobsen 

 

Mellem København og Tranquebar

I “Mellem København og Tranquebar” er vi nede i 1700-tallet og befinder os på et af Asiatisk Kompagnis skibe på rejse til Tranquebar og tilbage igen. Hvordan var det at være lukket inde i et skib i månedsvis på en farefuld færd ude på det åbne hav med konflikter og dødsfald undervejs? Historie er en humanvidenskab som dybest set handler om, hvordan det er at være menneske i forskellige tider og på forskellige steder. Det kan bedst afdækkes, hvis man graver ned i detaljen og f.eks. tager med på denne tur med “Kronprinsessen af Danmark” tilbage i 1748-1750.

Anmeldelse i “Noter 194” september 2012

Mellem København og Tranquebar. På rejse med Asiatisk Kompagnis  skib Kronprinsessen af Danmark 1748-1750

Palle Kvist, Michael Dupont og Jørgen Mikkelsen: ”Mellem København og Tranquebar. På rejse med Asiatisk Kompagnis  skib Kronprinsessen af Danmark 1748-1750”, Selskabet for Udgivelse af Kilder til Dansk Historie i samarbejde med Handels- og Søfartsmuseet på Kronborg, Nationalmuseets Tranquebar Initiativ og Statens Arkiver, 2011.

”Mellem København og Tranquebar” er et eksempel på de guldgruber af mikrohistorisk materiale, der kan dukke op i forbindelse med slægtsforskning, og som bare venter på at blive udnyttet.

    I sine slægtshistoriske undersøgelser stødte Palle Kvist på en af sine forfædre, der var kok på Kronprinsessen af Danmarks togt 1748-50 mellem København og Tranquebar, og som døde undervejs. Palle Kvist transskriberede skibsprotokollen, som er bogens centrale kilde. Bogen er forsynet med en indledning skrevet af cand. mag. Michael Dupont og seniorforsker ph.d. Jørgen Mikkelsen fra Statens Arkiver.

    Det er enevældens og merkantilismens periode, og læseren bliver grundigt orienteret om handelskompagniernes forhold: retsgrundlaget, organisationsforholdene, sejladserne, destinationerne, skibene og deres udrustning, mandskabets størrelse og sammensætning, lønforholdene, reglerne for hjemføring af privat gods, organisations-, rets- og magtforholdene på de enkelte skibe samt afstraffelsesmetoderne over for genstridige og tyvagtige besætningsmedlemmer. Således velorienteret kan man gå til de retslige kilder, der regulerede forholdene på de enkelte skibsfarter: Christian 6’s skibsartikler, kaptajnens og skibsassistentens instrukser samt nogle andre mindre bestemmelser, bl.a. reglerne for, hvem, der skulle sidde ved første og andet bord, når der blev spist. De ikke nævnte skulle spise på dækket. Efter en gengivelse af rullebogens oversigt over mandskabet kommer de centrale kilder. Forholdene på Asiatisk Kompagnis skibe var organiseret strengt hierarkisk og med indlagte magtbalancer. Derfor skulle flere føre bøger over rejsens forløb. Skibsjournalen førtes af overstyrmanden og skibsprotokollen (den officielle logbog) af skibsassistenten, der havde en uafhængig stilling og derfor var forsynet med væsentlige magtbeføjelser. Det var også skibsassistenten, som førte en protokol over justitsvæsenet under rejserne. På Kronprinsessen af Danmarks rejse var der en del processer. Kaptajnen var den øverste styrende, men skulle i særlige tilfælde indkalde det såkaldte skibsråd, men det var skibsassistenten, som rapporterede, og det gav særlig på Kronprinsessen af Danmarks hjemrejse anledning til adskillige konflikter mellem den nyansatte skibsassistent og kaptajnen.

    Netop de mange sager gør læsningen af skibsprotokollerne til spændende læsning. Det tager sin tid at komme ind i det gamle sprog, som efter kildeudgivelsesprincipperne er fastholdt, men for at lette læsningen er bogen forsynet med en ordforklaring, en særlig liste over maritime udtryk samt en liste over lokaliteter, som ofte hed noget helt andet dengang.

    Skibsprotokollerne kan læses med flere formål. De mange konflikter og de officielle regler, gør det muligt at få et indblik i en indiensfarer som et socialt system. Det er levende mennesker, der toner frem, og jeg vil indrømme, at jeg under læsningen fik en stærk mistanke om, at hjemturens trættekære skibsassistent var lidt af en pedant og flere gange overskred sine beføjelser. I hvert tilfælde taber kaptajnen besindelsen og råber ”æsel” og andre skældsord efter ham. Men man får også et ret sikkert indtryk af, at kaptajnen flere steder snyder på vægten og tolker reglerne i overensstemmelse med egen vinding eller almindelig sædvane, som han på et tidspunkt forsvarer sig med. Der findes selvregulering i alle sociale systemer, men hvor almindelig kaptajnens var, må stå hen i det uvisse.

    Hvis man er interesseret i fremmede historiske miljøer, er det svært ikke at blive suget ind i skibsprotokollens fortælling. Man følger livet om bord på godt og ondt. Man ser for sig de døde, der under almindelig andagt bliver sænket i vandet, man ser dem, der har gjort sig skyldige i tyveri eller opsætsighed blive lagt i jern og straffet med 50 piskeslag over 3 dage. Undervejs fyres der kanoner af, når man skal signalere et eller andet, og der hejses flag, når man på åbent hav får øje på fremmede skibe. Så mødes man i rum sø, sætter chaluppen i vandet og udveksler sine usikre skøn over position, sender beskeder med hinanden og får tidender. Når man ikke tør sætte båden i vandet, sidder man som læser og fornemmer skibets huggen og sejlenes smæld. Man fornemmer også kokkens mentale kuller, når han efter at være blevet kritiseret og afsat kaster sig i havet.

    For et postmoderne menneske med mobiltelfon og computer, udsat for nutidens adskillelse af tid og rum, får man i øjenhøjde med 1700-tallets menneske et levende indtryk af, hvor snævert mennesker levede dengang, og hvor bundet man var til hinanden i den månedslange kollektive ensomhed ude på det åbne hav, hvor man bad til Gud om at måtte komme lykkeligt frem, for forliser var der mange af. Det er klart, at der var mange gniderier og konflikter, og særlig på hjemrejsen fortæller skibsassistenten udførligt, fordi han selv er part i konflikten med kaptajnen og har formuleringens fordel.

    Læsningen af skibsprotokollerne har en næsten litterær værdi, og hvis man er interesseret i virkelig at forstå datidens mennesker, som næsten kun lader sig gøre på mikroniveau, så kan ”Mellem København og Tranquebar” absolut anbefales. For mit eget vedkommende rejste læsningen flere spørgsmål, end det er muligt at få besvaret i den grundige indledning, der også indeholder et lille afsnit med analyse af bogens centrale kilder. Men en dybdeborende analyse af Asiatisk kompagnis skibe som sociale delsystemer i 1700-tallets virkelighed ligger selvfølgelig klart uden for en kildeudgivelses rammer.

Sten Jacobsen

 

Under en ond stjerne

“Under en ond stjerne” er en selvbiografi om antisemitismen i Tjekkoslovakiet under nazismen og kommunismen i perioden fra 1938 til 1968. Bogen beskriver med chokerende detailrigdom de socialpsykologiske overlevelsesmekanismer i totalitære samfund, overlevelsesmekanismer, som man dog, om end mindre drastisk, også kan iagttage i dag i et demokratiske regime med retssikkerhed. Bogen kan på denne måde også fungere som et spejl.

Anmeldelse i “Noter 197” juni 2013

Under en ond stjerne

Heda Margolius Kovály: ”Under en ond stjerne. Mit liv i Prag 1941-1968”, Kristeligt Dagblads Forlag, 2012. Oversat fra engelsk efter ”Under a cruel star” af Peter Dürrfeld.

”Under en ond stjerne” er en selvbiografi af en kvinde, som på egen krop kom til at opleve nazisternes jødeforfølgelser samt antisemitismen og terroren under de tjekkoslovakiske Slansky-processer i stalinismens sidste år. Bogen indeholder mange iagttagelser og refleksioner, som kan bruges i historieundervisningen både om nazismens Tyskland og den kolde krigs Østeuropa.

Heda Margolius Kovály (f. Bloch 1919) voksede op i Prag som datter af velhavende jødiske forældre. I 1941 blev familien ført bort og interneret i den jødiske ghetto i Lods, hvorfra den senere blev sendt videre til Auschwitz, hvor familien omkom, mens Heda selv overlevede i en arbejdslejr. Da østfronten i slutningen af krigen nærmede sig, var hun udtæret og forfrossen med i den hårde march vestpå. Det lykkedes hende at flygte fra sine fangevogtere og deres vilkårlige drab. Hun vendte tilbage til et endnu besat Prag, der lå underdrejet af nazistisk terror. Man følger hendes vanskeligheder med at finde skjulested, da ingen af hendes venner og bekendte tør huse en flygtet kvinde uden identitetspapirer. Da Prag endelig bliver befriet og hun finder sin mand, som mirakuløst også har overlevet, melder de sig med idealistisk ildhu ind i kommunistpartiet, for nu skal verden blive bedre, og deres lidelser skal ikke have været forgæves.

Efter kommunisternes magtovertagelse i februar 1948 bliver hendes mand Rudolf Margolius viceminister med ansvar for udenrigshandelen med Vesten.

I 1952 bliver han anholdt som en af de påstået sammensvorne i Slansky-processerne, og i december samme år bliver han sammen med 11 andre henrettet.

Herefter følger Heda Margolius’ kamp for simpel overlevelse. Hun bliver fyret fra sit job, ingen arbejdsgiver tør antage hende, hun bliver sat ud af sin lejlighed og hutler sig igennem under kummerlige forhold. Da hun er alvorligt syg, nægtes hun tilmed hospitalsbehandling, fordi hospitalets overlæge får besked på ikke at behandle hende.

Man følger den forsigtige liberalisering i Khruschev-årene. I 1963 bliver hendes mand hemmeligt rehabiliteret, men aldrig i fuld offentlighed og med en kritisk undersøgelse af processerne.

Biografien slutter med en øjenvidnebeskrivelse af Prag-foråret, som Heda, nu gift Kovály, deltager i. Man følger også befolkningens reaktion på forhandlingerne i Cierna og Waszawapagtlandenes besættelse i augustdagene 1968.

