Artikler

En mentalitetshistorisk tolkning af Finlands hovedstad Helsinki

Artikel i ”helsinki, vide verden: modsætninger – en russisk og svensk drøm, der blev finsk”, Aarhus Universitetsforlag, 2018

Artikel i Weekendavisen 9/1 2015: “IS er Vestens kollektive skygge”

Artikel i Weekendavisen 14/12 2012: “Individualismen er et mentalt fængsel”, af Sarah Edwards og Sten Jacobsen

Kronik: Individualismen er et mentalt fængsel

Selvforståelse. Den totale frihed er en illusion, og vore unge betaler prisen for den i form af angst, depression, stress og indre usikkerhed. Vi trænger til en kollektiv erkendelse af de uafvendelige begrænsninger, vi også er underlagt.

Sarah Edwards ( f. 1963) er cand. psych. og en af Psykologerne ved Kongens Nytorv. Sten Jacobsen ( f. 1947) er lektor i samfundsfag og historie på Vordingborg Gymnasium og HF.

af SARAH EDWARDS OG STEN JACOBSEN

Det moderne fremskridt har gjort frisættelsen til vores centrale mantra. Aldrig før har vi haft så mange valgmuligheder.

Men de forvirrer, og når livet ikke rigtig lykkes, er det den enkeltes egen skyld. Vedkommende var ikke god nok.

Synspunktet går igen i journalisters spørgsmål til deres interviewofre: »Har du ikke gjort det godt nok?« Man spørger hellere ind til personfejl frem for at søge efter systemfejl og konfliktende interesser, for den slags kræver fælles handling.

Døden er tilsyneladende det eneste, der er tilbage som uafvendelig skæbne, men selv her er der en stigende tilbøjelighed til at gøre et lægeansvar gældende, hvis det utænkelige skulle ske. Ellers gælder sloganet: valg på alle hylder. Hvis man ikke har fundet den rette mand, kan man hjælpes med kunstig insemination. Er man ikke så køn, kan man gennemgå en forskønnende operation. Er man overvægtig, kan man købe sig fri af det overskydende fedt. Intet er definitivt. Der er ingen begrænsninger for vores udfoldelser.

Men på den måde får vi heller aldrig fred, der er hele tiden noget, man kan gøre for at realisere sig selv og leve op til idealerne.

Hen over sommeren kunne man følge Det Radikale Venstres forslag om kønsneutrale pas, regnbuefamiliers delte forældreskab og flerkoneri, alle med det grænseløse frie valg som fællesnævner. Alt er lige godt på samme måde som i Sverige, hvor man i flere institutioner er gået så langt som til at indføre et hen, med det formål at afskaffe kønsforskelle, der jo kun er en undertrykkende konstruktion. Ingen må være forskellig fra andre, men hvis man ikke længere tør udtrykke kønsforskelle, undertrykker man jo den majoritet af befolkningen, for hvem kønsidentiteten er en væsentlig del af den personlige identitet.

De kulturelle og sociale fællesskaber lider i en tid, hvor individualisering i den grad er mantraet. Det kommer til udtryk i den igangværende konflikt omkring Vejlegården, som dybest set repræsenterer et opgør med hele fagforeningsideologien.

Det moderne menneske er i sin selvforståelse blevet så individualiseret, at det opfattes som en nedvurdering, hvis man antyder, at ens livsstil ikke er selvvalgt. Når virksomheder omtales som magtfrie rum, er motivationen for at sætte sig ind i arbejdsmarkedsforhold og logikken bag fagforeningers kampmetoder meget ringe.

Individualiseringen tog for alvor fart i 1960erne og har langsomt ført til opbygningen af et helt nyt socialt system. I det gamle industrisamfund fik man status efter positioner i et hierarkisk system, der var almindeligt accepteret. I dag forestiller man sig, at det enkelte menneske selv skal opfinde sin status. Det er naturligvis en illusion, for individualiseringen har en velfungerende velfærdsstat som forudsætning og fører i øvrigt til konform adfærd.

Når en ide føres ud i sit ekstrem, har den det med at vende sig til sin modsætning. Dette paradoks kommer til udtryk i det individualiserede menneskes forsøg på at skille sig ud.

Kvinder skal være høje, slanke og med stor barm og bagdel, noget, som fra naturens side kun er beskåret en minoritet af kvindekønnet. Intet under, at mange piger lider af spiseforstyrrelser.

Mændene skal have store muskler og markere deres mandighed ved at være skaldede og tatoverede. Der er ikke så meget nyt under solen, når det drejer sig om menneskegruppers ageren.

Når personer begynder at skille sig ud, forvandles deres adfærd lynhurtigt til mode og konform adfærd.

Individualiseringen er også slået igennem på arbejdsmarkedet.

Man skal elske sin virksomhed, som Erik Åkerstrøm Andersen formulerer det i sin bog Kærlighed og omstilling – Italesættelsen af den offentlige ansatte. Gennem medarbejderudviklingssamtalerne sikres overensstemmelse mellem virksomheden og medarbejderens selvrealisering. Dette kan sikre øget engagement for den enkelte medarbejder, men det kan også repræsentere et øget pres, da det dybest set er en invasion af privatsfæren.

Igen bliver friheden vendt til sin modsætning. Ønsket om konstant at forbedre konkurrenceevnen har en tendens til at skabe uoverensstemmelse mellem kravene til medarbejderne og de ressourcer, der stilles til rådighed.

Presset fra deadlines stiger, og medarbejderen er i fare for at miste kontrollen over sin arbejdssituation, netop fordi han har fået kontrol over den.

Frihed bliver et normsystem, der presser og straffer dem, som ikke lever op til det: dem uden uddannelse, dem, der for tidligt får børn, dem, der ikke kan klare omstillings-og engagementspresset, dem, som bare hellere vil ud at fiske eller dyrke deres køkkenhave.

Psykisk utilpassethed findes i alle samfund, men formerne skifter med de ændrede samfundsstrukturer.

I victoriatiden var hysteriet den almindeligste neurose blandt de kvinder fra borgerskabet, som Freud behandlede.

Den utilpassede adfærd blev forklaret som et udslag af seksualfortrængning.

I industrisamfundets hierarkiske strukturer var det tvangsneurosen, der huserede. Under videnssamfundets institutionaliserede individualisering er det narcissistiske problemer, som dominerer.

Den narcissistiske personlighedsstruktur er karakteriseret ved grandiose forestillinger om eget værd, mangel på empati og stort behov for opmærksomhed fra andre. Når narcissismebegrebet er kommet i centrum, skyldes det, at den tid, vi lever i, producerer individer, der grundlæggende er selvoptagede.

Som en logisk konsekvens af den moderne sociale struktur er det vigtigt at føle sig som noget særligt, og det er endnu vigtigere at agere på en måde, som vækker opmærksomhed. Den indre dannelse og tilskyndelsen til at være noget for andre er skubbet til side på bekostning af selvrealiseringen. Individet går forud for fællesskabet, og fællesskabet behøves primært som spejl.

I moderne børneopdragelse er vi optaget af at give vores børn opmærksomhed og omsorg, og når vi ikke lever op til idealerne, får vi skyldfølelse. Men som altid har vores motiver også en anden side. Vores børn er også projektbørn, der skal kaste glans over os selv. Vi iscenesætter barnet, der gerne skal hedde noget specielt, gå i smart tøj og udvikle sig kreativt. Når vi interesserer os for de fællesskaber, barnet indgår i, er det primært for at sikre os, at vores eget afkom er i centrum.

Umiddelbart skulle man tro, at opmærksomheden ville give de unge et højt selvværd, men det er tilsyneladende ikke tilfældet.

Mange unge lever et stresset liv, hvor de hele tiden forsøger at leve op til tårnhøje forventninger, der kommer fra samfundet generelt ( hjulpet på vej af medierne) og fra forældre, der ønsker at se deres projektbarn få succes. Individualiseringens krav hænger i luften. Det er vigtigt at være sig selv, at udfordre sig og at være dygtig. Og så er det vigtigt, hvad andre mener, for de skal jo bekræfte succesen.

Selv om børn på mange måder er blevet dyrket som guder, har de ikke nødvendigvis fået en indre sikkerhed med i bagagen.

Det urealistiske forventningsniveau og den indre usikkerhed følger hinanden op gennem voksenlivet. På den ene side har vi aldrig dyrket sundhed, som vi gør nu. Vil man gerne tilhøre det danske A-hold, er man slank, veltrænet og putter økologisk grønt i indkøbskurven. Men mens vi således på det ydre plan er fulde af overskud, ser det anderledes ud på de indre linjer. Som klinisk psykolog har man venteværelset fyldt af unge mennesker med ondt i sjælen.

Der tegner sig et tydeligt billede af en generation, hvor mange kæmper med angst, depression, lavt selvværd og forstyrrelser i personligheden.

De er flittige og dygtige.

De passer deres uddannelser, går til fitness, arbejder og ser deres venner.

På det ydre plan ligner de en succes, men det urealistiske ambitionsniveau får på de indre linjer succesen til at ligne et nederlag. Resultatet er usikker selverkendelse og angst.

De fleste af os er fanget ind af en honning-fælde, for uanset omkostninger i form af stress og indre usikkerhed vil vi gerne se os selv som selvstændige og stærke individer, der aktivt søger udfordringer og er optaget af at realisere os selv. Derfor er det svært for alvor at få debatteret den moderne friheds negative følgevirkninger.

Vi trænger til en kollektiv erkendelse af de uafvendelige begrænsninger, vi også er underlagt.

Hvis vi accepterede, at der er forskel på drenge og piger, at vi ikke alle har lige gode evner til alt, at de fleste har brug for familiens stabile, men lidt undertrykkende fællesskab, at magtudøvelse er en uomgængelig kendsgerning både i skolen og på arbejdspladsen, og at den enkelte medarbejder derfor har behov for faglig organisering, så kunne det være, at modsætningen mellem virkeligheden og forventningspresset ville blive mindsket en smule.

At hævde en illusorisk frihed fører til det modsatte af frihed.