Tekstbidder

Begyndelser

Fra novellesamlingen ”Blind trappe”

Novelle nr. 1: Gyngehestryttersken

Lille Cecilia holder af at sidde på skødet og tale om sin mor.

”Kunne mor godt lide mig?” spørger hun og ser frem for sig med sine store, blå øjne.

”Hun elskede dig højere end noget andet,” svarer jeg.

”Men hvorfor forlod hun mig?”

”Cecilia, du må aldrig tro, at det var dig, hun forlod,” svarer jeg.

”Men elsker hun mig stadig?” spørger hun.

”Mor vil aldrig holde op med at elske dig,” svarer jeg.

”Tror du, at hun tænker på mig, når jeg gynger på gyngehesten?”

”Ja, det gør hun bestemt,” siger jeg.

”Jeg tror, at hun bliver glad, når jeg gynger,” siger hun. ”Tror du ikke?”

Og så smiler hun frem for sig, og jeg får det så dårligt.

Gyngehesten står nu inde i stuen mellem den grønne sofa og flyglet. Det er snart mange år siden, at den måtte ud af Cecilias børneværelse. Den var blevet alt for stor til det lille rum …

Novelle nr. 2: Det sidste kys

Vi var lige kommet ud fra Galería Pacifico, Buenos Aires’ fashionable shopping center med de glasbeklædte buegange og art deco-bemalede kupler. Jeg havde siddet over en øl og spekuleret på længslens uafvendelighed, mens Lea havde fulgt sine egne spor, og vi stod nu på et hjørne og forsøgte at fange en taxa. Det var blevet mørkt, og lyskegler faldt ind over os fra alle sider, mens vi stod og iagttog rækken af biler, der i støjende staccato kørte forbi og forpestede luften med benzinos. Et par meter fra os stod en kvinde lidt ude på kørebanen og gjorde hysteriske fagter. Der var mange taxaer, men de var fulde alle sammen. Lea prajede lidt længere henne.

”Det er håbløst her,” råbte jeg. ”Lad os gå ned ad sidegaden!”

Lea nikkede, og det var, da vi var kommet lidt ned ad gaden, der hed Maipú, at jeg første gang stødte på fænomenet.

Det var en kø på velsagtens 20-25 personer. Den første i køen stod foran et murværk, hvor det på murstenenes rundede mønster var tydeligt, at der engang havde været en større dør eller måske endda en port. Der var intet busstoppested og ingen taxaholdeplads. Køen sluttede bare lige foran den tilmurede dør, som var den en overlevet længsel, tiden havde glemt.

Huset havde med sine forvitrede og smudsige balustrader sin fremtid bag sig, og det var ikke til at se, hvad døren engang havde været indgangen til. Havde der været et teater, en biograf, eller måske endda en spillebule eller et bordel med glædespiger? Huset måtte være bygget i Argentinas storhedstid, for man kunne mærke duften af fin de siècle, der hang i murværkets revner.

Jeg forestillede mig huset i dets velmagtsdage, da en person stillede sig op bagest i køen. Det var en gråhåret midaldrende mand med halvlangt nakkehår, en grøn jakke og et halstørklæde om halsen. Han stod roligt i den lange kø, der ikke bevægede sig ud af stedet. Alle så frem for sig, som befandt de sig i en anden verden. Der var flest mænd, men også nogle få kvinder, og deres påklædning virkede som et passende gennemsnit af de argentinere, som man så rundt omkring i byen.

Jeg vendte mig mod Lea, der var gået lidt længere ned ad gaden.

”Har du set der,” spurgte jeg og pegede. ”Hvad venter de mennesker dog på?”

Lea så kort i retning af køen.

”Det er også umuligt at få fat i en taxa her,” sagde hun. ”Lad os gå et andet sted hen.”

Hun gik videre ned ad Maipú.

Jeg så mig tilbage, og i de få minutter, hvor jeg endnu kunne se køen, var der ingen taxa’er, som holdt, og heller ingen busser. Der kunne heller ikke være tale om en billetkø, for der var ingen billetluge.

Det var helt umuligt at få fat i en taxa, så vi gik rundt, kom indenom en café og ud igen, og på et tidspunkt kom vi tilbage til det samme sted.

Køen var der stadig.

Novelle nr. 3: Istid

Det var en søndag som alle de andre foran svømmehallen. Jeg skulle mødes med Sebastian kl. 9.30, og han var der som altid på slaget. Vi gik frem og tilbage foran indgangen og snakkede. Det regnede ikke, men der var en anderledes fugtighed i luften. Sebastian bemærkede det og talte om de jordslåede dufte og bladenes dybgrønne sensommerfarve, der altid varsler det kommende forfald. Vi havde endnu engang vendt det sidste slag mellem Brøndby og FCK og var i gang med Dostojevskijs ”Spilleren”, da han pludselig sagde, at han i øvrigt havde fået tid på krematoriet.

”Om tre dage,” sagde han. ”På onsdag kl. 17.15.”

Han nikkede på sin karakteristiske måde og så bort, som iagttog han et fjernt sted, der ikke fandtes.

”Hvad?” sagde jeg. ”Hvad mener du?”

”Jeg skal allerede møde op tirsdag kl. 12.15.”

”Jeg forstår ikke,” sagde jeg.