Biografien slutter med Heda Margolius Koválys flugt fra Tjekkeoslovakiet, akkurat lige før grænserne lukkes.

Biografien er absolut spændende læsning. Forfatteren er en skarp og kritisk iagttager af sine omgivelser og af den menneskelige natur, og hun skriver fængslende på en måde, så spændingen undertiden kan blive svær at udholde. Forfatterens synsvinkel er tydelig, men iagttagelserne præcise. Menneskenaturen fremstilles med dens åbenlyse hang til forblindelse og ønsketænkning baseret på egoistisk selvopholdelsesdrift og selvbedrag. Erkendelsesmæssigt befinder de fleste mennesker sig i en mental tilstand af halvbevidst uvidenhed. Underneden lurer anelsen, men det er nok klogest ikke at vide. Markant er scenen, hvor chefen for det teglværk hvor Heda arbejder, sætter nogle andre til hendes arbejde og kort og kontant siger: ”Fortæl nu.” Han er tydeligvis rystet, da den lurende anelse bliver til vished, for han troede jo, at de internerede måtte være kriminelle.

Da Heda kommer til Prag og går fra dør til dør hos sine gamle venner og bekendte, bliver hun et sted mødt med følgende reaktion: ”For Guds skyld, forsvind! Kan du ikke se? Det her barn! Gå dog, for barnets skyld!” Det nazistiske regime truede med at skyde hele familier, der blev grebet i at skjule illegale flygtninge. I det hele taget er det ikke alle, der med glæde hilser en hjemvendt koncentrationslejrjøde tilbage til livet. Bare synet kan jo give skyldfølelse, og så er der problemet med alle de ”midlertidigt” opbevarede genstande. Der er beskrivelser af de sidste dages hellige, alle dem som melder sig under oprørets faner i befrielsesdagene, for at få en billig del i æren. Efter kommunisternes magtovertagelse flokkes i partiet folk, der har meldt sig af bekvemmelighedsgrunde, og hendes beskrivelse af den nye partielites mange privilegier er nådesløs. Under Slansky-processerne, hvor hun jo er hustru til en af de anklagede, oplever hun, hvordan hun bliver usynlig blandt mennesker, der før har kendt hende, og hun mødes af fjendtlige, hadefulde blikke. Tilsyneladende tror mange mennesker på de uhyrlige beskrivelser og de dømtes besynderlige indrømmelser. De fleste er hadefulde, men nogle gennemskuer. ”Det er som Der Stürmer dengang!” hører hun en sige, som reaktion på omtalen af de jødiske anklagede.

Absurditeterne står i kø. Da hun efter befrielsen skal have et identitetsbevis, må hun skaffe tre dokumenter, som hun heller ikke har, for at få et nyt. Da hun som hustru til en politisk anklaget bliver fyret, og ikke kan få et nyt arbejde, er hun i fare for at blive anklaget for at være arbejdsløs. Der er i det hele taget en absurd stemning, der minder om den, man kan finde hos Kafka, Vaclav Havel og den polske absurde dramatiker fra det polske forår i begyndelsen af 60’erne, Slawomir Mrozek.

Og hvad kan man så bruge denne biografi til. Bortset fra dens litterære kvaliteter, kan den indlysende bruges som en kilde til de to dominerende autoritære ideologier og deres praksis under anden verdenskrig og den kolde krig. Men nu er det i historieundervisningen også vigtigt, at vi reflekterer over historiens betydning for nutiden, og her er der noget, der springer i øjnene.

Hvordan adskiller de beskrevne begivenheder sig fra dem, der finder sted i vores samfund i dag. Klart nok lever vi i et retssamfund, så de værste uhyrligheder kunne ikke finde sted. Men Heda Margolius Koválys beskrivelse af de sociologiske mekanismer og almenmenneskelige reaktioner er tydeligvis stadig gyldige.

Her i nyliberalismens og New Public Management-systemets realiserede absurdisme, er der ikke så få ting, man kan nikke genkendende til. Ledelseslaget, der ekspanderer, mens det almindelige arbejde sænkes ned i disrespekt, forskellen på det, der siges offentligt, og det man siger mand og mand imellem, kritik- og selvkritik ideologien.

I gymnasieskolen deltager vi et par gange om året i kurser, som sjældent har blivende betydning, og alligevel bliver de bedømt relativt positivt i evalueringerne, for der må jo være en mening, ikke? Resultatløn og symbolpolitik snakker vi ikke om. Den bekvemme godtroenhed fornægter sig ikke.

Og hvornår bliver vi klogere? Hvis man gerne vil tro godt om mennesker, er der vist ikke meget håb at hente i Heda Margolius Koválys biografi.

Sten Jacobsen

 

Napoleon

“Napoleon” er en biografi om en af de kendteste personer i europæisk historie. Napoleon var en stor millitærstrateg, men måske var hovedgrunden til hans berømmelse, at han var en mester i propaganda. Han forstod brandingens kunst, før begrebet blev opfundet. Og hvordan kan det være, at Napoleon skabte en sådan begejstring over hele Europa, selvom han gjorde sig til diktator? Som altid, når man skal lodde folkestemninger, er virkeligheden mangesidig.

Anmeldelse i “Noter 199” december 2013

Napoleon

Alan Forrest: ”Napoleon”, oversat af Joachim Wrang. Informations Forlag. 382 sider. 349,95 kr., illustreret.

Alan Forrests bog om Napoleon indeholder selvfølgelig alt det, en biografi må indeholde. Man følger Napoleon Bonaparte fra hans fødsel i 1769 på Korsika, netop det år, hvor øen blev erobret af Frankrig, hans uddannelse i Frankrig, hans militære karriere, der gled over i en politisk med udnævnelsen til 1. Konsul i 1799, hans udnævnelse til førstekonsul på livstid i 1802, hans udnævnelse til kejser i 1804, hans ægteskab med den østrigske prinsesse Marie Louise i 1810, det katastrofale togt mod Rusland i 1812, nederlaget i 1814 til den sjette koalition, hans abdikation og forflyttelse til Elba, de 100 dage, nederlaget ved Waterloo, og hans fangenskab på St. Helena indtil hans død i 1822. Men bogen må også læses som en refleksion over biografien som historisk disciplin og mere specifikt en diskussion af Napoleons betydning i historien.

Bogen begynder med en diskussion af biografiformen. Forrest skelner mellem to måder at skrive om Napoleon på. Man kan vælge at behandle Napoleon som ”en titanisk skikkelse”, og man kan vælge at se ham som et udtryk for ”det franske imperium, det politiske og økonomiske system som det skabte, og den kulturelle dynamik, som det fremmede.” Vægten i Forrests analyse ligger klart på det sidste. Kejserriget var ikke én mands værk, det var en kollektiv bestræbelse.

Derfor begynder og slutter Forrest med en analyse af myten om Napoleon. Første kapitel behandler Napoleons genbegravelse i Paris i 1840 og det udslag af massehysteri, der fulgte. I 1840 var Napoleonsmyten blevet en del af den franske nationalisme, og folkemængder og kollektive begejstringstilkendegivelser følger kisten med Napoleons jordiske rester fra fangenskabet tilbage til deres sidste hvilested i Paris. I det sidste kapitel 14 med titlen ”Livet efter døden” analyseres mytens opståen. Under Ludvig 18’s restaurationsregime opstår den romantiske myte om Napoleon, og politirapporter kan meddele, at der er folk, som tror, at han ikke er død, nogle hævder at have set ham, andre at han vil vende tilbage og frelse det franske folk. Nogle holder endda på, at han er udødelig. I arbejderkvarterernes oppositionelle sangforeninger synger man den sentimentale sang ”Han er ikke død”, der handler om Napoleon, som i forklædning rider rundt og med smerte iagttager det lidende franske folk, som han en dag vil frelse. Napoleon bliver en romantisk, tragisk helt, hvilket kommer til udtryk i et væld af masseproducerede kulturprodukter.

I de mellemliggende kapitler følger Forrest figuren Napoleon og opbyggelsen af denne myte.

Napoleon var søn af en korsikansk sagfører, som havde nære forbindelser med den korsikanske frihedshelt og politiske leder Pasquale Paoli. Da Frankrig erobrer øen i 1769, det år hvor Napoleon bliver født, står Napoleons far over for et svært valg. Han vælger ikke at følge Pasquale Paoli i eksil og i stedet at spille det franske kort. Derfor bliver Napoleon og hans bror sendt i fransk skole på fastlandet, og Napoleon får sig en fransk militæruddannelse. Her optræder den første absurditet, for Napoleon følte sig iflg. Forrest hele sit liv som korsikaner, og som ung officersstuderende følte han sig drillet pga. sit ubehjælpsomme franske. I realiteternes verden var det altså en ikke-franskmand, der blev gjort til det franske folks romantiske helt.

Forrest tager ikke Napoleons militærstrategiske talent fra ham. Han var faktisk nyskabende og evnede i mange slag at slå fjenden pga. hurtige og overraskende troppebevægelser og kampteknikker. Men hovedårsagen til Napoleons berømmelse er iflg. Forrest Napoleons evne og vilje til selvpromovering. Napoleon udgav aviser, der berømmede hans militære præstationer, og sørgede for, at artiklerne nåede frem til de ledende kredse i Paris. Derfor fyldte Napoleons mindre slag i Norditalien mere i den offentlige bevidsthed end de større og vigtigere slag nord for Rhinen, og militære nederlag i Mellemøsten lykkedes det ham at få beskrevet som sejre i Paris. Napoleon forstod at knytte kontakter til de indflydelsesrige og at lade sig se sammen med berømte kunstnere, som forevigede hans militære præstationer.

