Den grusomt gode stat

Den kollektive angst og regeringens målsætning om at øge antallet af tvangsfjernelser

I Kristeligt Dagblad 1/11 19 blev socialminister Astrid Krag spurgt til sin holdning til det stigende antal tvangsanbringelser af små børn. Ministeren svarede: ”Jeg ser det ikke som et problem. Det viser mig, at kommunerne står på barnets side.”

To ting er påfaldende ved udtalelsen. For det første giver den udtryk for at myndighederne repræsenterer det gode og altid varetager barnets interesser. For det andet, at de gode myndigheder er i stand til at løse komplicerede problemer dybt inde i civilsamfundets privatsfære.

I valgkampen gik Socialdemokratiet til valg med det synspunkt, at der var for få tvangsanbringelser, og at der ikke var nogen modsætning mellem staten og barnets tarv. Synspunktet er sociologisk påfaldende.

I Servicelovens § 50 fremgår det, at en såkaldt børnefaglig undersøgelse kan iværksættes, hvis der er mistanke om et overgreb, og at denne undersøgelse kan iværksættes uden forældremyndighedsindehaverens samtykke. Her tænker man umiddelbart på incest, vold og trusler om æresdrab. Men djævelen ligger i detaljen, og hvorfra får myndighederne denne mistanke? Som bisidder i en børnesag, hvor en 14-årig dreng ikke var vendt hjem fra ferie, viste det sig, at sagen var startet med en anonym indberetning fra en moster til barnet. Mosteren havde været i årelang konflikt med sin søster. Der skal måske ikke mere end en falsk anonym indberetning og behjertede medmenneskers manipulering af en forvirret dreng til at starte sagsmøllen, for myndighederne er jo tvunget til at tage stilling.

Ifølge en rapport fra Justitia (sept. 2018) er sagsbehandlingen i forbindelse med tvangsanbringelser meget kritisabel ud fra et retssikkerhedssynspunkt.

Det mest skræmmende er, at politikerne, jvnfr. Astrid Krags reaktion, tilsyneladende ikke overvejer de skader, dette system også kan forvolde. En lov bliver til for at løse et problem. Men når man lovgiver skal man altid undersøge, hvilke utilsigtede bivirkninger, loven også kan have. Tilsyneladende reflekterer ministeren ikke offentligt over de utilsigtede sociale katastrofer, en sådan nidkærhed kan forårsage.

Undersøgelser viser, at det ikke bare er uanbragte børn, der har sociale problemer, men netop også de anbragte børn. Og det er jo ikke svært at forestille sig hvorfor. Forældrekærligheden er en af de stærkeste menneskelige følelser. I sin egen familie kan barnet opleve sig selv som et unikt væsen, men på en institution og i en plejefamilie ved barnet, at det bare er et nummer i rækken. Hvad gør det ved et barn ikke at få oplevelsen af ultimativ kærlighed, som en forældrekærlighed kan give? Ved at øge tvangsanbringelser skaber man flere børn med et sugende indre savn og dermed med større eksistentiel usikkerhed.

Det gode spørgsmål er, hvad der ligger bag denne tro på systemets ufejlbarlighed og forestillingen om ganske almindelig menneskers overgreb på deres børn. Enhver tid og enhver kultur har sine blinde pletter og populære vrangforestillinger, og kulturer kritiserer sjældent de grundantagelser, de bygger på. Hvis man bruger et af de europæiske urtraumer, kommunismen, som spejl, kan man se, at netop dennes voldelige udskejelser byggede på forsøg på at skabe en helt ny mennesketype, det altruistiske, uegennyttige menneske. Med det urealistiske menneskesyn i betragtning er det ikke underligt, at Stalin så statsfjender alle vegne, og at kommunismens bestræbelse førte til masseudryddelse. Dette kan selvfølgelig ikke ske i vores demokratiske system med magtbalancer og retssikkerhed, men i mindre skala er retssikkerheden på børneområdet ved at skride. Helt almindelige og ordentlige mennesker er begyndt at frygte systemets dæmoniske godhed, også selvom de ved, at de er uskyldige. I sagsbehandlingssystemet er det jo svært at forsvare sig mod mistanker. For nogle år siden, dengang forestillingerne om incestovergrebs almindelighed toppede, kom jeg i et selskab i snak med en socialrådgiver, som behandlede tvangsanbringelser. Hun fortalte mig, at ca. 20 pct. af alle børn var udsat for incest, og at det var bydende nødvendigt at hjælpe alle disse udsatte børn. Jeg tvivlede på tallets størrelse, og spurgte om det ikke skyldtes amerikanske kriterier, men det benægtede hun. Da jeg spurgte, om hun aldrig var i tvivl, når hun sad med en sag, svarede hun ”nej”. Netop denne mangel på tvivl er ikke alene rystende, men også interessant.