”Man skal være indleveret i god tid,” sagde han. ”Det er derfor jeg allerede skal være der kl. 12.15 dagen før og ikke f.eks. kl. 17.00 samme dag. Sådan er systemet bare.”

Han så på mig og trak på skuldrene.

”Der er nok ikke rigtig noget at gøre ved det, du.”

Fra novellesamlingen ”Hvem kan gøre en dukke fortræd?”

Novelle nr. 2: Kun en dukke

Jeg sad i dagligstuen og læste min avis, da Rebekka kom ind til mig og kravlede op på mit kndæ. Som altid, når Rebekka kom, foldede jeg avisen sammen og lagde den fra mig på sofabordet. Vi sad og holdt om hinanden, og der var helt stille i stuen. Sollyset faldt lavt ind gennem ruderne og tegnede langstrakte mønstre på gulvet. Camilla stod ude i køkkenet. Det var hendes dag, og duften af stegte rødspætter begyndte at brede sig.

”Far,” mumlede Rebekka med ansigtet begravet i min trøje. ”Susanne er død.”

”Hvad siger du?” spurgte jeg.

Rebekka havde en klassekammerat, der hed Susanne.

”Susanne-dukke selvfølgelig,” sagde Rebekka. ”Det er Susanne-dukke, der er død!”

”Hvad mener du?” spurgte jeg.

”Ja, hun er død. Ved du ikke, hvad død er?”

”Selvfølgelig ved jeg det, men hvad mener du med at Susanne-dukke er død? Er du blevet træt af hende?”

”Nej! Hun er død. Hun lever ikke mere.”

Henne ved vinduet forsøgte en sensommerflue summende at finde vej ud i det fri. Ude i køkkenet var Camilla begyndt at nynne.

”Hvad er der sket med hende?” spurgte jeg.

”Hun faldt ud af vinduet,” svarede Rebekka. ”Jeg har altså sagt, at hun skulle holde sig væk fra vinduet, men hun ville ikke høre. Susanne har altid været så vild.”

”Jamen, hvordan er hun kommet til skade?”

”Hun har mistet hovedet og den ene arm. Hun ligger nede i gården, men det er altså ikke min skyld. Når man ikke vil høre, må man føle! Er det ikke også rigtigt, far?”

Novelle nr. 3: Humlebien

Allerede som lille, var jeg opslugt af tanken om at flyve.

”Hvordan kan det være, at mennesker ikke kan flyve, men fugle kan?” spurgte jeg mine forældre.

De fortalte mig, at mennesker jo flyver i flyvemaskiner.

”Flyvemaskiner dur ikke,” sagde jeg.

”Hvorfor dur flyvemaskiner ikke?” spurgte de.

”Det dur kun, hvis man selv flyver. Flyvemaskiner er snyd,” svarede jeg.

Så smilede de og så kærligt på mig.

”Mennesker kan ikke selv flyve,” sagde de. ”Vi er ikke bygget til det.”

”Jo vi er!” svarede jeg.

”Det er vi altså ikke. Mennesker kan ikke flyve,” sagde de.

”Jo de kan!” svarede jeg.

De smilede til hinanden og så på mig, som om de ville kysse mig.

Mine forældre forstod ingenting, og i børnehaven var det ikke bedre.

Hver gang jeg over for pædagogerne bragte flyvning på banen, smilede de bare. Jeg måtte ikke forveksle tegneserier med virkeligheden, sagde de. Peter Pan og Superman kunne godt nok flyve i tegneserierne, men det kunne man altså ikke i virkeligheden. Det ville aldrig kunne lade sig gøre, sagde de.

Jeg blev godt træt af at blive talt til, som var jeg en eller anden sød tosse …

Novelle nr. 4: Man skal ikke altid stole på rare mennesker!

Indimellem var Sofias mor nødt til at åbne køkkendøren. Så kunne Sofia ikke lade være med at se ud på den mørke, ramponerede trappe, hvis brune trin i midten var slidt ned af fødder, der måtte have vandret op og ned i århundreder.

Det var uhyggeligt, for mens stegeosen langsomt drev ud i trappeskakten, var det, som om de slidte trin og de skjoldede vægge med de lange, dybe revner stirrede på hende.

Sofias mor smilede.

”Dit lille pjok!” sagde hun og klappede hende på hovedet. ”Du skal da ikke være bange for en gammel køkkentrappe!”

Men trappen førte op til pulterrummene. Og dér, helt oppe under taget, var det store aflange loftsrum med snorene spændt ud fra den ene endevæg til den anden. ”At gå derop, er som at gå tilbage i tiden,” sagde Sofias mor. Der var vist ikke andre end gamle Anne Lorentzen, som brugte det. De voksne blev altid så mærkelige, når snakken faldt på hende. Anita, deres underbo, vidste alt om alle: ”Tænk dig, hun har boet her i over 60 år og har aldrig nogensinde moderniseret sit køkken. Har du prøvet at se derind? Jeg vil sige dig: Det er et syn for guder! Og …” Men pludselig tav hun, så på Sofia og på hendes mor og tilbage igen, og der blev en anspændt tavshed. Sofia havde engang spurgt sin mor, hvad det var med Anne Lorentzen. ”Hun er ikke helt som os andre,” havde hun svaret. ”Det kan hun ikke gøre for, Sofia. Men hvis du møder hende, skal du bare sige ’god dag’ og gå videre.”