I Forrests analyse fremstår Napoleon først og fremmest som et italesat fænomen, og hvad vi i dag vil kalde branding går som en rød tråd gennem hans karriere. Selvfølgelig var Napoleon i ekstremt grad ambitiøs og forfængelig, men i Forrests analyse fremstår denne ambition som et rationelt og nødvendigt magttræk. Napoleon havde afskaffet de demokratiske træk i revolutionen og indført et reelt diktatur. For at legitimere sit styre var han nødt til at positionere sig i forhold til det gamle legitimitetsprincip. Derfor gik han i Karl den stores fodspor og blev kronet til kejser, ligesom han gjorde sit kejserdømme arveligt. Og han gik i Frederik Babarossas fodspor og blev kronet som konge i Italien med de tysk-romerske kejseres langobardiske jernkrone. Det er i Forrests analyse også legitimitetshensyn, der ligger bag hans skilsmisse fra Josephine og ægteskabet (pr. stedfortræder og uset!) med den østrigske prinsesse Marie Louise. Regimets overlevelse på lang sigt krævede en legitim arving, som Europas kronede hoveder ville acceptere. Alt dette lignede et totalt forræderi af helt centrale sider af den republikanske revolution. Når hovedparten af den franske befolkning sandsynligvis bakkede op om det, var det fordi han derved sikrede andre elementer af arven fra den franske revolution: lighed for loven, afskaffelsen af adelens privilegier og indførelsen af et meritokrati. Herudover repræsenterede han lov og orden, noget der var et skrigende behov for efter alle stridighederne i kølvandet på revolutionen, der jo i 1794 kulminerede i rædselsperiodens excesser. Tilhængerne af revolutionen levede under en dobbelt frygt for de radikale jakobinere og de reaktionære royalister, der stod på spring for at genindføre kongedømmet og de gamle privilegier. Alt efter hvilke øjne der ser, kan man sige, at Napoleon afskaffede den franske revolution, eller at han redde den. Napoleon så sig selv som en realist, og Forrests analyse giver ham nok ret på netop dette punkt. Napoleon skabte ikke det franske imperium, han repræsenterede den oplagte midterposition, der i magtkampenes stormvejr gjorde det muligt at fastholde og sprede de helt centrale gevinster vundet i den franske revolution: lighed for loven og meritokratiet. Dette var ikke én mands værk. Når netop han kom til at stå i spidsen for bestræbelserne, skyldtes det en blanding af tilfældighed og den kendsgerning, at netop Napoleon var forud for sin tid på propagandaens område. Alle dem, der i enevældens privilegiesamfund var holdt uden for jobs og karrieremuligheder, kastede sig med ildhu over de nye muligheder, og derfor havde Napoleons projekt en vidtstrakt opbakning også uden for Frankrigs grænser. Den erobrende franske hær fik af samme grund opbakning af lokale ikke-franskmænd, der takkede ja til de nye muligheder, den franske orden gav.

I overensstemmelse hermed ser Forrest hans lovgivning, først og fremmest det store samlende lovværk Code civil eller Code Napoléon, som hans største præstation, en præstation som drukner i slagbeskrivelserne og den romantiske myte.

I Forrests bog fremstår Napoleon først og fremmest som et udtryk for en tid, hvorfor en biografi om netop ham – eller måske snarere forestillingen om ham – vil sige noget centralt om tiden.

Set ud fra en snæver undervisningssynsvinkel rummer bogens stof gode muligheder for at foretage refleksioner på langs af historien. Den franske revolution repræsenterer en helt afgørende brudflade i historien, og Napoleons egen brug af historien i sit politiske projekt er velegnet at bruge i det sidste oversigtsforløb i 3.g. Her kan man inddrage kejsertidens Romerrige, Frankerriget, Det tysk-romerske kejserrige samt trække trådene op til EU i dag på en måde, som kan give god mening for elever. I hvor høj grad er vi i vores nutidige europæiske bestræbelser som Napoleon styret af historiske fortilfælde?

Pointerne ligger spredt ud over mange sider, og de gentages tit. Dette skyldes den kronologiske organisering af materialet. Men med lidt fingerfærdighed kan man sagtens sakse gode afsnit, der vil give mening som supplement til det historiske oversigtsstof.

Endelig kan man bruge bogen til refleksion over historievidenskabens bundethed af tiden. Det ligner en tanke, at man under senmoderniteten og dens optagethed af diskursanalyse og italesættelse netop tolker Napoleon som et italesat fænomen og lægger hovedvægten på dekonstruktion af forestillingen om ham. Og hvordan kan det være, kan man spørge elever, at man førhen i en mere romantisk tidsånd tolkede Napoleon som den titaniske skikkelse, som det romantiske geni?

Her begynder analysen at blive næsten uhyggelig. For hvor ligger sandheden bag vor tids hang til dekonstruktion og afdækning af myter? Men det er jo en helt anden sag.

Sten Jacobsen

 

Den sorte greve

“Den sorte greve” handler om Alexandre Dumas den ældres fader, Thomas-Alezandre Dumas, som var søn af en fransk adelsmand og en sort slave fra Saint-Domingue (i dag Haiti). Han gjorde karriere inden for det franske militær under koalitionskrigene, hvor han særlig var involveret i de italienske felttog og deltog i Napoleons felttog til Ægypten. Senere faldt han i unåde og blev offer for den racisme, som udvikledes under Napoleons regime.

Anmeldelse i “Noter 201” juni 2014

Den sorte greve

Tom Reiss: ”Den sorte greve. Napoleons rival og den virkelige greve af Monte Cristo”, Oversat af Morten Visby, Informations Forlag, udkommet november 2013. 517 sider, kr. 349,95.

Det er altid dybt fascinerende, når et liv, der for længe siden er forsvundet i historiens store, sorte hul, pludselig popper op og står lyslevende foran en.

   Den amerikanske forfatter og journalist Tom Reiss’ biografi om general Thomas-Alexandre Dumas, faderen til romanforfatteren Alexandre Dumas den ældre (De tre musketerer og Greven af Monte Cristo) og bedstefaderen til skuespilforfatteren Alexandre Dumas den yngre er en spændende indføring i det enevældige Frankrigs sidste dage og i de begivenheder, der fulgte i kølvandet på den franske revolution.

   Bogen indledes med en prolog, hvor man får den underholdende historie om, hvordan forfatteren på jagt efter kilder besøger Villers-Cotterets, en lille by i Nordfrankrig, hvor bogens hovedperson mødte sin kommende hustru, og hvor man har et Musée Alexandre Dumas og en forening af dumasianere kaldt L’Association des Trois Dumas. Sammen med viceborgmesteren bryder Tom Reiss ind i et pengeskab med dokumenter, så han ikke helt legalt kan få lov til at affotografere de eftertragtede kilder.

   Biografien er inddelt i tre separate bøger. Første bog omhandler general Dumas’ familiemæssige baggrund og den første del af hans liv, indtil han indrulleres som menig i Dronningens Dragoner. Man følger hans fader, Alexandre Antoine Davy de la Pailleterie, der som adelsmand søger ind i militæret. Man får et indblik i den tids adelsmentalitet, hvor lediggang er en æressag, og hvor æren er vigtigere end livet. Dumas’ fader oplever således to højtstående adelsmænd, der pga. en mindre fornærmelse indgår i en duel med dødelig udgang midt under belejringen af Philippsburg. Senere søger han til den franske koloni Saint-Domingue (det senere Haiti), hvor man producerede sukker og kaffe. Beskrivelsen af slavernes usle vilkår og om sukkerets betydning for økonomien og for datidens forestillingsverden er i sig selv interessant læsning. Biografien får på dette sted en nærmest røverromanagtig toning. Alexandre Antonie Davy flygter fra sin brors plantage medbringende stjålne slaver og går under jorden. Han etablerer sig i en ufremkommelig del af øen, køber sig en smuk slave som samlever, hvilket fører til Thomas-Alexandres fødsel i 1762. I mange år aner man ikke, om han er død eller levende, men da han til sidst vælger at tage tilbage til Frankrig, sælger han sin kone og børn for at få penge til turen hjem. Senere tilbagekøber han sin ældste søn Thomas-Alexandre, som ankommer til Frankrig 1776 14 år gammel. Gennem en arvesag er Antoine Davy kommet til penge, og fra sin ankomst til Frankrig og til kort før faderens død i 1786 lever den unge Thomas-Alexandre, mulat og søn af en adelsmand og sort slave, i sus og dus som ung adelsmand. Dette afsnit giver et utroligt indblik i den franske overklasses mentalitet i enevældens sidste år, præget som den var af en blanding af oplysningsfilosofisk frigørelse og lurende racisme.

   I anden bog følger man Thomas-Alexandres karriere fra hans indrullering som menig dragon med sin slavemors efternavn Dumas (man kunne ikke med et adelsnavn tjene som menig) til højdepunktet i hans militære karriere i Italiensfelttogene 1794-97. Thomas-Alexandres karriere og liv bliver sat ind i den omskiftelige revolutionshistorie. Under den store frygt med bondeoprør og almindelig uro i 1789 bliver han udstationeret som dragon i Villers-Cotterets, tilkaldt af sin senere svigerfader, kromand og formand for den lokale Nationalgarde. Som mulat og med sine 185 cm. vækker han opsigt ikke mindst hos kroejerens datter, som han ender med at blive forlovet og gift med. Under rædselsregimet, hvor han leder en vigtig del af det italienske felttog, og hvor den ene general efter den anden mister hovedet, indkaldes han til Paris. Han reddes tilsyneladende på målstregen af Robespierres egen guillotinering. Man følger hans meritter som general under Napoleon i den italienske krig, hvor hans præstationer bliver genstand for indrapporteringer og omtaler i franske aviser.

   I tredje bog følger man ham som øverstbefalende for kavaleriet under Napoleons felttog til Ægypten. Dette mislykkede og uorganiserede felttog bliver et vendepunkt i hans karriere. Tom Reiss sandsynliggør ved brug af mange kilder, at det modsætningforhold, der opstår mellem Dumas og Napoleon, er en væsentlig forklaring på Thomas-Alexandres bratte fald fra ære og magt. På tilbagerejsen til Frankrig bliver han fanget af antirevolutionære myndigheder i Syditalien og sidder som fange i to år, før han fysisk nedbrudt vender hjem til Frankrig. Hjemvendt må han konstatere, at verden er blevet en anden. Republikanismen, som han kæmpede for, er slået ned af Napoleons diktatur, friheden for farvede er blevet erstattet af racisme og Napoleons racelovgining. Han må som farvet anmode om dispensation for at få lov til at bo i sit hjem i Villers-Cottereets, hvor farvede ellers ikke må bo, og han får aldrig pension eller bliver optaget i Æreslegionen som andre af lignende rang.

Tom Reiss gennemgang af general Alexandre Dumas liv er en rejse gennem en meget central og formativ del af europæisk historie. Den biografiske og mikrohistoriske vinkling gør, at den begivenhedsrige periode ses i øjenhøjde med de mennesker, der oplevede den. Tom Reiss har gjort et formidabelt arbejde med at finde dokumentation for sin hovedpersons liv, og dér, hvor kilderne mangler, kan man alligevel se ham for sig, da beskrivelserne af de historiske kulisser er så overbevisende.