Over tid har der været adskillige eksempler på åbenlyse overgreb. Af de værste kan nævnes Middlesbrough-skandalen i England, hvor flere hundrede børn blev tvangsfjernet, fordi en børnelæge fandt på at screene alle børn ved en analundersøgelse. Først efter adskillige sociale katastrofer blev denne åbenlyst fejlagtige praksis standset. Hvad der lå bag? Troen på og frygten for udbredt incest. Frygten for grænseløse overgreb er en del af vores kollektive angst. Og hvad vi mennesker er bange for, finder vi alle vegne. Frygten for pædofili lå til grund for Vastrupgårdsagen, hvor en mandlig pædagog blev anklaget for at have overgrebet sig på 20 børn. Det viste sig at børnenes forklaringer byggede på fantasi og sandsynligvis var sat i gang af bekymrede forældre. Selvom der findes slemme incestsager, så findes der også slemme eksempler på justitsmord og ofre for fordomsfuld sladder. I 00’erne blev det på mange institutioner forbudt mandlige børnehavepædagoger at smøre solcreme på børnene eller skifte ble, en praksis BUPL måtte gå ud og kritisere som fordomme mod mandlige pædagoger.

Hvad er det, der ligger bag denne frygt for grænseløshed og overgreb mod børn?

Tilbage i 60’erne og 70’erne begyndte overgangen fra det klassiske industrisamfund med nationalstaten som den selvfølgelige ramme til det senmoderne, globaliserede samfund. Helt centralt i denne omstilling er overgangen fra pligtmoral til lystmoral og en forskydning af vægten fra skæbnefællesskaber til valgfællesskaber. Mens mennesket i industrisamfundet havde centrale på forhånd definerede rolleforventninger, overgik man nu til en situation, som datidens sociologer kaldte normløshed. I virkeligheden er der jo ikke tale om et fravær af normer, men et fravær af på forhånd definerede norm- og rolleforventninger. Dette fravær skaber en fortælling om det individualiserede menneske, men den skaber også et narcissistisk underskud og en mangel på social forankring. Tilværelsen bliver ulidelig let. Mennesker har brug for at føle stolthed over noget, at føle, at man gør noget rigtigt, at man er en del af et fællesskab og noget større. Det er her, kampen for gode sager kan tilbyde en mental løsning. Hvem vil ikke gerne gøre det gode, og hvis man nu ikke har så meget tyngde i sin tilværelse? Børn repræsenterer i vores kulturs narrativ det gode og uskyldige. Man hører tit udsagn som ”børn har altid ret”, ”børn lyver ikke”. Disse åbenlyst fejlagtige udsagn vender pligtsamfundets mere barske børnenarrativ på hovedet. På denne måde bliver børn et oplagt fokusområde for mennesker med narcissistisk underskud. Hvem ønsker ikke at være del af den gode sag og beskytte uskyldige børn? Og når nu gode sager er politisk lukrative. Har man så politisk råd til at tale om de menneskelige katastrofer, man er med til at skabe?

Frygt mennesker med gode viljer, for de ved sjældent, hvad de gør!

 

 

Dette indlæg blev udgivet i Kollektiv angst. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *