Når den kollektive vildfarelses tigre slippes løs

Når den kollektive vildfarelses tigre slippes løs

Slawomir Mrozek (1930 – 2013) var en polsk dramatiker, som spiddede det totalitære regimes overgreb med sine stykker i den humoristisk absurde stil. Han dukkede op i det kommunistiske Polen under Gomulka. Det forunderlige er, at stykker af de to østeuropæiske absurdister, Slavomir Mrozek fra Polen og Waslaw Habel fra Tjekkoslovakiet, i dag kan sige borgere i det vestlige demokrati så meget. For også her kender vi meget vel til, når den kollektive vildfarelses tigre slippes løs.

Cirkulæret af Waslaw Habel

I Cirkulæret af Waslaw Habel fra 1965 (det blev sendt som dansk TV-teater i 1968) bliver et kontor udsat for forandringsledelse for fuld udblæsning. Nogle har fået den fikse ide, at det vil forenkler de administrative procedurer og gøre dem mere præcise, hvis kommunikationen foregår på et nyskabt kunstsprog tydepe. De ansatte kommer på sprogkursus, og det glade vanvid spreder sig indtil det endelig sammenbrud og den efterfølgende erkendelse af, at tydepe var en misforståelse, der grundet sin vanskelighed og stigende mangel på præcision umuliggjorde de administrative procedure. Man vælger at genindføre det ”elskede modersmål” blot for at opdage, at et nyt kunstsprog er ved at blive indført. De administrative reformer lever åbenbart deres eget liv og er ikke til at stoppe.

Cirkulæret og New Public Management

Det forunderlige er, at dem af os, der siden slutfirserne har været udsat for New Public Management og HR-ledelses realiserede absurde teater, fungerer stykket som en perfekt parodi på netop denne ledelse, som endnu ikke var opfundet, da stykket blev skrevet. Der må være nogle strukturelle ligheder mellem det kommunistiske ledelsesregime og nyliberalismens, som New Public Management udsprang af. Nyliberalismen er på flere strækninger et dybt totalitært system med en stærk ledelsesdisciplinering af medarbejderne gennem begreber som værdiledelse, forandringsparathed og selvledelseskompetence samt ledelsesværktøjet medarbejderudviklingssamtaler, hvor det private ikke længere er privat.

Forandringsledelsens evigt nye påfund er et belastende vilkår i den offentlige sektor.

Peter Ohays martyrium og symbolpolitikken

I Slawomir Mrozeks teaterstykke Peter Ohays martyrium fra 1959 er det systemets italesatte vildfarelser, der trumfer den iagttagelige virkelighed. I stykket slippes den kollektive vildfarelses tigre løs i den fredelige småborger Peter Ohays eget lille hjem, hvor han i begyndelsen af stykket fredeligt sidder og læser sin avis og er omgivet af sin kone og tre børn. Stykkets handling sættes i gang, da han overraskende får besøg af en embedsmand, som er blevet ”bemyndiget til” at gøre ham opmærksom på, at der i hans badeværelse ”har slået sig en frygtelig menneskeædende tiger ned.” Det er ”forbundet med den største livsfare at gå derind,” får han at vide. Da Peter Ohay ler over denne absurde påstand, præsteres han for den officielle bekendtgørelse med stempel og det hele, og så må tigeren jo være der. Kort efter får Peter Ohay besøg af en skatteopkræver, der vil beskatte den tiger, som han jo netop har indrømmet, at han har. Herefter dukker en videnskabsmand op, som slår sig ned i hans lejlighed for at udforske fænomenet. Videnskabsmanden følges af underholdningsbranchen i form af en cirkusdirektør, som vil forlægge cirkusforestillingerne til Peter Ohays lejlighed, grundet den store interesse i Peter Ohays tiger, og samtidig invaderes lejligheden af en gammel jæger, som hævder, at han har fået færten af tigeren. Til sidst får Ohay besøg af en lærer, der viser eleverne rundt og fortæller dem om tigre, og som klimaks kræver udenrigsministeriet under slet skjulte trusler at Peter Ohay giver en maharaja, som diplomatiet har en del besvær med, lov til at gå på tigerjagt i hans lejlighed. Dette kommer til at besegle Peter Ohays skæbne, for da maharajaen bliver utålmodig, presses Peter Ohay til at gå i bad for derved at lokke tigeren frem. Kort efter høres der skud ude fra badeværelset og med ét forlader alle gæsterne lejligheden. Man fornemmer årsagen: Peter Ohay er blevet skudt i stedet for den indbildte tiger.

Symbolpolitiske løsninger af indbildte problemer kræver jo sine ofre.

Cirkulæret og nutidens kollektive angst for omsorgssvigtere og krænkere

Som i tilfældet med ”Cirkulæret” virker stykket underligt aktuelt, selvom det blev skrevet helt tilbage i 1959. I nutidens danske virkelighed behøver man bare at udskifte ordet tiger med ord som omsorgssvigt og krænker. Aktuelt har vi en statsminister som gik til valg med et fromt måltal på børneanbringelsesområdet (måltal var noget man havde i det planøkonomiske Sovjetunionen!) Der skulle ske en firedobling af børneanbringelserne, så man – slag på tasken – skulle anbringe 50.000. Det ville selvfølgelig koste kassen og bremse for andre reformer, men når man nu har set lyset. Uden at ryste på hånden vil vores statsminister gribe ind i det inderste af privatsfæren, der reelt vil splitte familier, gøre familierne endnu mere sårbare over for falske og intrigante anmeldelser fra naboer, fjendtlige familiemedlemmer, pædagoger som misforstår børns udsagn. Det sker allerede i dag, og det sker i et system, hvor tænketanken Justitia har konkluderet, at systemet er fuld af fejl og som en konsekvens foreslår, at sagsbehandlingen fjerens fra kommunerne. Mette Frederiksen sagde undskyld til Godhavnbørnene for de overgreb, der skete mod børnehjemsbørnene i 50’ernes Danmark. Det er let at sige undskyld for noget, man ikke selv er skyld i. Mette Frederiksen har det politiske ansvar for de overgreb, der i dag sker mod familier. Men der er ikke antydning af medfølelse med de mange forældre, der på usikre og forkerte grundlag mister det vigtigste i deres liv, deres børn, eller som bliver mistænkeliggjort og skal leve med en ikke afsluttet sag. I dette system er det jo som i hekseprocessernes tid: Er man først anmeldt, så er det mere end svært at blive frikendt. Har Mette Frederiksen slet ingen empati med de lidelser, hendes politik forårsager, eller har hun bare ikke politisk råd til det, da det vil skade italesættelsen af hendes politik? Som en af de tidligere Godhavn-drenge sagde til Mette Frederiksen: ”Smerten og minderne forsvinder aldrig”. Det gør det givetvis heller ikke for de forældre, der ofte uretmæssigt og helt tilfældigt får frataget deres børn, fordi Mette Frederiksen ser en politisk fordel i at italesætte frygt, som hun efterfølgende satser på at behandle symbolpolitisk.

Når den kollektive vildfarelses tigre slippes løs, er vi alle på Herrens mark.

Om Slawomir Mrozek: https://culture.pl/en/artist/slawomir-mrozek

Dette indlæg blev udgivet i Kollektiv angst. Bogmærk permalinket.