   Det er klart, at Den sorte greve ikke er en undervisningsbog, men dele af bogen kan meget vel sakses til brug for individuel opgaveskrivning, hvis temaerne er den franske revolution, den franske enevælde, slaveriet, koalitionskrigene og Napoleon.

I bogen er der flere steder, hvor faderens skæbne indsættes som væsentlig referenceramme for Alexandre Dumas romaner Greven af Monte Christo og De tre musketerer. Den sorte greve er spændende som en roman, og hvis stigende arbejdspres og stadige krav om produktivitetsstigninger i gymnasiet ikke har presset alt overskud ud af lærerne, så kan det varmt anbefales historiekolleger at læse bogen, om ikke andet, så for deres fornøjelses skyld.

Sten Jacobsen

 

Scavenius-affæren

“Scavenius-affæren” handler om en af provisorietidens store skandaler. Den foregik midt under den store nordiske sædelighedsfejde. Regeringen Estrups kultusminister, som også er minister for kirke og undervisning er blevet set besøge et “offentligt fruentimmer”. Beskrivelsen af skandalen er stærkt underholdende og gennem dette mikrohistoriske detailstudie får man et indblik i provisorietidens politiske kampe, som afslører, at konflikter og alliancer også gik på kryds og tværs af den storpolitiske strids to fløje Venstre og Højre. I mikroskop-optikken får man et meget mere nuanceret billede af den levede virkelighed dengang.

Anmeldelse i “Noter 202” september 2014

Scavenius-affæren

Lars Andersen: ”Scavenius-Affæren. En historie om privatliv, politik og moral i 1800-tallets København”, Aalborg Universitetsforlag, 2013. 174 sider. 250 kr.

Klokken 20.55 den 28. oktober 1885 så grosserer Carl Ingeman-Petersen Højreregeringens kultusminister Jacob Scavenius dreje fra Nybrogade op ad Knabrostræde, som i datidens København var en af de gader, der husede ”offentlige fruentimmere”. Ingemann-Petersen fulgte efter kultusministeren og erfarede, at han gik ind i nr. 24, og ”af Skyggen paa Rullegardinerne paa 1ste Sal kunde” han se, at han kom ind i en lejlighed, hvor der bor ”løsagtige Fruentimmer”. Ingemann-Petersen ventede i mørket, og kunne konstatere, at ministeren kom ud klokken 22,25 og efter at have set sig forsigtigt omkring gik han ad Kompagnistræde, over Højbro Plads og videre op til en restaurant ved Kongens Nytorv, der iflg. beskrivelsen må have været Aporta. Ingeman-Petersen fulgt efter ham hele vejen, og oprevet over, hvad han havde været vidne til, skrev han et brev til Konseilpræsident Estrup.

    Det var denne episode, der lagde grunden til Scavenius-affæren, som var en af provisorietidens helt store skandaler, og som foldede sig ud i et barskt politisk landskab og midt under 80’ernes sædelighedsfejde.

    Skandalen blev uafvidende skudt i gang af Scavenius selv. Velsagtens i et forsøg på at hamre en kile ind mellem det mere traditionsorienterede bondevenstre og det radikale byvenstre spurgte han på et vælgermøde den 23. Januar 1887: ”Hvor er det dog muligt, at den danske Bondestand kan lade sig henrive af de radikale Elementer, hvis Idéer er indvandrede udenlands fra? Hvorledes er det dog muligt, at Folk, som bekjende sig til Kristendommen, og som holde paa Ægteskabet, kunne alliere sig med dem, som gjøre Nar af alt saadant og helst se det sparket over ende?”

    I virkeligheden lå Scavenius holdningsmæssigt tæt på Venstres radikale europæere og brandesianere. Som regeringens hårde provisorist og fæstningstilhænger havde han opnået en modus vivendi med venstreoppositionen, der blev betegnet som en studehandel efter princippet ”teaterstøtte for fæstningsbyggeri”. Scavenius var som kultusminister ret populær blandt brandesianerne.

    Ingeman-Petersen var godt nok højremand, men også en religiøst og holdningsmæssig traditionel af slagsen, og han blev pikeret over den åbenlyst letlevende kultusministers hykleri. Ved valghandlingen den 28. Januar 1887 interpellerede han ministeren og spurgte: ”Jeg vil … spørge … om ikke det er at gjøre Nar af Ægteskabet, om ikke det er at sparke Moral og Religion over Ende, om ikke det er at forhaane baade Gud og Mennesker, naar han, Kirkens øverste Tjener, gaar paa Horehus?”

    Og hermed var skandalen begyndt. Den tids kultusminister var ikke alene minister for kultur, men også for undervisning og kirke, og som øverste chef for kirken mente mange af kirkens folk, at man måtte kunne kræve en særlig moral netop af ham.

Lars Andersen, der er ph.d. og lektor i historie ved Institut for Kultur og Globale Studier på Aalborg Universitet, har foretaget en nytolkning af denne skandale. Bogen indeholder en redegørelse for sagens hovedaktører, kultusministeren og Ingeman-Petersen samt en grundig analyse af den kulturelle og politiske kontekst, skandalen foldede sig ud i. Tiden var den tidlige fase af industrisamfundet, hvor datidens traditionsstyrede menneske skulle forsøge at komme overens med moderniteten og det nye byliv. Mange var bange for, hvad traditionstabet ville føre med sig, og Lars Andersen henviser til tidens sociologiske og litterære debat. En hvilken som helst tid tager sig altid mere forsimplet ud, når man betragter den i eftertidens trygge afstand. Forfatningskampens periode bliver let til kampen mellem Venstres krav om demokratisk parlamentarisme og Højres provisorium. Under Lars Andersens lup opløses denne forsimpling, og man bliver vidne til en mangfoldighed af strømning og konflikter, der går på kryds og tværs mellem de to storpolitisk konfliktende parter. Højreministeren Scavenius er brandesianer og modstander af Højres Matzen, der tilhører det, han ser som det reaktionære og kristne højre, der til gengæld er allieret med det mere traditionalistiske moderate Venstre. Ved læsningen af denne detailhistorie dukker tiden op, som den må have forekommet den tids mennesker. Vi følger modsætningerne inden for kirken, midnatsmissionen, som passer bordelgæster op for at tale til deres samvittighed, Gustav Wied, som harmes over dobbeltmoralen og udsender sine ”Nogle Aforismer i Anledning af Interpellationen i Storehedinge og dens Følger”. Netop denne sag får iflg. Lars Andersen Gustav Wieds kristne livssyn til at krakelere, og hans digtning bliver til som en antitese af sin ungdoms mere traditionelt idealistiske livssyn.

    Lars Andersen analyserer den retssag, som opstår, fordi Scavenius anlægger injuriesag mod Ingeman-Petersen, efter at denne den 19. Februar 1887 har udsendt ”En Redegørelse i Anledning af Interpellationen i Storehedinge”. Retssagen kommer til at løbe fra juni 1887 helt frem til marts 1890, hvor Scavenius vinder, trods det forhold, at Ingeman-Petersen givetvis har ret i alle sine påstande. Selve retssagen minder mest af alt om absurd teater. Scavenius lykkes med aldrig at møde op, og det ene af Ingeman-Petersens vidner efter det andet forsvinder, når en indkaldelse til vidneskranken truer. Efter at Ingeman-Petersen har tabt retssagen, træder skandalen ind i en ny fase, da den såkaldte ”Varberg-sag” begynder. Her kommer det frem, at Scavenius systematisk har bestukket vidner til at forsvinde, idet han har betalt dem for at tage til udlandet. Varberg, der var Scavenius’ hjælper i vidnemanipulationen, får sin dom den 7/4 1891, men Scavenius sidder stadig som kultusminister. Som et kuriosum hører man intet fra Ingeman-Petersen, der ellers har fået ret i alt, hvad han sagde. Grunden er, at han ikke ønsker sit alt andet end pletfrie privatliv blotlagt. Således viser sagen, at revnerne i samfundets stuk var mere end åbenbare.

    Undervejs følger Lars Andersen tidens avisdebat, der afspejler den tids diskussion om sædelighed og forholdet mellem det private og det politiske.

Der er to centrale historiefaglige pointer i Lars Andersens næranalyse af denne skandalehistorie. Den ene er et opgør med faghistorikernes hidtidige tolkning af grunden til Scavenius’ fyring den 6. juli 1891. I overensstemmelse med Estrups officielle grund, at Scavenius ikke var enig med den forhandlingspolitik, der lige var indledt med det moderate venstre, har det været den dominerende opfattelse i faghistorikernes behandling af sagen, at Scavenius ikke blev fyret pga. sit privatliv (han havde angiveligt flere udenomsægteskabelige affærer og rod i sin privatøkonomi). Lars Andersen argumenterer imod denne opfattelse, dels ved at gennemgå argumentationen kildekritisk, dels ved at dokumentere, at Scavenius ikke var imod forhandlingspolitikken. Sagen er dog, at man, som de fleste historikere har gjort, med lige så god ret kan bruge kildekritikkens metoder og stille et stort spørgsmålstegn ved, om Scavenius nu i virkeligheden var for den nye forhandlingspolitik. Kan man stole på officielle udsagn og stemmeafgivning i Folketinget? Spørgsmålet er nok et af dem, som aldrig entydigt kan besvares. I Lars Andersens analyse blev Scavenius fyret pga. sit privatliv, men da politikerne ikke ville skabe en præcedens for at privatliv var politisk relevant, søgte og fandt man en anden begrundelse. Netop denne dobbeltbevægelse var, mener Lars Andersen, med til at danne den grundantagelse i det danske demokrati, at man ikke skal blande politikeres privatliv sammen med politikken, i hver tilfælde ikke når det drejer sig om den erotiske del af slagsen. Denne præcedens er stadig gældende, og dermed var Scavenius-affæren vigtig i skabelsen af en del af den danske politiske kultur.

Lars Andersens bog er et detailstudium, og den slags er nødvendige for at forstå, hvorfor vi tænker og handler, som vi gør, for som Lars Andersen selv slutter af: ”Scavenius-affæren er et vidnesbyrd om, at skillelinjer mellem privatliv, politik og moral skabes gennem historiske processer frem for alene abstrakte idéer”.

Bogen har mange fodnoter, der er placeret bagest i bogen. Den reelle tekst udgør 146 sider. Det er således en lille, underholdende og hurtig læst bog, der nogle få steder – særlig når retssagens krinkelkrogede finurligheder udredes – ikke ligefrem er letlæselig. Andre afsnit kan udmærket med lidt klippe-klistre-teknik bruges i en tværfaglig gymnasiesammenhæng, når dansk behandler sædelighedsdebatten i forbindelse med det moderne gennembrud.

Sten Jacobsen

 

Kontrol over København

“Kontrol over København” er en doktordisputats, som på baggrund af en grundig forskning  beskriver moderniseringen af politivæsenet i første halvdel af 1800-tallet. Undervejs mellem de knastørre afsnit er der underholdende beskrivelser af cases, som giver et interessant og intimt indblik i sider af det københavnske skyggeliv dengang.

Anmeldelse i “Noter 204” marts 2015

Kontrol over København

Karl Peder Pedersen: ”Kontrol over København. Studier i den sene enevældes sikkerhedspoliti 1800-48”, Syddansk Universitetsforlag, 2014. 387 sider. 375,00 kr.

”Kontrol over København” er en doktordisputats, der undersøger opbygningen af politivæsenet i begyndelsen af 1800-tallet. Som en følge af de påvirkninger, der skyllede ind over landet, foretoges en langsom effektivisering og centralisering af politivæsenet i København. Karl Peder Pedersen, der er ansat på Rigsarkivet, har sat sig for gennem detaljerede kildestudier at afdække denne langsomme modernisering og undersøge beslutningsprocesserne bag, og han når frem til at bekræfte sin hypotese, at disse omfattende reformer skyldtes påvirkninger udefra.

   Den første periode fra 1800, hvor den første politireform fandt sted, og frem til 1815 var Napoleonskrigenes tid. Landet var på en farefuld sejlads, truet som det var af de konfliktende stormagter, og med inspiration fra andre lande, bl.a. Frankrig, forsøgtes opbygget et mere effektivt politi og en mere effektiv paskontrol, ligesom politiet også fik udvidede beføjelser til at bruge agenter og betalte informanter.

   Den anden store politireform fandt sted i årene 1815-17. Baggrunden var, at situationen nu havde ændret sig. Det var restaurationsperioden, hvor de enevældige monarker var bange for ideologisk smitte fra de nationalliberale demokratitilhængere. Pedersen gennemgår beslutningsprocessen meget grundigt. Man får et indtryk af de deltagende beslutningstagere og deres forskellige argumenter, hvorefter den vedtagne reform bliver gennemgået i dens forskellige aspekter i hvert sit kapitel: ”Kontrollen med københavnerne”, ”Kontrollen med fremmede”, ”Kontrollen med mistænkelige personer”, ”Sikkerhedspolitiapparatet”, ”De hemmelige politifonde” og ”Politisamarbejde i ind- og udland”.

   Det er et spændende emne, men lad det være sagt uden omsvøb: ”Kontrol over København” er ikke ligefrem en letlæselig krimi at falde i søvn på. Grundigheden, som selvfølgelig er en dyd, går flere steder ud over læsbarheden for en ganske almindelig historieinteresseret læser, men nu er det jo også en doktordisputats. Personligt havde jeg svært ved at kæmpe mig igennem de indledende kapitler med forskningsoversigten, analysen af ”Det københavnske magtunivers omkring 1800”, hvor der gennemføres en minutiøs redegørelse for retssystemet og politiopbygningen før reformen i 1800, samt ”sikkerhedspolitiet i andre europæiske storbyer”. Men er man kommet igennem disse nødvendige afsnit, er der i resten af bogen virkelig mange interessante cases, og omtalen af de deltagende beslutningstagere er ofte så tæt, at man næsten kan se dem for sig.

   Et eksempel er den kendte sag om Dampe, der blev fældet af en såkaldt provokatøragent. Dampe blev af agenten opfordret til lovovertrædelsen – at samles for at diskutere en fri forfatning – og blev opdaget med fældende papirer på sig, som var produceret til lejligheden. I Pedersens analyse skyldtes aktionen ikke, at magthaverne anså Dampe som særlig farlig, men det forhold, at man ville sende et klart budskab til befolkningen, om at man ville slå hårdt ned på alle systemkritikere, og at politiets øjne var overalt.

   Provokatøragtenter blev ikke kun brugt over for politiske ”forbrydelser”, men også i forbindelse med opklaring af mere almindelige planlagte kriminelle forhold. Et eksempel er Aabjørnsen-Malmborgsagen fra 1827-28, hvor en meddeler gør politiet opmærksom på, at der er en obligationsforfalskningsforbrydelse under opsejling. En provokatøragent sættes på sagen, politiet køber en falsk obligation og får efterfølgende pågrebet den skyldige. Beskrivelsen af disse to cases er underholdende læsning, og det samme er flere andre omtalte sager. Også dem, som viser sig at være blinde spor. I Ole Jakob Lier-sagen fra 1836 udspioneres en håndværkersvend, som lige er kommet hjem fra udlandet. Den preussiske gesandt har givet politiet et tip, og så sættes overvågningen i værk, men man finder intet. Han er ikke ”hengiven til spil eller drik, men have haft mange fruentimmerforbindelser,” får politiet at vide, og så vælger man endelig at stoppe overvågningen. Sagen giver en fornemmelse af den paranoiske stemning, der har hersket i tiden.

   Sagen mod Orla Lehmann i begyndelsen af 40’erne er omtalt, og bag i bogen blandt kilderne findes en politimeddelers stemningsrapporter fra hovedstadens liberale undergrundsmiljø, hvor man følger gadeoptøjerne i forbindelse med sagen mod Orla Lehmann. I kildeafsnittet er aftrykt en fortegnelse over ”mistænkelige personer” fra 1820, hvor man som gennem et nøglehul får et glimt af livet i den tids kriminelle skyggeverden.

   Hver tid har sin absurditet, og tåbelighederne er måske lettere at få øje på retrospektivt. I den periode, Pedersen behandler, kunne man ikke rejse frit rundt i Danmark. Hvis man skulle passere bælterne, måtte man først have udstedt et rejsepas, da rejsen jo foregik fra en havn. Kontrol med havnene var særlig vigtig, for det var primært via dem, fremmede kom ind i landet. Da dampskibet Caledonia i 1819 begyndte at sejle udflugtsture langs Øresundskysten op til Helsingør om søndagen, skulle de københavnske borgere også have udstedt et rejsepas for at foretage denne fornøjelsesudflugt. Skibet afgik jo fra en havn! Efterfølgende undersøger Pedersen, hvordan den stigende teknologiske udvikling, som dampskibene repræsenterede, langsomt førte til ophævelsen af dette tunge rejsepas-regime.

   Når politikere gennemfører reformer, er det ikke altid, at de helt kan gennemskue reformernes konsekvenser. Derfor er selvregulering ofte afgørende for at få reformer til at virke. Da man i den anden politireform oprettede en række politiassistentstillinger, som skulle have ansvar for hver sit kvarter, for derved at få mere kontrol over det kriminelle miljø, lod man befolkningsregistrering være en vigtig del af arbejdsbeskrivelsen. Dette medførte, at politiassistenterne knap nok havde overskud til deres egentlige politiarbejde. De mange registreringer samledes hos en politiarkiver, hvor arkivrummet hurtigt blev overfyldt. Arkivet blev forsynet med et ekstra loftrum, der dog også snart blev overfyldt, og man søgte om tilladelse til at kassere de ældste lister, men nej. Arkivet udvidedes med et ekstra kælderrum uden at problemet blev løst, og endelig i 1860’erne fik man tilladelse til at kassere. Det er grunden til, at man ikke kan søge i politiets registerblade fra før 1866. Beskrivelsen nærmer sig ren Kafka, og man ser for sig arkivaren kante sig frem mellem bunker af papirer. Som gymnasielærer kommer man let til at tænke på de skoler, hvor man tager moderniseringsstyrelsens tilstedeværelseskrav helt bogstaveligt, og hvor lærere derfor sidder på skoler uden elever og i forberedelsesrum, som ikke er der. Måske er der ikke så meget nyt under solen.

   Pedersen er selv inde på refleksioner over tiden 1800-1848 som spejl for vores egen tid. Det sikkerhedsmiljø, som opstod efter de store koalitionskrige og Napoleon, kunne overordnet set godt minde om tiden efter 11/9 2001. Dengang som i dag opstod en ny diffus og grænseoverskridende trussel. For den sene enevælde var det frygten fra de nationalliberale, og i dag er det truslen fra den voldelige islamisme. I begge tilfælde opstod et sikkerhedsregime, som indebar en øget kontrol af borgerne, hvilket stort set blev generelt godtaget.

   Selv om ”Kontrol over København” ikke er en undervisningsbog, og den generelt vil blive oplevet som for svær for gymnasieelever, kan udvalgte cases absolut bruges som inspiration for gymnasielærere og til brug som kolorit i undervisningen.

Karl Peder Pedersens afhandling er et imponerende grundigt arbejde, og når man har læst sig igennem hele murstenen, sidder man tilbage med et kakofonisk virvar af stemmer og indtryk, der tilsammen giver en flimrende fornemmelse af en fjern tid, hvor det, der senere blev den moderne danske nationalstat, var under en tidlig og forsøgsvis opbygning.

Sten Jacobsen

 

Waterloo

“Waterloo” er en uhyggeligt inciterende bog om det berømte slag ved Waterloo, der markerede Napoleons endelige fald. Med gru kan man læse om krigens tågede uforudsigelighed, og man får både et indblik i menneskemassers adfærd under stressede situationer samt et indblik i en anden tids for os helt fremmede æresbegreber og dødsforagt.

Anmeldelse i “Noter 206” September 2015

Waterloo

Bernhard Cornwell: ”Waterloo. Historien om fire dage, tre hære og tre slag”, Lindhardt og Ringhof, 2015. 330 sider. 299,95 kr. Inkl. Moms.

Bernhard Cornwell begynder sin bog med et spørgsmål: ”Hvorfor endnu en bog om slaget ved Waterloo?” Det er jo et af de slag, der er forsket og skrevet mest om. Desuden er slaget måske slet ikke så afgørende, som vi i eftertiden har gjort det til. Sandsynligvis ville Napoleon, hvis han havde vundet ”stadigvæk have stået over for talmæssigt overlegne fjender og det endelige nederlag”. Men Waterloo er et vendepunkt i historien og huskes som sådan.

    Bernhard Cornwells mål er ikke at diskutere slagets betydning, men ”at give et indtryk af, hvordan det var at befinde sig på slagmarken denne forvirrende dag”. Dagen er det langstrakte slags fjerde og sidste dag, den 18. juni, hvor Napoleon satte sit endelige angreb ind på Wellingtons positioner med sin elitestyrke ”Den Kejserlig Garde”, som endte med at flygte i alle retninger og nådesløst blev forfulgt og hugget ned af Wellingtons kavaleri. Rædslerne forløb over fire dage, og Cornwell følger de forskellige faser fra slaget ved Ligny mellem franskmændene og preusserne over bataljen ved Quatre-Bras mellem franskmændene og englænderne og frem til den endelige kulmination den 18. Juni, der endte med de franske troppers flugt.

    Cornwell omtaler flere gange Wellingtons udsagn, ”at en mand lige så godt kunne forsøge at fortælle historien om et bal som at skrive historien om et slag.” Og lad det være sagt med det samme. Cornwell formår i den grad at rekonstruere slagmarkens totale forvirring og uoverskuelighed. Der er beskrivelser af delslag i delslag, der foregår simultant og med hærførere, som handler i krigens tåge og pga. uvidenhed om, hvad der foregår, og hvad fjenden agter at gøre, kommer til at foretage fatale fejlskøn. Ikke mindst Napoleons fejlskøn bliver gennemanalyseret her i bagklogskabens klare lys. Der er beskrivelser af kommunikationen mellem de allierede preussere og englændere, og deres gensidige mistro i forbindelse med farefulde højrisikobeslutninger. Slagmarkens forvirring samt krigsførelsens logik og hårrejsende grusomhed beskrives fint. De forskellige militære fagudtryk bliver defineret undervejs, men hvor ville det dog have været rart for en glemsom læser med en liste over begreberne og deres definitioner til sidst i bogen. Personligt har jeg aldrig været meget til slagbeskrivelser, men trods mine forbehold blev jeg suget ind i bogen og læste den igennem, som var det en spændingsroman.

    Med Bernhard Cornwells tekst bliver vi ført ned i en tid og en mentalitet, der er meget svær at forstå for mennesker i dag. Det begynder med Napoleons tilbagekomst til Frankrig og hans triumftog til Paris og kong Ludvig 18’s flugt. Det var, som et kollektivt vanvid brød løs. Udsigten til krig blev mødt med lige stor begejstring i Frankrig, Tyskland og England. Den dengang kun 17-årige Franz Lieber tog til Berlin for at melde sig og skriver, at ”der var så mange mennesker, at vi måtte vente fra klokken ti til klokken et, før vi fik mulighed for at melde os til tjeneste”. I England blev nyheden i militæret mødt med ”uforstilt glæde”. ”Pragtfulde nyheder: Napoleon er igen i Frankrig, hurra!” blev der råbt. Alle var ”ivrige efter at udsætte sig for fare og udgyde blod, alle håbende på at opnå hæder og ære og udmærke sig.” Ærens overordentlig store betydning fremgår også af adfærden på slagmarken. Der er beskrivelser af den fare soldaterne udsætter sig for i forsøget på at erobre og forsvare et kompagnis fane og stoltheden, hvis det lykkes. En fransk trommeslager får under fremrykningen mod de engelske stillinger skudt sin højre arm af, men fortsætter ufortrødent med at tromme, indtil han falder om som følge af blodtabet. Her er der måske tale om adrenalin og den suggestion, som mennesker er udsat for, når de er del af en gruppe i kamp. Dette omtaler Cornwell ikke, da det ikke er hans gebet, men for den som har sociologiske interesser, er der masser af konkret empiri om menneskelig gruppeadfærd under farefulde situationer. I den tids krigsførelse var man relativt bedre beskyttet i ordnede grupper. Selv om soldater i ordnede formationer var let mål for kanonild, var man alene et let mål for kavaleriet. Der var tale om valg mellem pest og kolera, og soldaten levede under alle omstændigheder et farefuldt liv under minutiøs kommando af sine officerer. Cornwell beskriver malende krigens tåge, den manglende udsigt grundet røgen, larmen fra de fremrykkende franske tropper, der nærmer sig med trommer, trompeter og råbet ”Vive l’Empereur”. Der er beskrivelser af slagmarken, der er overstrøet med døde og døende. Gruen er tydelig. Der er et væld af øjenvidnebeskrivelser, der indimellem strider mod hinanden, så indtrykket af total forvirring forstærkes. Forvirringen råder også bag fronten. Efter det indledende slag ved Vigny fejres Napoleons sejr med kanonsalver i Paris, som var sejren i hus. Da Wellington vælger at foretage en taktisk tilbagetrækning, der lægger grunden til hans endelig sejr, udbryder der panik i det nærtliggende Bruxelles pga rygter om hans nederlag, og mange forsøgte at flygte. En engelsk civilist beskriver forvirringen: ”Det håndgemæng, der fandt sted i kampen om hestene og vognene, er umuligt at beskrive; herrer og tjenere, staldknægte, stuepiger, kuske, gentlemen, der mundhuggedes, idet de alle overfusede og bandede ad hinanden på fransk, engelsk og flamsk … ord efterfulgt af slag”. Beskrivelsen efterlader en med en fornemmelse af, i hvor høj grad udfaldet af slaget ved Waterloo var på vippen og måske lige så let kunne være faldet anderledes ud. Og hvad ville der så være sket?

    Cornwells bog er et inciterende indblik i en anden tid, hvor æresbegreber, krigsførelsen og holdningen til krig var helt anderledes end i dag. Men i hvor høj grad kan denne historie bruges som spejl for vor egen tid? Æresforestillingerne og de dertil knyttede normsystemer er anderledes i dag, men masseadfærden er det vel ikke. Her er vi nok ovre i noget almenmenneskeligt. I hvert tilfælde hvis man godtager den gamle sociolog Gustave Le Bons karakteristik i ”Massernes psykologi”: ”Massen er … næsten udelukkende styret af det ubevidste. Dens handlinger påvirkes i langt højere grad af rygmarven end af hjernen … Massen … er … en slave af de modtagne impulser … det enkelte individ besidder evnen til at beherske sine reflekshandlinger, hvorimod massen er blottet for denne evne.”

    Den nyligt afholdte valgkamp er en ubehagelig påmindelse om dette, men måske er det lettere at erkende den slags på tryg afstand i en fjern tid end at erkende det i en alt for nærværende nutid.

Sten Jacobsen

 

Jeg dør uskyldig

”Jeg dør uskyldig” er en bog af Henning Rovsing Olsen, som i romanform forsøger at fortælle en anden historie om Caroline Mathildes forhold til Strueensee end den sædvanlige, præget som den er af den offentlige skandale dengang i anden halvdel af 1700-tallet. Bogen har også et historisk afsnit.

Anmeldelse i “Noter 207”, december 2015

Henning Rovsing Olsen: ”Jeg dør uskyldig. Caroline Mathildes venskab med Struensee. Biografisk roman”, Mellemgård, 2013. 315 sider.

”Jeg dør uskyldig” er Henning Rovsing Olsens tredje bog om Struensee-perioden og tiden lige efter. Bogen er skrevet som en roman, men med et historiefagligt forord og med et afsnit til sidst kaldet ”Fiktion og fakta”, hvor Rovsing Olsen har nogle overvejelser over forholdet mellem fiktion og fakta, og hvor han efterfølgende forsøger at gøre rede for, hvilke dele af romanen, der er kildemæssigt belæg for, og hvilke dele, der er ren digt.

    Romanen følger Caroline Mathilde fra hendes barndom ved det engelske hof, over hendes tid som Christian VII’s dronning, over processen mod Struensee og hendes egen fængsling i 1772 og frem til hendes tid som landflygtig i Celle og hendes tidlige død den 10. Maj 1775 bare 23 år gammel. Det er en tragisk og medrivende historie, og Rovsing Olsen får skabt en ekstra historie i historien ved at lade en af kilderne, Nathaniel William Wraxall, som senere fungerede som kurrer for Caroline Mathilde i Celle, allerede møde hende som stor dreng. Ved at lade Nathaniel og Carolines forhold fremstå som et aldrig realiseret kærlighedsforhold, får Rovsing Olsen skabt en ekstra aldrig udfoldet historie, som bevæger sig under fortællingens overflade og dermed er med til at skabe en ekstra afdæmpet tragik i den i forvejen tragiske historie. Der er tale om digt, men en digtning, som ikke er helt usandsynlig. Direkte kildebaggrund for historien er der dog ikke.

    Rovsing Olsens hovedpointe med romanen er at sandsynliggøre, at den fremherskende forestilling om et uægteskabeligt kærlighedsforhold mellem dronning Caroline Mathilde og Struensee er forkert. I den historiefaglige del fremfører Rovsing Olsen flere indicier, der kan bekræfte hans hypotese. Indicierne er absolut væsentlige. Rovsing Olsen fremfører Caroline Mathildes betroelser til præsten på dødslejet, hvor hun får hvisket, at hun aldrig har været sin gemal utro samt det forhold, at det under processen mod Struensee ikke lykkes inkvisitionsdomstolen at fremskaffe vidner, der helt konkret havde taget dem på fersk gerning. Dette er selvfølgelig vægtige argumenter, men problemet er, at både Struensee og Caroline Mathilde under processen indrømmede forholdet. Rovsing Olsen må derfor konstruere en række hjælpehypoteser, der kan gøre disse udsagn fra parterne ugyldige. Hans hjælpehypoteser er rimeligt troværdige, men det er tilhængerne af utroskabsteoriens bevisførelse jo strengt taget også, så hvad gør man? Problemet vil givetvis aldrig blive løst, men det åbner for en spændende kildekritisk øvelse. Herom senere. Under alle omstændigheder skal Rovsing Olsen krediteres for at have brugt så megen energi på at konstruere denne alternative udgave af Struensee-tidens historie.

    Lad det være sagt uden omsvøb: ”Jeg dør uskyldig” er ikke stor litteratur. Persongalleriet er karikeret i en grad, som nok forøger den umiddelbare spænding, men som samtidig gør historien mindre troværdig. Caroline Mathilde er omgivet af fjender, der alle fremstår som skumle, usympatiske og intrigante mennesker, mens Caroline Mathilde selv og kredsen omkring hende konsekvent er beskrevet i positive vendinger. Det gør, at man ikke kan lade være med at holde med Caroline Mathilde, som jo også er historiens protagonist. Dialogerne fremstår meget bastante og ikke særlig mundrette, vel sagtens fordi Rovsing Olsen falder for fristelsen til at lade personerne fremføre Rovsing Olsens egne teser. Dermed hæmmes personernes mulighed for at tale på egne vegne og fremstå som karakterer i deres egen ret. Endelig er sproget præget af en metaforik, som i hvert tilfælde i min optik fremstår lettere floskuløs:

    ”… handelsfartøjer med bugnende sejl brusede hen over den gråblå vandoverflade …”

    ”Caroline Mathilde så en sidste gang ud over Sundets solglitrende flade. Majsolen slikkede op og ned ad ”Southampon”s skrog.”

    ”Det var skyfrit, og månen rakte en smal stribe af sølv hen imod hende.”

Den sidste halvdel af romanen omhandler Caroline Mathildes tid i Celle, og særlig denne del er præget af en intens spænding. På baggrund af nogle centrale memoireværker konstruerer Rovsing Olsen en veritabel forfølgelseshistorie. Lakunerne udfyldes med digt, og denne del af romanen er skrevet på en måde, så man tydeligt kan se scenerne for sig, og det kan være svært at standse læsning for at gå ud og få snittet grøntsagerne til aftensmaden.

Når man skal anmelde denne bog som et historieværk, så er man nødt til at fremhæve manglen på direkte og præcis dokumentation. Der er ingen fodnoter, og selv om der undervejs er citater fra relevante kilder, så er det svært helt konkret at se, hvilke elementer i romanen, der er fiktion og hvilke, der er digt. Rovsing Olsen skriver i det sidste kapitel noget om det, men som historiker savner man præcis dokumentation.

    På den anden side formår Rovsing Olsen at skabe en fortælling om Caroline Mathildes liv, som i høj grad er tro over for centrale historiske kendsgerninger, og man får en udmærket fornemmelse for de indenrigspolitiske og udenrigspolitiske spændinger dengang, som det var Caroline Mathildes skæbne at bliver kastebold for.

    Rent didaktisk er de indenrigspolitiske spændinger fint forklaret. Man får en klar fornemmelse for magtens logik under enevælden. Men som historiker ville jeg gerne, i hvert tilfælde hvis bogen skulle anvendes i gymnasiet, have haft lidt mere at vide om de dybere grunde til de storpolitiske konflikter.

    I en gymnasiesammenhæng vil jeg mene, at bogen ville kunne bruges i et tværfagligt forløb mellem dansk og historie. Mange elever vil nok finde bogen spændende, og det er jo en fordel. De to teorier om Carolines eventuelle utroskab, som jo havde politisk betydning, giver rig mulighed for at anvende centrale kildekritiske begreber i en diskussion. Eleverne kan spille en domstol med anklager og forsvar og på den måde dokumentere deres kildekritiske evner.

    Rovsing Olsen slutter sin bog af med følgende Voltair-citat: ”Der findes ingen historie, kun mere eller mindre troværdige fortællinger.”

    Det er ikke en slutning de fleste historikere er særlig glad for. Det er netop vores funktion som historikere at gøre eleverne klart, at noget er altså mere sandt end andet, og alt er ikke lige rigtigt. Det er da vist også Rovsing Olsens egen opfattelse, for ellers ville han nok ikke havde lagt så megen energi i sin forskning og i den grad have deltaget i den offentlig debat på vegne af den teori, han forsvarer.

Sten Jacobsen

 

Peter Wessel Tordenskiold

”Peter Wessel Tordenskiold” er en underholdende dekonstruktion af den berømte danske søhelt, hvor man bag de dekonstruerede myter, bliver vidne til en helt anden dumdristig og knap så sympatisk Peter Wessel, der handlede og døde i en tid hvor ære var en fremherskende værdi.

Anmeldelse i “Noter 208”, marts 2016

Peter Wessel Tordenskiold

Dan H. Andersen: ”Peter Wessel Tordenskiold”, Lindhardt og Ringhof, 2015. 600 sider. 500 kr.

”Peter Wessel Tordenskiold” repræsenterer et forsøg på at nå bag om den nationalromantiske forestilling om den berømte danske søhelt og frem til en forståelse af den historiske Tordenskiold. Dan H. Andersen bruger den historievidenskabelige metode til at teste alle de gode gamle historier om vores kække nationalhelt, og ud af de otte mest berømte, når han frem til det bedrøvelige resultat, at der kun er en enkelt, som har et pålideligt kildemæssigt grundlag. Det er historien om, hvordan Peter Wessel den 26. og 27. juli 1714 kom i kamp med en svensk kaperfregat og efter endt kamp og med 7 døde og 21 sårede på skibet skålede med den fremmede kaptajn, hvorefter mandskabet på begge skibe råbte hurra. Men de andre syv historier er altså udokumenterbare og formodentlig falske. Denne mytetestning er en sand fryd for enhver historiker.

    Inden man går i gang med bogen er det en god ide, at orientere sig i den sidste del, hvor der er en stikordsoversigt over de vigtigste begivenheder fra Karl XII’s magtovertagelse i Sverige frem til fredsslutningen efter Store Nordiske Krig, nogle historiske kort, som gør det muligt at identificere mange af de centrale steder, der er omtalt i bogen, samt en ordforklaring over de maritime udtryk, som der er mange af i de omfattende beskrivelser af de sømilitære sammenstød under Store Nordiske Krig.

    Bogen er bygget kronologisk op, men springer frem og tilbage mellem de forskellige arenaer, der er relevante for forståelsen af Peter Wessels karriere. Man får en fin fremstilling af Peter Wessels opvækstmiljø, de internationale forviklinger dengang, som havde betydning for den dansk-svenske konflikt, de indenrigspolitiske beslutningsprocesser, de enkelte slags omstændigheder og forløb samt Peter Wessels ageren i de forskellige situationer. Det var tiden under den svenske krigerkonge Karl XII, som i virkeligheden markerede det svenske imperiums fald. Det var også tiden, hvor Peter den store førte sit reformarbejde ud i livet, og Rusland begyndte at gøre sig gældende som Østersømagt, hvilket endte med umærkeligt at ændre konflikten mellem Danmark og Sverige.

   Det er klart, at en bog om Tordenskiold må handle om søkrigsførelsen dengang. Dan H. Andersen har tydeligvis sat sig grundigt ind i den maritime krigs mere finurlige detaljer, dengang det var sejlskibene, der beherskede havet. Hans beskrivelser er malende i en grad, så man let kan se det for sig, som det i al sin gru må have taget sig ud.

    Mens min genration er vokset op med historier om Tordenskiold som den kække søhelt, er det en helt anden figur, der dukker frem af det kildekritisk rensede materiale. Dan H. Andersen når frem til, at Tordenskiold var en person,  der ”var ved at sprænges af virkelyst og behov for at bruge sit talent”. Dette førte ofte til desperate aktioner, hvor han udviste ”en dumdristighed og aggressivitet i kommandoføringen, der er uden sidestykke, og hvor man må spørge sig selv, hvad meningen egentlig var …. Hans mandskab var efterhånden ikke i tvivl. Det var galskab.”

    Tordenskiold var vokset op i et borgerligt hjem i Trondhjem og han levede på et tidspunkt, hvor det var muligt for folk af ikke-adelig herkomst at avancere i enevældens statushieraki ved dygtighed og dristig handlen. Og her var ”urolige tider og krig” særligt anvendelig. For et moderne blik fremstår Peter Wessel i Dan H. Andersens fremstilling ikke som en særlig sympatisk figur. Han var ”et autoritært menneske med en udpræget mangel på empati”, og han ”viste sjældent interesse for undergivne som andet end instrumenter” og for ”ligemænd som andet end konkurrenter. Han så kun opad.” Hans brændende ambitioner, som fik ham til at kaste sig ud i risikable situationer, indebar en ”ryggesløs” brug af sit mandskab og med overdrevent mange tab til følge.

    Det er klart, at dette billede bør vurderes i lyset af den tidsmæssige afstand mellem nutidens demokratiske og anti-krigeriske holdninger og datidens virkelighed. Bogen er da også fuld af mentalitetshistoriske overvejelser, der gør det tydeligt, at Tordenskiolds tid var en tid, hvor hensyn til ære og ry var altafgørende.

    Bogen gennemgår i detaljer Tordenskiolds forskellige aktioner: de vovede efterretningsraid på de svenske kyster, de berømte sejre i Dynekilden og Marstrand, de mislykkede aktioner i Göteborg samt en mængde forskellige ofte hasarderede træfninger, han deltog i på åbent hav. Klager fra mandskab og direkte brud på ordre om ikke at indlade sig i kamp med en overlegen fjende medførte en krigsretssag og endnu en mulig en af slagsen, som længe truede i horisonten. Ingen tvivl om, at Tordenskiold var en besværlig herre. Som chef reagerede han ofte med ydmygende vredesudbrud og hug, hvilket førte til klager fra mandskabet.

    Ærens og statuskampens dominans fremgår klart i Tordenskjolds konflikter med en anden officer Christian Vosbein samt i bogens slutning, hvor Tordenskiolds duel med Stäel von Holstein bliver behandlet. Dette afsnit repræsenterer en kildekritisk analyse af de forskellige kilder, der findes om duellen, dens baggrund og dødelige resultat. Andersen skyder de almindeligste konspirationsteorier i sænk og når ved at inddrage tidens mentalitet frem til en konklusion om, hvad der rent faktisk skete. I en gymnasiesammenhæng kan netop dette afsnit bruges til en mere dybdegående kildekritisk øvelse, hvis man altså har tid til at læse de 39 sider kapitel 22 indeholder. Det efterfølgende kapitel indeholder en interessant mentalitetshistorisk analyse af Tordenskiolds eftermæle, som er yderst relevant for overvejelser over, hvad man bruger historie til, og hvad der påvirker enhver tids historieopfattelse.

    Andersen indfletter i sin fremstilling en del ”irrelevant” stof, som er med til at give historien liv og skabe nærvær for læseren, der som en tidsrejsende er landet i en helt anden og svært gennemskuelig tid. Man får informationer om Tordenskiolds kvindeaffærer, diplomaters og herskeres umådeholdne druk, folks lave højde dengang målt gennem zar Peter den stores og Karl XII’s højde. Disse detaljer er i høj grad med til at give fortællingen liv og gøre læsningen af Andersens bog til en spændende læseoplevelse.

    Til slut har jeg bare to lidt kværulantiske forbehold. Når man som gymnasielærer gør et stort nummer ud af at lære sine elever, hvordan man laver korrekte løbende litteraturhenvisninger, så er det lidt ærgerligt, at centrale højt profilerede historiske bestsellere ikke overholder disse regler. Det er som i Tom Buk-Swientys bestseller ”Slagtebænk Dybbøl”, hvor noterne kapitelvis er samlet bag i bogen. Det er sikkert muligt at finde frem til de relevante kilder, men den helt præcise notation i teksten mangler. Dan H. Andersen kan sikkert ikke klandres for det, for sandsynligvis har det noget med forlagenes politik at gøre. Løbende litteraturlister signalere seriøsitet, og det vil nok for læsere, der ikke er historikere, virke afskrækkende. De store forlag har store faste omkostninger og derfor kræves et højt dækningsbidrag og dermed et stort salgstal. Det er karakteristisk, at Lindhardt og Ringhof på forhånd har karakteriseret ”Peter Wessel Tordenskiold” som en bestseller.

    Endelig en lille lavpraktisk advarsel. Hvis man tror, at man skal hygge sig med bogen i toget, på stranden, på en café, eller lignende steder borte fra hjemmet, så bør man nok tro om igen. ”Peter Wessel Tordenskiold” er en hardcover bog som med et omfang på 21,5 x 28,5 x 5,5 cm og trykt på højkvalitetspapir vejer over to kilo. Der er tale om en smuk men særdeles uhåndterbar sag, som vil se flot ud i reolen. Men læst i lænestolen eller ved skrivebordet er den i høj grad anbefalelsesværdig.

Sten Jacobsen

 

Mad, drikke og tobak 1835-80

“Mad, drikke og tobak 1835-80” er en grundig og detailfuld gennemgang af de ændringer industrialiseringen og moderniseringen medførte i den danske madkultur. Bogen er nok tør, men med et væld af underholdende detaljer.

Anmeldelse i “Noter 214”, september 2017

Mad, drikke og tobak 1835-80

Ole Hyldtoft: ”Mad, drikke og tobak 1835-80. Forbrugsmønstre, kultur og diskurser”, Museum Tusculanums Forlag, Københavns Universitet, 2016, 410 sider, 348 kr.

Denne bog af Ole Hyldtoft er fjerde bog i et forskningsprojekt ”Mad, drikke og tobak i det 19. århundrede. Forbrugsmønstre, kultur og diskurser” og skal ses i forlængelse af ”Mad, drikke og tobak 1800-1835” (2012) også af Ole Hyltoft.

   Det er i den omhandlende periode grundlaget for det industrialiserede Danmark blev skabt, og Ole Hyldtoft prøver med imponerende grundighed at spore disse fundamentale ændringers virkning på madkulturen. De socio-økonomiske forandringer begyndte allerede med landbrugsreformerne i slutningen af 1700-tallet, og sprængningen af det gamle landbrugsfællesskab og den økonomiske individualisering af gårddriften førte til en opløsning af de gamle traditionsbårne og gensidigt forpligtende gildeformer, der var knyttet til naturaløkonomien. Ude omkring i landet var det i stedet de nye foreninger, folkelige bevægelser og individerne selv, der stod for festlighederne.

   Bogen er delt op i 13 kapitler. De to første behandler de økonomiske rammer for emnet: den økonomiske vækst i perioden samt forbrugets udvikling og fordeling. I det andet kapitel omtales Engels lov, som siger at når indkomsterne stiger, vil fødevarernes andel af budgettet falde, hvilket bekræftes. I kapitel 3 og 4 analyseres, hvordan udviklingen ændrede madens rum, genstande og tidsrytme. Herefter følger syv kapitler, der i detaljer behandler de forskellige måltidstyper, sammenkomster og selskaber, daglige drikke samt brændevin og tobak. Til sidst slutter bogen af med et kapitel om ernæring og sundhed samt et konklusionsafsnit, hvor de lange linjer trækkes op. Bag i bogen er der fyldige løbende noter, en side med definition af datidens mål og vægt, en litteraturliste samt et bilagsafsnit.

   Der er således tale om en gennemført videnskabelig afhandling. Ole Hyltoft diskuterer løbende de svære kildeproblemer, der er forbundet med at besvare den stillede opgave. Det er indlysende, at datidens mennesker ikke noterede, hvad de spiste. De kilder Ole Hyldtoft gør brug af er spisereglementer fra fattiginstitutioner, som Hyltoft sandsynliggør kan bruges som kilde til arbejderes ernæringssituation, lægeindberetninger, nogle få generelle, men afgrænsede undersøgelser i samtiden, spredte erindringer, som indtræder som cases, kogebøger samt import- og produktionstal for udvalgte varer. Det virker som om Hyldtoft har vendt hver en sten i dette omfattende materiale og har udnyttet det til det yderste for at nå frem til en meget overbevisende samlet beskrivelse af udviklingen i madvaner og de kulturelle forestillinger, der knyttede sig til dem.

   Lad det være sagt uden omsvøb: Ole Hyldtofts bog kæler ikke ligefrem for det narrative, som ellers er kommet i vælten. Men hvis man tygger sig igennem de mange detaljer, bliver man beriget af et væld af overraskende oplysninger, der i den grad kan fungere som spejl for vor tid. I de afsnit, der behandler landbrugskulturen får man næsten grødsmag i munden af at læse om de forskellige grødtyper, man dengang serverede morgen, middag og aften. Og hvis man har hang til den moderne trend med at søge tilbage til rødderne, så er der medtaget flere opskrifter til fri afbenyttelse. Har man appetit på at hoppe med på den hypermoderne grødtrend, kan man prøve byggryns-vandgrød, rugmelsgrød … eller hvad med bolle-mælk eller det trods alt velkendte øllebrød?

   Hvis man vil være gennemført, kan man tage sig en tør humpel rugbrød til mellemmad, måske med sirup på, og skylle den ned med en dram eller to. I 1880 var det årlige forbrug af brændevin 18 liter pr. person, men da brændevin var en maskulin markør, bør brændevinsforbruget fordeles på voksne mænd over 20 år, og det giver 67 liter eller mere end en liter pr. uge pr. voksen mand. Men det var også dengang, man først lige var ved at ændre synet på brændevin fra en nødvendighedsartikel med næringsværdi til et skadeligt nydelsesmiddel. Perioden var fuld af nye produkter og retter, der blev introduceret og spredte sig i kølvandet på industrialiseringens teknologiske og sociale ændringer. Det var i denne periode det velkendte kaffebord opstod, og nydelsen af tobak greb om sig, først med pibe, så med cigarer og til sidst med cigaretter. Det bajerske øl overhalede hvidtøllet, rødgrøden, det højt belagte smørrebrød, frikadellen, farsretterne og kagebordet blev almindelige. Den, der sværger til madkulturen som noget grundlæggende dansk, må erkende, at danskheden sådan defineret er en meget ny opfindelse. Frikadellens fremkomst skyldtes således patentering og spredning af kødhakkemaskinen så sent som i 1880’erne. I takt med introduktionen af komfuret og kogekakkelovnen blev køkkenet og husets rum grundlæggende forandret, og vores moderne inddeling i køkken, spisestue, dagligstue og soveværelse opstod. I landbrugssamfundet havde man en 4-5 måltider om dagen, hvor man spiste varm mad midt på dagen, og i slutningen af perioden havde urbaniseringen ændret dette til vores 3-måltidsordning med middag sidst på dagen.

   Detaljerne er overvældende og skal ikke remses op her. Det mentalitetsmæssige indgår løbende i forbindelse med behandlingen af de enkelte emner. Der er mange kostelige citater, som i den grad kaster et kort glimt ind i tidens mentalitet. Et eksempel er den gamle fisker fra Holmsland Klit, der i 1870 udtalte, at ”det ikke gik an at spytte på gulvet inde hos præstefruen”. Det var dengang man kæmpede for at indføre spyttebakker, så de skrående mænd ikke leverede deres sorte spyt direkte på gulvet. Et andet eksempel kaster et skarpt lys på den tids kønsforskel i forbruget. I Musséns ”God tone i alle livsforhold” (1883) hedder det: ”God tone kræver imidlertid, at man ikke røger i damers nærværelse, medmindre man har fået tilladelse dertil”. Denne normative tilkendegivelse viser vel, at der har været tølpere, som ikke har opført sig passende i damers nærværelse, men normen afspejler givetvis borgerskabets syn på forskellen mellem mænd og kvinder. Som brændevin var også tobak maskuline markører. Kostelige er beskrivelserne af, hvordan man i borgerskabet søgte at inddæmme enhver form for spontanitet, dels i visitinstitutionens indviklede regelsæt, dels i middagsselskabets organisering og normen om, at ingen måtte komme først til et selskab eller gå som den sidste. En af den tids helt store kulturelle og sociale skillelinjer var forskellen på by og land. Lægernes kommentarer til forholdene på landet er et kapitel for sig. Der var holdningen til den lange ammetid, som en del kvinder på landet praktiserede, samt omgangspatningen, og så var der maden. En læge giver følgende vurdering af maden på landet: ”Husmoderen … stagnerer på et antikveret standpunkt med hensyn til madlavning. Traditionen … er hendes eneste kogebog … Det er vanskeligt at bringe reformer ind på dette område … den bondske mistænksomhed mod alle og alt, som ligger uden for bondeverdenen … Det er et panser, som først gennembrydes, når almuens og bondestandens oplysning kommer til at stå på et ganske andet trin, end den nu står.”

   I afsnittet om ernæring og sundhed gennemgås væksten i legemshøjde og levetid, og der opregnes mange forhold, der kan have været årsag til dette: bedre ernæring, øget indsats fra sundhedsmyndighederne, forbedret vandforsyning og kloakering, forbedring af boliger samt ændring i lægevidenskaben. Den gamle antikke lægevidenskab med rødder tilbage til Hippokrates havde stadig stærkt fat i lægestanden i begyndelsen af perioden. I slutningen var man gået over til den moderne naturvidenskabelige betragtningsmåde, hvor mennesket blev til et væsen, der kunne gøres til genstand for statistisk behandling.

   Alt i alt en lidt tung bog med et væld af interessante detaljer. Hvis man har lyst til at se den velkendte historie om modernitetens indtog i Danmark fra et spisebords synsvinkel, så kan Mad, drikke og tobak 1835-80 absolut anbefales.

Sten Jacobsen